Leif Sylvester
Foto: Nikolai Linares

Leif Sylvester maler gøgler

Leif Sylvester: "Du kan slippe af sted med næsten hvad som helst, hvis bare du er overbevisende nok"

Det var en vild skole at optræde på gaden.

En dag tog min mor mig med for at se gøgl på Christianshavns Torv. Meget af det var et freakshow. Folk som Fuglemanden blev vist frem: Han havde et aflangt hoved, fordi to brædder var blevet snøret sammen om hovedet på ham, da han var barn. Der var også en inder, som tog en pløk og en hammer, og så slog han den ellers op i næsen. Jeg var 5-6 år og dybt fascineret.

Min far var snedker, og min mor var fabriksarbejder og hjemmegående, alt efter behov. Jeg ved ikke, hvor min lyst til at gøgle kom fra. Men jeg har altid haft en veludviklet selvironi og vidst, at jeg kunne være skuespiller. Jeg har altid kunnet række hånden op på en bestemt måde, så alle troede, at jeg kunne stoffet, selv om jeg ikke anede noget om det.

Jeg lærte tidligt ved bare at blive kastet ud i ting. Jeg er udlært tømrer, og tømrerarbejdet består jo af at gennemføre en proces fra først til sidst. ”Her er en tegning, der er en stabel tømmer, jeg kommer på fredag.” Sådan startede min karriere som tømrer på en mark i Hvid-ovre. Den evne til at forestille sig, hvordan det færdige resultat skal være, har jeg ofte brugt. Den kan du overføre på alt. Skal du lave en sang? O.k., hvordan skal den lyde? Så finder du din banjo frem.

Jeg boede i Fredericiagade, men anede ikke, at Charlottenborg eksisterede. Indtil jeg en dag gik forbi Odd Fellow Palæet med barnevogn og så en udstilling, der vækkede noget i mig. Fra den ene dag til den anden satte jeg en masonitplade op på en stol og begyndte at male. Jeg udstillede mine første værker i vinduet i en rulleforretning på Fredericiagade.

Jeg debuterede som kunstner i 1969 på Kunstnernes Efterårsudstilling. Jeg havde ikke været med til kunstnermøde før og troede, at jeg skulle møde nogle ligestillede, men folk var mest optaget af forsmået fnidder om, hvorfor man ikke havde taget det ene eller andet billede med i samlingen.

Jeg blev mere og mere utilfreds, men turde ikke sige en skid. Så var der pludselig en, der rejste sig og talte om manglende visioner og efterlyste et kunstnermiljø med højt til loftet. ”Hvem fanden er det?” spurgte jeg. ”Han hedder vist Erik Clausen,” lød det. Så kiggede jeg i kataloget og så, at Clausen og jeg begge boede på Amager Strandvej. Jeg kørte ud til ham dagen efter og bankede på døren. ”Jeg er sgu ret enig i det, du sagde i går,” sagde jeg til ham. ”Nå, kom indenfor,” sagde han. Og så var vi forlovet de næste 20 år.

Jeg begyndte at gøgle sammen med Clausen kort tid efter vores første møde. Vi besluttede os for at optræde, fordi vi var utilfredse med de muligheder, vi havde som kunstmalere. Vi havde jo udsigt til at udstille i en eller anden kulkælder, hvor der måske kom 3-4 mennesker og kiggede på vores værker efter et års indsats. Det gad vi ikke. Vi ville hen, hvor publikum var, og det var på gaden.

Vi optrådte i forskellige stræder i København alt efter vores humør; vi var et cirkus, der hele tiden flyttede sig. Vi lod os inspirere af gøglertraditioner fra omrejsende tivolifolk som Tribini og Labri. Det var deres system, vi brugte, men vi puttede kunsten ind i det, og så lavede vi forskellige ’apparater’, som man kunne bruge som udstillingsrum.



Et apparat var ’Folkets Talerstol’: Det var en platform med nogle dannebrogsflag og en tændt mikrofon, og så stod den ellers bare som en skulptur, fx på Enghave Plads.

Det endte som regel med, at nogle frække unger råbte i den, nogle holdt en tale, eller et par piger sang en sang. Selv Frelsens Hær brugte den. ’Folkets Talerstol’ fungerede som kommunikationsapparat, og det var det, vi gerne ville.

Vi ville lave en lille folkelig kulturrevolution, starte en samtale om hvad som helst, egentlig. Vi havde en idé om, at hvis vi kunne komme til orde – og vi kunne ikke en skid – så kunne alle. Vi lavede en manege og alle mulige rekvisitter. Så stillede folk sig bare op og sagde: ”Hvornår begynder det?” Da vi havde hørt på det i en sæson, blev vi enige om, at vi måtte gøre noget. Folk forventede simpelthen, at vi optrådte.

Det var meget grænseoverskridende for mig at stå på en scene. Jeg var på job som tømrer på Østerbro og gik og lavede lofter. Så skulle vi optræde kl. 14 nede på Trianglen, og jeg sagde til manden, som jeg arbejdede for, at jeg lige var nødt til at se til noget andet arbejde.

Leif Sylvester

Leif Sylvester etablerede sammen med Erik Clausen i 1969 Clausen og Petersens gadecirkus, der blev en stor succes på venstrefløjen. Makkerparret lavede filmen ’Cirkus Casablanca’ (1981) og pladen ’I storbyens favn’ (1978). I 80’erne udgav Sylvester flere album med selvkomponerede sange, og han har medvirket i filmen ’De frigjorte’ og i tv-serien ’Taxa’.


Da jeg kom ud af vores lille omklædningsrum på Trianglen, kunne jeg se, at min arbejdsgiver stod blandt publikum. ”Så, for satan,” tænkte jeg og krummede tæer. Bagefter skyndte jeg mig ellers tilbage til arbejdet. "Hold da kæft, du skulle have set to rødder, der stod og gøglede nede på Trianglen. Det var så sjovt!” sagde min arbejdsgiver. 

Han havde overhovedet ikke genkendt mig. Jeg havde ikke engang været særlig klædt ud, det var min attitude, der havde gjort mig så anderledes. Jeg lærte, at du kan slippe af sted med næsten hvad som helst, hvis bare du er overbevisende nok. Det gav en masse selvtillid.

Jeg var forfærdelig genert i starten. Vi øvede ikke. Det var meget spontant: ”Jeg spiller mand, og du spiller dame, og så skal der være noget spansk dans. O.k.? O.k.!” Det var der, jeg lærte, at tre minutter på scenen kan være en evighed, hvis man halvvejs inde i nummeret er løbet tør for ideer. Så steppede jeg af scenen og sagde til Clausen ud ad mundvigen: ”Nu går jeg!” Og så dansede han ellers videre alene.

Det var en vild skole at optræde på gaden. Der er så mange forstyrrelser: Der er biler, folk går forbi, taler med hinanden, alt går imod dig. Vi lavede et foldbart fem meter højt og otte meter bredt klovnehoved, hvor vi kom ud af munden, og en halvmåneformet presenning, der fungerede som manege. 

Og så havde vi et lille hus bag klovnehovedet, hvor vi kunne klæde om. Så var vores optræden pludselig på vores betingelser. De nye rammer gjorde en forskel, men det krævede også, at vi lavede en rigtig forestilling. Vi skulle også finde ud af rollefordelingen. Vi var lige tykke og lige høje, så der var ikke noget med Fy og Bi, og man skal jo have nogle modsætninger på scenen (Fy og Bi var artistnavnene på det danske filmkomikerpar Harald Madsen og Carl Schenstrøm, red.). 

Erik havde været på højskole og havde lært en masse om politik og kunne snakke. Jeg var mere genert, og så var rollerne klar: Han blev direktør, og jeg var artisten, som han kunne udnytte. På den måde fik vi også noget klassekritik ind i repertoiret. Den konstellation kørte vi med i mange år: Jeg udførte arbejdet, Clausen tog roserne for det. 

Jeg lavede også søm-nummeret, som jeg havde set som femårig. Første gang prøvede jeg med en hammer, men det gik galt, og jeg blødte ud over det hele. Men jeg fik da et syvtommersøm helt op i næsen til sidst. Det ryger ikke op i hjernen, selv om det ser sådan ud.

Det ryger ind i det eustakiske rør. Man skal finde derop og presse lidt, det kræver øvelse. Det var ”Verdens mest ulækre nummer,” som vi annoncerede det. Vi fik altid en dame blandt publikum til at komme og hive sømmet ud igen. Det var det mest ulækre ved det: Hvis de kom til at trække det forkert ud, kunne jeg høre, at det knasede. Så sagde Clausen: ”Rolig, rolig, du støder ikke på noget. Han er fra Amager!” 

Jeg øvede mig med knive. Jeg tegnede en figur på et knivbræt, hvor Clausen skulle stå, og brugte en sommer på at øve mig i at ramme rigtigt. Aftalen var, at hvis jeg bare én gang ramte ind i figuren, droppede vi nummeret. Det gjorde jeg ikke. Det var farligt, men Clausen havde tiltro til mig. 

Det var ved at gå galt et par gange. Især da jeg senere fik bind for øjnene. Jeg lærte, at ens optræden er meget psykisk betinget. Da vi senere lavede filmen ’Casablanca’, skulle jeg kaste kniven i maven på Clausen, og selv om jeg selv havde lavet et panser med træplader, som han havde på inden under tøjet, havde jeg meget svært ved at gøre det. 

Men Erik insisterede. ”Kom nuu!” Filmen markerede symbolsk nok også slutningen på vores optræden. Vi var begyndt at lave parodier på os selv for at køre den endnu længere. Vi måtte stoppe. 

Den type gøgl er ikke lavet før eller siden. Det var gøgl med et politisk indhold, men uden at pege fingre. ”Hokuspokus, Glistrups hoved er fuld af kokos.” Men vi havde selvfølgelig en dagsorden, vi var imod eliten og syntes, at Charlottenborg skulle laves om til et tæppelager. Vi var imod enhver form for censur. 

Den attitude tog jeg med over i malerkunsten og i mange andre områder af mit liv. Jeg forbereder mig fx aldrig, hvis jeg skal holde en tale. Så kan det nemlig aldrig gå helt galt. 

Hvis du har en tale, og du har skrevet den ned, må du enten læse den op eller glemme det halve og ærgre dig bagefter. Men i det øjeblik, du ingen krav har til det, kan det næsten kun blive godt. Jeg gør bare ting. Hvis jeg udstiller, og folk beder mig sige noget til udstillingen, gør jeg det uden forberedelse. Og hvis det er et fint sted, vender jeg den lige om: Så laver jeg en sang om en hundelort.

LÆS OGSÅ: Paul Smith: "Mange mennesker bruger for meget tid på at se ned i deres smartphone, på at blive fyldt med unødig information, og for lidt tid på at se på verden"

LÆS OGSÅ: Flemming Quist Møller: "Jeg har ikke det store medfødte talent. Jeg måtte pukle for at kunne udtrykke det nogenlunde. Det må jeg stadigvæk."

LÆS OGSÅ: Ole Michelsen om at drikke og holde op igen