Tillykke med din nye film. Hvad vil du gerne fortælle med den?
”Det skulle være en film, der forbandt overklassen med underklassen. Hovedpersonen Zaid er hjertekirurg, går til ferniseringer på dyre gallerier i Bredgade, mens hans lillebror er en del af bandemiljøet i Albertslund, og forældrene stadig sidder hjemme i betonblokken med parabolantennerne og ser irakisk tv.

Men hvis jeg skulle koge det ned til et enkelt ord, handler filmen om hævn. Det er den, der skaber tragedierne. Der er jo ingen, der får deres kæreste tilbage ved at hævne sig. Og det gælder ikke bare i bandekrigen herhjemme, det gælder i Irak-krigen, Syrien og Eksjugoslavien.”

Hvor meget af Zaid er der i dig?
”Der er en del af ham i mig, for jeg bor selv i en andelslejlighed med min kæreste, og jeg drikker også rødvin som Zaid i filmen. Vi har en fod i begge lejre. Og det har Dar Salim, der spiller rollen som Zaid, i øvrigt også.”

I filmen bliver Zaid skoset for ikke at passe på sin familie, og for at han ikke er tro mod, hvem han er – har du også oplevet det?

”Ja, men det var, som om der skete noget, efter jeg havde lavet ’Ækte vare’ (film fra 2014 om en gruppe rappere fra Brøndby Strand, red.). Der følte jeg, at jeg gav noget tilbage.

Når jeg går rundt i Albertslund, er der mange små børn, der kommer og siger: ’Jeg har set ’Ækte vare’ 10 gange.’ Det er første gang, de har set en film med en, der ligner dem, og som bor i en betonklods.”

Kort efter Fenar Ahmad kom til Danmark. var der VM i Mexico, og han fik en klaphat. ”Det var noget af det heldigste, der kunne ske. Prøv at tænke over, hvor meget det betød for min følelse af at høre til.”

Ligesom du selv har gjort …
”Ja, jeg er vokset op i en betonblok på Amager, men i virkeligheden er det ikke så interessant, hvor jeg kommer fra. Der er mange, der vil gøre det til deres fortælling, men jeg synes, det er meget vigtigere, hvor jeg gerne vil hen.

Når ens familie alle sammen er flygtet fra Saddam Hussein og spredt ud over hele verden, og man som jeg har boet både i Tjekkoslovakiet og i Danmark, får man en underlig følelse af rodløshed, og den kan man tage på sig som en sorg eller en defekt. Men da jeg var 15 år, besluttede jeg, at jeg ville bruge det til min fordel, at jeg kunne passe ind alle steder. Det skulle være en kamæleonkvalitet.”

Bliver du irriteret over at skulle tale om din baggrund?
”Nogle gange. Vi er også nødt til at tage alvorligt, hvor jeg står nu. Jeg har en premiere i Imperial lige om lidt, og i den sammenhæng er det ikke interessant, hvilken boligblok jeg kommer fra.

Samtidig synes jeg, det er fair, at der bliver spurgt ind til det, for filmen tager jo også stilling til det. Altså, der er en scene med faderen, der sidder og ser irakisk tv, hvor Said råber ad sin far: ’Rejs dig op af sofaen. Det er ikke Irak, det her.’

Og det er jo en kritik, jeg kommer med, for jeg er ked af at sige det, men det er bare ikke godt nok at sidde derhjemme og se irakisk tv. Det er bare nederen, når den slags kritik kommer fra toppen, fra Christiansborg.

Det er vigtigt, at det kommer nedefra. Jeg synes godt, der må komme lidt alvor i popkulturen. Og når man får lov til at lave en film, skal det også være alvor. Nå, nu blev det meget tungt det hele.

Normalt er jeg ellers en meget munter fyr. Men det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke har prøvet at lave en gangsterfilm. Det er ikke kun folk, der råber ad hinanden med deres pistoler.

Jeg vil også gerne vise, hvordan der ser ud i venteværelset, når du får overbragt nyheden om et banderelateret drab. Jeg har meget på sinde og har prøvet at lave det som en slags ac­tionfilm, så jeg når ind til dem, der er i risikogruppen for at gå ind i såd­­­anne miljøer.”