Designeren Paul Smith
Foto: Rasmus Weng Karlsen

Paul Smith om kreativitet

Paul Smith: "Mange mennesker bruger for meget tid på at se ned i deres smartphone, på at blive fyldt med unødig information, og for lidt tid på at se på verden"

Den 69-årige designer om da han lærte at tænke kreativt.

Da jeg var 11 år, købte min far et kamera til mig. Han byggede et mørkekammer på vores loft, jeg var tit deroppe med ham, og det var magisk. Det bedste var, når fotopapiret langsomt gik fra at være hvidt, til at motiverne trådte frem.

Min far var glad for trickfotografier, og han satte tit to negativer sammen. Det kom der sjove ting ud af. Når vi var på ferie og gik tur på stranden, fandt han altid en sten, som han tog med hjem. Nogle uger senere kunne man finde den inde på hans skrivebord – men nu havde han malet den, og den var fyldt med både og hav og træer. Han lærte mig at se kreativt på verden.

Jeg var cykelrytter, fra jeg var 12 år gammel. Men som 18-årig kom jeg ud for en ulykke (Paul Smith kørte op i en bil og brækkede sit lårben, sit kraveben og sin finger, red.) og lå på hospitalet i tre måneder. Jeg kunne ikke cykle mere, så jeg skulle finde på noget andet at lave. I min hjemby Nottingham lå en pub, hvor alle de kunststuderende tog hen. Her var arkitekter, kunsthistorikere og designere.

De talte et helt nyt sprog, som jeg aldrig havde hørt før. Og jeg måtte spørge: ”Hvad er Bauhaus? Er det en slags hus?” og ”Hvem er Wassilij Kandinskij?” Det var en ny verden, der åbnede sig, og jeg var helt paf. Og til sidst tænkte jeg: ”Gad vide, om jeg også ville kunne tjene penge på et kreativt job?”



Mange mennesker kigger, men de ser ikke. De bruger for meget tid på at se ned i deres smartphone, på at blive fyldt med unødig information, og for lidt tid på at se på verden. For nylig gik jeg en tur med en af mine venner, der er chef for et reklamebureau. På et tidspunkt udbrød han: ”Jeg går ned ad gaden og ser tre ting. Du går ned ad gaden og ser 50 ting.”

Mine inspirationsbilleder handler ikke om mode, men om ting. Det er tit skæve ting eller sjove ting, og jeg tror, at det må gå tilbage til min far. Mit arbejdsrum er fuldt af ting, der inspirerer mig i mine design. Hvis jeg ser en ting, tænker jeg på tekstur, farve og fornemmelse.

Hvis jeg fx er fascineret af en rå overflade og en blød overflade, kan det betyde silke og en tweedjakke. Hvis jeg er optaget af meget små og meget store objekter sammen, kan det være en voluminøs skjorte med meget små knapper. Kitsch og smukt sammen kan være en hawaiiskjorte med et silketørklæde til.

Fakta om Paul Smith

Sir Paul Smith åbnede sin første tøjbutik i 1970, Paul Smith Vêtements pour Hommes, og har nu over 300 butikker verden over. Hans design er kendt for at være klassisk med et twist, og selv om han er mest berømt for sit herretøj, sælger hans design–imperium i dag også dametøj, sko, parfume, ure og møbler

Som designer, der sælger i 73 lande over hele kloden, har jeg et ansvar over for mine ansatte. Jeg kan ikke kun skabe catwalktøj til mit modeshow i Paris. Jeg er nødt til at finde balancen mellem det, der er sjovt at lave, og hverdagstøj som jeans, jakkesæt og hvide skjorter.

Det bedste råd, jeg har fået, er, at man skal give sig selv tid til at tænke over tingene. Hvis jeg bliver spurgt, om jeg vil være med til et projekt, og det lyder spændende, og jeg er ved at blive revet med og sige ja, trækker jeg vejret og siger: ”Det lyder interessant, må jeg vende tilbage i morgen?” Og når jeg har tænkt, kommer jeg ofte frem til et nej. Folk gør nemlig det, at de afkræver én svar på stedet, de udnytter øjeblikkets begejstring. Men det kommer der ikke noget godt ud af.

”Tag intet for givet”, står der øverst på min tavle. Og det er det bedste råd, jeg kan give. Tag ikke for givet, at leverancen kommer til tiden. Gå aldrig ud fra, at alle er indforståede. Tjek det, og dobbelttjek det. Det har sparet mig for meget.

Husk citronsprøjt i øjet, hvis du vil være kreativ iværksætter. Det lyder skørt, men hør her: Du er 13 år, og jeg er din far. Vi er på ferie. Havet er fantastisk, hotellet er lækkert, din mor og jeg er glade sammen. Ferien er skøn.

Den sidste dag spiser vi fisk, og jeg vil presse lidt saft ud af en halv citron. Men jeg rammer dig i øjet, og du skriger ”argh” i smerte. Da vi kommer hjem, spørger din tante: ”Hvordan var ferien?” Du nævner ikke hotellet og havet, men udbryder bare: ”Far sprøjtede citron i mit øje.”

Citronen er det, vi husker. Verden har ikke brug for en designer til, verden har ikke brug for en tøjbutik eller en restaurant til, men verden har brug for citronsprøjt i øjet. Og det skal man huske, hvis man vil være kreativ: At have sin egen indgangsvinkel, sin egen pointe og tænke over, hvad man vil tilbyde, som folk husker.

Min hobby er stadig at tænke og kigge, fx på arkitektur med perfekte proportioner, men jeg har ikke meget tid. For mange år siden brokkede jeg mig over mit stramme skema og indførte konceptet dagsture. Til Delhi eller Den Kinesiske Mur. Frem og tilbage samme dag.

Ingen tænker på, hvor god du var engang. Moden ændrer sig hele tiden, og i modeverdenen kan man aldrig sige, at nu er man kommet til tops. Det handler om i dag og i morgen – ikke i går. Det er lige meget, om du har været i Vogue eller været i fjernsynet, for det betaler ikke huslejen. Det handler om at være relevant og have noget nyt at byde på. At være interessant og at være interesseret. At være nysgerrig og stille spørgsmål.

Jeg er stadig som et barn, og det er vigtigt for mig. Picasso brugte sit liv på at prøve at male som et barn. For når man bliver mere moden, bliver ens hjerne proppet med information, med uddannelse og med erfaringer. Derfor tænker man for meget over tingene. Man har brug for at kunne slappe af i hovedet. De mennesker, der klarer sig godt i sport, er de mennesker, der er gode til at slappe af. For man skal kunne slappe af for at kunne fokusere.

LÆS OGSÅ: Ole Michelsen om at drikke og holde op igen

LÆS OGSÅ: ”Jeg har lovet min far, at jeg en dag vil komme videre efter hans død. Men hvordan?”

LÆS OGSÅ: Flemming Quist Møller: "Jeg har ikke det store medfødte talent. Jeg måtte pukle for at kunne udtrykke det nogenlunde. Det må jeg stadigvæk."

Se, hvad vi ellers skriver om: Kreativitet