Torje Hanssen oplevede Utøya-massakren, og her fortæller han sin historie
Foto: Torje Hansson, 'Rekonstruktion Utøya'

Offer for Utøya: ”De første to uger efter angrebet kunne jeg ikke være i et rum alene uden at blive panisk angst”

For syv år siden var Torje Hanssen vidne til massakren på Utøya. Partifæller, venner og hans egen bror blev skudt for øjnene af ham, og da det så værst ud, forsøgte han at drukne sig selv. Nu er han gået med til at genleve alt det, han har brugt år på at glemme, i filmen ’Rekonstruktion Utøya’.

”Vi løb og løb og løb. Helt hen til enden af klippen, hvor vi ikke kunne komme videre. Jeg sagde til Viljar, at vi skulle hoppe, men han var for langsom. Jeg hoppede selv. Jeg ramte vandet lige tids nok til at se min bror blive skudt i hovedet.”
 
Den sommer var Torje Hanssen 14 år gammel. Han havde fået lov til at komme med på den politiske sommerlejr på Utøya, fordi hans højtelskede storebror, Viljar, lovede at passe på ham.
 
Klokken 17.07 gik Anders Behring Breivik i land på Utøya. Han var forklædt som politimand, sådan at han kunne narre sig adgang til den lille ø, hvor AUF, Norges svar på Socialdemokratisk Ungdom, holdt sommerlejr. Ingen satte spørgsmålstegn ved politimandens intentioner. I hvert fald ikke, før han begyndte at skyde vildt omkring sig. Viljar Hanssen var en af dem, som blev ramt af et skud i hovedet.
 
”Idét Viljar blev skudt, gik min hjerne i overlevelsesmode. Den lukkede alt overflødigt ude. Jeg ’glemte’ alt om at have set min bror blive skudt og fokuserede på at redde mig selv. Jeg var fuldstændig sikker på, at han ville være helt uskadt, og at jeg ville møde ham lige rundt om hjørnet, så vi kunne fortsætte med at løbe for livet sammen,” forklarer Torje Hanssen.
 
Vi møder Torje Hanssen på Hotel Kong Arthur i København. Han er med i  en ny film, ’Rekonstruktion Utøya’, som har premiere d. 29. november. Det er i den forbindelse, han giver interviews. Selvom filmen langtfra er den første om terrorangrebet, så er det første gang, ofrene selv fortæller deres historie til kameraet. Torje håber, at filmen får os til at mindes Utøya.
 
Når man bliver udsat for et ekstremt traume kan hjernen spalte sanseindtryk i to. Angsten bliver fortrængt, så vi kan fokusere på at tænke i overlevelse. Fænomenet kaldes ’dissociation’, og det var det, som fik Torje til at glemme synet af sin bror blive skudt.

lejrbal_med_medvirkende_-framegrab_fra_filmen copy.jpg

Frame fra 'Rekonstruktion Utøya'. Optagelserne foregik henover to uger i et filmstudie midt i det nordnorske landskab.

”Jeg begyndte at svømme for min overlevelse. Jeg skulle væk. Jeg fandt en lille hule i klippevæggen lidt længere henne, som jeg krøb ind i. Der sad jeg og ventede på, at min bror ville komme og finde mig,” fortæller han.
 
Viljar kom aldrig. Torje sad i hulen en halv time og tænkte på døden. Han prøvede at indstille sig på ikke at skulle leve mere, og det lykkedes ham faktisk at blive nogenlunde afklaret med sin skæbne. Han var ikke engang bange. Han fik tiden til at gå med at tænke over, hvor på kroppen det ville være mest fordelagtigt at blive skudt.
 
Viljar Hanssen overlevede på mirakuløs vis at blive skudt i hovedet. Lægerne på hospitalet arbejdede i døgndrift på at redde ham, selvom chancen for succes var tæt på ikkeeksisterende. Første besked til Torje og forældrene lød også på, at de skulle forberede sig på at sige farvel, men efter flere dage i koma vågnede Viljar. Han har godt nok tre fingre mindre end før, men ellers er han sund og rask.
 
Efter Utøya var Torje Hanssen ikke den samme, selvom han prøvede at være det. Han prøvede at snakke med på alt det, andre 14-årige nu snakker om, selvom han mentalt var langt væk i sine mørke tanker og desuden snakkede med psykolog i sin fritid.
 
”I mange år syntes jeg, at det var lettere at spille skuespil. Måske fordi jeg var god til det. Det gjorde mig usårlig, men jeg mistede noget af mig selv. Efter et par år indså jeg, at det ikke kunne fortsætte. Selvom det gjorde ondt, begyndte jeg at lytte til mig selv igen,” fortæller han.
 
På et tidspunkt under massakren besluttede Torje sig for at drukne sig selv. Han var svømmet ud til en båd på det åbne hav med godsindede mennesker, der hjalp folk væk fra Utøya, da Anders Breivik fik øje på den igangværende redningsaktion. Han skød ukontrolleret, først mod båden, så mod Torje.
 
”Dér besluttede jeg mig for at drukne mig selv. Jeg så ingen vej udenom. Jeg tømte lungerne for vand og dykkede. Jeg opdagede, at det var overraskende svært at blive under vand. Heldigvis.”
 
72 minutter efter det hele startede, blev Anders Behring Breivik pågrebet af en massiv politistyrke. Torje blev sat ned i en redningsbåd, fik et tæppe over skuldrene, og blev fragtet mod fastlandet, hvor en bus ventede på at køre ofrene mod hospitalet.

torje_i_gruppen_-_framegrab_fra_filmen copy.jpg

Torje Hanssen. Foto: Rekonstruktion Utøya

Torje Hanssen ved, at han aldrig bliver den samme, som han var før. At være vidne til et af de værste terrorangreb, Norden nogensinde har set, har ændret hans livsanskuelse, og det har taget ham flere år at slippe af med sine mareridt.
 
”Alle møder sorg og store tab i løbet af livet, men for mig skete det i en tidlig alder og på en meget voldsom måde. Det har været en ekstrem opgave at håndtere mine traumer rigtigt, men jeg fandt min vej,” fortæller han.
 
”Når jeg havde mareridt, bagatelliserede jeg det ved at fortælle mig selv, at ’okay, jeg har jo oplevet det utænkelige én gang. Det, min hjerne finder på, er langt fra ligeså slemt.’ Det er også derfor, jeg er med i ’Rekonstruktion Utøya’. At genleve det er ikke ligeså hårdt. Det værste er overstået,” forklarer han.
 
”Og så synes jeg også, at det er vigtigt, at folk forstår, hvad der skete. Hvilke ekstremistiske mennesker, der findes, og hvad de er villige til at gøre for det, de tror på. Jeg håber på, at filmen kan være med til at overbevise folk om, at vi har et stort problem, vi skal have løst – og om, at det haster.”

I filmen følger vi Torje Hanssen og tre andre ofre for Utøya i et filmstudie i Nordnorge. Sammen med 12 unge nordmænd skal de fire ofre genopleve terrorangrebet, som rystede hele Norden. Rekonstrueringerne af terrorangrebet skal hjælpe de fire overlevne med at slutte fred med fortiden, mens filen som helhed skal fortælle seeren, at os vi skal huske det, der skete på Utøya d. 22. juli 2011.

Det var få af Utøyas skudofre, der var ligeså heldige som Viljar. Flere af brødrenes venner fra ungdomspartiet døde på stedet, da Anders Breivik skød dem i hovedet på klos hold. Torje så det hele ske. 
 
 ”Jeg tænker på det, der skete hele tiden. De første to uger efter angrebet kunne jeg ikke være i et rum alene uden at blive panisk angst. Selv mine bade var ultrakorte, og min mor eller far måtte stå lige udenfor døren,” fortæller Torje Hanssen. Han tager en dyb indånding og en stor tår vand, før han fortsætter.
 
”Jeg blev også ekstremt opmærksom på mine omgivelser. Lige meget hvor jeg var, vidste jeg altid, hvilken vej døren skulle åbnes, så jeg kunne planlægge min flugtrute. Nu, mange år senere, gør jeg det stadig ofte.”

Torje Hanssen er stadig en politisk ildsjæl. Han har i hvert fald rigtig mange meninger, som han ikke vil begynde at diskutere, for hvis han først går i gang, så kommer han aldrig til at stoppe igen. Han kæmper for tolerance, tålmodighed og kærlighed. Han mener også, at Breivik er billedet på, hvor galt det kan gå. Det er ikke fordi, Torje hader Breivik, ham er han ligeglad med. Det er derimod det, han står for, at Torje afskyr.
 
”Breivik var ikke bare én galning. Han er en ud af mange, og hans gerninger viser bare, hvor ekstrem kampen mellem ’os og dem’ kan blive. Det handler om nationalisme i den mest ekstreme grad, og det er ikke bare i Norge, fanatismen vinder frem, det er over hele verden. Vi opdrager vores børn som en del af ’vores nation, vores folk, vores dit, vores dat’, og det går fint, indtil immigrationen sker. Det er, når vi ikke er i stand til at møde andre med kærlighed, tålmodighed og venlighed, at lort som det her sker,” konkluderer han.
 
”Og jeg tror, at det kommer til at ske igen.”
 
I dag er det syv år siden, at Torje Hanssen var den yngste deltager på AUF-sommerlejren på Utøya. Syv år siden, hans bror og venner fra ungdomspartiet blev skudt for øjnene af ham. Han siger selv, at han har det godt. Han er ikke lykkelig, men det går han heller ikke specielt op i. Han vil bare gerne lave det, han kan lide og leve op til sit fulde potentiale. Og så vil han gerne kæmpe for andre.

gruppekram_med_torje_-_framegrab_fra_filmen copy.jpgFrame fra 'Rekonstruktion Utøya', lige efter Torje har rekonstrueret sin Utøya-historie i filmstudiet.

”Mennesker kæmper uafbrudt. For deres hudfarve, seksualitet, køn, politiske overbevisning eller religion. Vi kæmper altid for nogle, aldrig for alle. Hvis vi ikke lærer at se menneskeheden som en helhed, så bliver vi aldrig en helhed, og så stopper krigen aldrig,” fastslår Torje Hanssen.

Se, hvad vi ellers skriver om: Terror