Der er ikke noget som at køre bil i Californien. Det er, som om samtlige forenede stater er skabt til fire hjul, og især er det en flyvende fornemmelse at køre ud ad Los Angeles’ pulserende metropol og op i bjergene, hvor svingene gynger frem og tilbage. Her skinner solen altid. Især på en ung, talentfuld skuespiller i medvind.
Året er 1997, Pelle Hvenegaard, i dag tv-vært og foredragsholder, er på dette tidspunkt 23 år og kører i en åben Cadillac. Selvom det allerede på det tidspunkt er 10 år siden, han var med i den Oscar-vindende Bille August-film ’Pelle Erobreren’, ruster guldstatuetter ikke i Hollywood, og når han ovenikøbet kan fremvise en European Film Award for bedste unge skuespiller, åbner dørene sig på vid gab.
Den unge dansker har kun været i filmbyen under et halvt år, men han har fået taget head shots af den dansk-amerikanske skuespiller Viggo Mortensen, Cate Blachetts agent har sendt ham en bunke manuskripter, han ’frit kan vælge imellem’, og nu er han på vej i bil ad de snirklede bjergveje mod Malibu for at møde sin dramalærer.
Men så holder han ind til siden og slukker motoren. En tanke, han i lang tid har prøvet at skubbe til side, maser sig frem igen: Det hele ville være meget nemmere, hvis han bare hakkede speederen i bund og kørte ud over skrænten. Han kan ikke klare presset.
Som 13-årig var han i Hollywood under Oscar-uddelingerne i 1988, hvor han så unge, smukke, storsmilende stjerner flashe deres succes, og siden har han drømt om at være en af dem.
Men nu, hvor han har det hele inden for rækkevidde, er han så langt fra lykkelig, som det er menneskeligt muligt at komme. At tage sit eget liv er her og nu en tillokkende vej væk fra tankerne.
Pelle valgte at køre videre, og bare en uge efter rejste han hjem til Danmark. Han undgik dermed at blive en del af en grum statistik.
Hvert 40. sekund begår et menneske selvmord, hvilket globalt svarer til 800.000 på ét år. Alene i Danmark er der hver dag to mennesker, der begår selvmord, og i de fleste tilfælde er det en mand.
I Danmark begår mænd mere end dobbelt så hyppigt som kvinder selvmord, på trods af at mænd kun halvt så ofte som kvinder bliver diagnosticeret med en depression.
Der kan være mange årsager til, at et menneske begår selvmord, men der er ofte en nær sammenhæng mellem selvmord og psykiske lidelser – især depressioner.
Derfor bør vi undre os over, hvorfor mænd ikke oftere bliver diagnosticerede med depressioner, når de nu dominerer selvmordsraterne, mener forskningsleder Svend Aage Madsen fra Rigshospitalet. Han er formand for Selskab for Mænds Sundhed, som har til formål at forbedre mænds sundhed, herunder den mentale.
”Befolkningsundersøgelser viser, at mænd lige så ofte er deprimerede som kvinder. De søger bare ikke hjælp, og derfor får de heller ingen hjælp. Når vi kigger på selvmord, er det slående, at mænd topper i gennemførte selvmord, mens kvinder topper i selvmordsforsøg. For mig at se, er det udtryk for, at kvinder råber om hjælp, mens mænd handler mere ende-gyldigt. De tror simpelthen ikke, der er hjælp at hente,” siger han.
Så hvorfor kommer deprimerede mænd ikke i behandling? En del af forklaringen er ifølge Svend Aage Madsen, at måden, en depression kommer til udtryk på, viser visse forskelle mellem kønnene:
”Vores system og kultur er ikke tilpasset kønsforskelle. Vi får at vide, at store drenge tuder ikke, og at når du skal udføre en opgave, skal der ikke være så meget pjank, ’bare se at komme i gang.’ På den måde er der skabt et billede af, at mænd ikke har følelser, og derfor kan mange mænd kun sætte ord på to følelser: Glad og vred. Alt det andet, alt ind imellem, vænner man sig til at skubbe til side.”
Det var måske grunden til, at Pelle Hvenegaard kom helt ud til kanten. Der, hvor han overvejede at køre sin bil ud over en skrænt og gøre en ende på det hele. Følelsen af ikke at kunne klare det forventningspres, han havde lagt på sig selv:
”Jeg sagde til mig selv, at ’nu er det drømmen, det gælder’. Jeg prøvede at få presset til at forsvinde ved at ignorere det og talte ikke med nogen om det. Jeg ville gerne klare tingene selv.”
Nogle år efter tiden i Hollywood begyndte Pelle Hvenegaard på Syddansk Universitets journalistuddannelse. I mellemtiden var han blevet gift og skilt igen. Han havde solgt sin bil, sit sommerhus, parrets lejlighed i Indre København og endegyldigt sagt farvel til drømmen om at blive skuespiller.
Nu sad han i en lille loftslejlighed i Odense uden penge omgivet af teenagere med store fremtidsdrømme, han ikke kunne relatere til, og 27-årige Pelle kunne ikke lade være med at spekulere over alt det, der var gået forkert:
Hans skilsmisse, at han droppede en lovende skuespillerkarriere, og at hans liv var endt et helt andet sted, end han havde planlagt. Han lå under dynen i dagevis uden at tale med nogen i en tilstand af apati og overvejede igen og igen at slå sig selv ihjel. I den periode gik dagene med skole og sanseløs druk:
”Jeg har sådan et billede af mig selv, der står på et eller andet diskotek i Odense iført en netundertrøje med en guldbajer i den ene hånd og en nihalet pisk i den anden, mens jeg råber, at ’I er alle sammen nogle fucking bonderøve’. Det er ikke en mand i balance, der gør sådan noget.”
Mænds symptomer på depression
Svend Aage Madsen, chefpsykolog på Rigshospitalet, fortæller om symptomer, der ses hyppigere på mænd med depression:
De kan enten have udadreagerende adfærd, som kendetegner sig ved blandt andet vredesudbrud, en lavere stress-tærskel, en følelse af udbrændthed og tomhed, irritabilitet, rastløshed og frustration eller misbrug af alkohol, stoffer og voldelige computerspil.
Hos visse mænd, der rammes af depression, er symptomerne anderledes indadreagerende, hvilket Svend Aage Madsen kalder tilbagetrækningsreaktioner.
Det kan komme til udtryk ved tilbagetrækning fra relationer, arbejdsnarkomani, benægtelse af for eksempel savn, afvisning af hjælp, overdreven selvkritik og her ses også nogle gange misbrug af alkohol, stoffer og internet.
Svend Aage Madsen er kritisk over for, at behandlingssystemet ofte diagnosticerer deprimerede mænd på baggrund af deres handlinger og ikke på baggrund af, hvordan de har det.
Det kan for eksempel være for ludomani, alkoholisme, voldelig adfærd eller misbrug af stoffer. Når en mand på en arbejdsplads ofte er vrissen og kommer i konflikter med sine kolleger, tænker vi, at han er en nar, mens vi måske ikke overvejer, at han har brug for hjælp. Vi tror, at depression viser sig i form af indadvendthed og selvbebrejdelse, men mænd reagerer oftere udad og vil bebrejde andre.
”Mænd trækker sig ofte væk fra andre, fordi de tror, de vil få det bedre, hvis de bare kan være i fred. Men det betyder, at mænd bliver mindre udsat for omsorg og muligheden for at møde en udstrakt hånd.
Amerikanerne kalder det en ’maskeret depression’, men vi kunne også bare anskue det som, at der er forskellige måder at være deprimeret på,” siger Svend Aage Madsen.
Især ældre mænd tager livet af sig. Her spiller ensomhed ind, når ægtefællen og vennerne dør, eller når mandens sociale netværk, der primært kommer fra jobbet, ikke er der længere.
Der er også et lille peak omkring 50-årsalderen, som ifølge Svend Aage Madsen kan skyldes den ’mandlige overgangsalder’. Det er her, han gør op, hvad han har nået halvvejs gennem sit liv.
”Hvis manden er en 100 meter-løber, vil han begynde at se, at yngre mænd overhaler ham uden besvær. På det her tidspunkt vil han oftest også stå på toppen af sin karriere og vide, at det kun kan gå ned herfra. Har han så opnået det, han ville?”
Netop arbejdet, og det han ’udretter’, er en stor del af en mands identitet. En mand ser ofte sig selv som bager, revisor eller taxachauffør, mens en kvinde i højere grad definerer sig selv ud fra sin familie eller andre sociale relationer, hun indgår i.
Lidt på samme måde kan en gruppe kvinder godt mødes blot for at ses, hvor mænd tit mødes for at lave noget sammen.
Omkring 50-årsalderen oplever mænd også, at deres fysik ikke er, hvad den har været, og visse mænd kan tage det hårdere end kvinder at få små skavanker, de nemt kan leve med, som for eksempel briller, diabetes eller en bideskinne.
Henimod slutningen af sin uddannelse som journalist tager Pelle Hvenegaard hjem til København. Han kan ikke overskue at lave en af de afsluttende skoleopgaver og vil bare være i fred.
Ud af det blå finder han ud af, at en studiekammerat har skrevet Pelles navn på sin aflevering, så Pelle kan få lov til at blive på studiet. Skolekammeraten kunne mærke, at Pelle havde brug for hjælp.
”Det var en helt vild oplevelse, at han så mig. At han ikke alene kunne mærke, at jeg havde brug for hjælp, men også at han ville hjælpe mig. Jeg er ikke én, der appellerer til, at andre skal hjælpe mig. Det ligger langt fra mig at række ud efter andre.”
Efterfølgende begyndte Pelle Hvenegaard at gå til psykiater, men uden den store succes.
”Han var for fodformet, og jeg mærkede ikke, at han forstod, hvad jeg sagde. Han syntes, jeg havde haft et spændende liv, men han forstod ikke, hvor fucked up, jeg syntes, alting var. Så det droppede jeg.”
Tiden, hvor mænd ikke kan tale om deres følelser, er ved at være forbi. Mænd engagerer sig i andet end deres arbejde og er blevet bedre til at mærke efter end tidligere. Man kan sagtens være en mande-mand, der spiller rugby med sine venner, og så gå hjem og være sød over for sit barn. Det er et stort skridt på vejen, mener Svend Aage Madsen.
”Men så skal de professionelle behandlere også følge med. Vi skal være opmærksomme på, at mænd har nogle andre måder til at udvise psykiske problemer, end kvinder har, i stedet for at symptombehandle, som vi reelt set gør nu. På samme måde skal vi alle sammen blive bedre til at opfange de her maskerede signaler hos mænd i vores omgangskreds.”
Han fortæller, at den største fordømmelse mænd oplever ved at bede om hjælp og indrømme, at de er deprimerede, ikke kommer fra omgivelserne, men fra dem selv.
Mange mænd skammer sig stadig over at vise svaghed.
”Selvfølgelig er der nogle steder, hvor en mand, der viser svaghed, ikke bliver accepteret så godt, som han burde blive. Parforholdet er et af de steder. Selvom konerne og kæresterne oftest er dem, der sender deres mænd i behandling, er de også dem, der har sværest ved at leve med, at mænd viser svaghed, fordi de synes, svage mænd ikke er tiltrækkende, de tolker det som manglende maskulinitet. Men det er det ikke.”
Pelle Hvenegaard fandt en ny psykolog, som kørte Jaguar og havde et dyrt ur på håndleddet.
”Jeg ved ikke, hvorfor det var bedre, at min psykolog var sådan, men der var noget befriende i, at det lå langt fra den dér føle-føle-verden, man normalt forbinder psykologer med. Den dag i dag har jeg den mørke side i mig, men jeg er blevet meget bedre til at handle, når den viser sig. For tiden overvejer jeg at gå til psykolog igen. Ikke fordi det er akut, men sådan helt amerikansk luksus. Jeg ville nok godt kunne vende mine mørkere tanker med venner, og de ville med garanti tage godt imod det, men det er jeg for privat til.”
