Garderobesnak med Gustav Frich Hermansen: "Det er en misforståelse, at det ikke er komfortabelt at gå i jakkesæt"
Den 25-årige statskundskabsstuderende, der også arbejder som model og er guitarist i bandet Dissuader, mener, at man ikke burde behandle en habitjakke og herrebukser bedre end andet tøj.
"Min morfar havde i sin tid en herre-tøjsforretning i Aarhus. Den har jeg arvet meget tøj fra, og det var meget anglofilt. Jeg gik på Det frie Gymnasium, hvor mange havde en masse metal i ansigtet. Hvis man skulle stikke ud, skulle man klæde sig som en 65-årig geografilærer, og selvom der var noget rebelsk i mit valg af stil, kunne jeg selvfølgelig også godt lide den. Jeg er ikke fan af at opfatte habitjakke og herrebukser som pænt tøj – man skal ikke behandle det bedre end andet tøj – tværtimod. Jeg synes også, at det er en misforståelse, at det ikke er komfortabelt at gå i jakkesæt. Du kan sagtens være lige så rowdy i det, som du kan med alt muligt andet tøj."
Habitjakke
"Jakken har jeg købt i Norwich i England i en Frelsens Hær til tre pund. Jeg går ofte i den form for jakker sammen med brede bukser, og skal jeg vælge et stilikon, er det nok Jarvis Cocker. Jeg kan godt lide, at det ikke bliver for pænt eller for preppy. Det må godt være lidt skolelærergrimt."
Annonse
Strik
"Trøjen er en gammel sag fra Missoni Sport. Jeg kan godt lide, at den er lidt børneagtig. Den købte jeg i Time’s Up Vintage i Krystalgade i København, som er et godt sted at gå hen, hvis man vil have vintagemærkevarer."
Bukser
"Bukserne er et par vintage, jeg købte i Blå Kors i en sidegade til Gothersgade i København. De er i akryl, så jeg tror, at de er meget brandbare. Men så krøller de heller ikke. Jeg kigger altid efter noget bredde, når jeg køber bukser, og de må også gerne have et svaj i bunden, så det bliver lidt 70’er-agtigt."
Sko
"Skoene er det eneste, der ikke er vintage. Jeg har altid fået at vide, at man ikke skal gå i andre menneskers sko, så det prøver jeg at lade være med. Det er et par Red Wing ’Iron Rangers’. Jeg har haft dem i syv år, og jeg regner med at have dem i syv mere. Jeg har haft et par før, som jeg sagde endeligt farvel til på en vandretur i Skotland."
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.