Hvornår vidste du, at du var sjov?

”Det gik for alvor op for mig, da jeg startede i gymnasiet i 1967, hvor jeg blev venner med Jan Monrad, som senere blev min arbejdsmakker gennem 40 år. Vi havde de samme vittige hoveder og kunne begge noget med sproget. Vi sad allerbagerst og skrev vittigheder i vores kladdehæfter. Vi lavede aviser med falske og absurde nyheder uden egentlige pointer. Vi anbragte kendte folk i situationer, hvor de normalt ikke havde noget at gøre."

"I1.G skrev jeg en artikel, hvor den store tv-showmand Otto Leisner blev offer for en kedelig sexforbrydelse i en kælder på Nørrebro. Han var blevet lokket derned for at se nogle kattekillinger, men endte med at blive skændet. Kladdehæfterne blev sendt rundt mellem klassekammeraterne og var vældigt populære. Flere af de nyheder fra dengang indspillede vi på plade 10 år senere og kom til at leve af dem.”

Hvilken begivenhed ændrede dit liv?

”Da jeg var 16 år, havde jeg allerede mistet begge mine forældre. De døde med et halvt års mellemrum af en blodprop og en hjerneblødning i en alder af blot 54 og 59. Sådan noget er omstyrtende for en ung mand, og det gjaldt om at finde nogle nye holdepunkter, så mit liv ikke faldt fra hinanden. Men jeg overlevede det bedre end mange, jeg har hørt og læst om siden, hvor det har været decideret traumatiserende. Jeg havde mine ældre søskende, og jeg var god til at sige, at det jo ikke var noget, som jeg havde bedt om."

"Det gjorde mig sur, at det blev mit lod at være den forældreløse dreng, som alle havde ondt af. Den rolle havde jeg ikke lyst til at spille. Jeg havde et ungt liv, der skulle leves. Men selvom det nok lyder kynisk og underligt, betød deres død også, at jeg selv kunne bestemme over min fremtid og følge den vej, som jeg havde lyst til. Min drøm var at spille musik og optræde, mens min far havde andre ambitioner på mine vegne og gerne så, at jeg havde taget en mere fornuftig uddannelse, men nu var han der ikke til at påvirke mit valg.”

Hvad er det vigtigste, du har lært af din far?

”Lige meget hvad du laver, skal du gøre det ordentligt. Min far var håndværker i et fag, som næsten ikke eksisterer mere. Han var kobbersmed og startede i 1924 på orlogsværftet ude på Holmen, hvor man byggede flådens krigsskibe. Jeg fandt siden ud af, at han var enormt dygtig til sit arbejde og virkeligt kunne noget med hænderne. Han lavede ikke noget halvhjertet, og det har smittet af på mig til trods for, at jeg endte i et fag, som næsten ikke kan ligge længere fra at være kobbersmed. Men når du underholder, skal du levere dit bedste, uanset om det er på scenen, i radioen eller fjernsynet. Ellers vender publikum ikke tilbage.”

Har du nogensinde været rigtig bange?

”Da jeg overnattede på et hotel i Berlin i slutningen af 1990’erne, blev jeg vækket klokken 6 om morgenen af brandalarmen og kunne se masser af røg, fordi det brændte heftigt i den anden ende af hotellet. Da vi ikke vidste, hvor slemt det var, agerede jeg ikke rationelt, og pludselig stod jeg helt panisk og råbte ud af vinduet fra anden sal. Jeg blev sammen med nogle andre hjulpet ned med en brandstige, hvilket set i bakspejlet nok ikke havde været nødvendigt. Jeg var fandeme bange."

"Det viste sig at være et defekt fjernsyn i et værelse, som satte branden i gang. Hotellet blev totalt røgskadet. Jeg var taget til Berlin for at indspille musik i et studie med nogle venner, men vi var blevet så skræmte, at vi besluttede at tage hjem omgående. Vi kunne ikke holde fokus på noget andet. Siden jeg var helt lille, har jeg været brandnørd og har udgivet otte bøger om brand og redning. Selvom jeg elsker alt ved brande, havde det aldrig været min drøm at stå midt i en ildebrand selv.”

Hvad er din største succes?

”Det må være mit ægteskab. Jeg er gift på 46. år med den samme kvinde og har fået to velfungerende børn. Verden falder fra hinanden, og folk har travlt med at løbe i deres egne retninger. Jeg synes, at det er vældigt tilfredsstillende at have kunnet leve med et andet menneske i så mange år og stadig føle, at det er en fornøjelse. Det er en fantastisk base at have i sit liv."

68 år, er entertainer, skuespiller, komponist og forfatter.
Han droppede ud af historie-studiet på Københavns Universitet i 1971 for at blive postbud og lave musik.
I 1975 dannede han komikerduoen Monrad & Rislund, som fire år senere blev hans levevej. Samarbejdet forsatte indtil Jan Monrads død i 2015.
Privat bor han i Borup på Midtsjælland med hustruen Marianne. Parret har to voksne børn sammen.

"Vi har holdt sammen, fordi vi har investeret i forholdet og har givet hinanden plads i stedet for at æde kompromiser. Mange af de mennesker, som jeg spillede med i 1970’erne, fik besked derhjemme om, at ’nu kan du godt droppe alt det spilleri, for jeg skal ikke sidde her alene hjemme hver fredag og lørdag, mens du er ude at more dig’. Det har aldrig været et issue hos os. Det var jo mit arbejde. Omvendt stillede jeg mig heller ikke i vejen, når hun ville nogle af sine ting.”

Hvad er et venskab?

”Venskaber bliver etableret af en naturlig vej, hvor begge personer fornemmer, at man har noget godt og særligt sammen, og at man er der for hinanden. Min relation til Jan Monrad startede som et venskab i gymnasiet, men det udviklede sig efterfølgende mere til et godt arbejdsfællesskab. Der var mange perioder, hvor vi så hinanden mere, end vi så vores familier."

"Det var intenst. Jans død betød, at vi ikke længere har en virksomhed sammen, og at jeg har mistet en livslang arbejdskammerat. Det er trist, og jeg savner ham. Men igen, det er ikke noget, som jeg har bestilt. Jeg vil hellere tænke på alle de gode stunder, vi har haft sammen, end at gå og være ked af det.”

Hvad skal være det sidste, du lytter til, inden du dør?

”Nummeret ’Crossroads’ af blues-musikeren Robert Johnson. Han nåede at indspille 29 titler, inden han i 1937 døde som den første i ’klub 27’, fordi han ikke kunne holde sig fra andres damer og blev slået ihjel af en jaloux ægtemand. Hvis du lytter til de 29 numre, kan du virkeligt godt mærke, at han skrev musikalsk verdenshistorie og var med til at danne grundlaget for rock and roll’en, som opstod i 1950’erne."

"Hans musik rammer mig bare og bringer mig i et godt mood. Det vil der nok være brug for den dag, jeg skal væk herfra. Jeg har ingen problemer med at forholde mig til, at dette ikke varer evigt. Jeg håber bare, at det ikke bliver for smerteligt og med flere års sygdomsforløb. Jeg tror ikke, der sker noget efter døden. Det bliver ligesom at trække gardinerne for. Helt mørkt."