Skynd dig at skaffe et par hvide bukser! Vi har fundet seks flotte par

Med kun lidt over en måned til Labor Day er der ifølge den officielle modekalender ikke lang tid tilbage, hvori det er tilladt at gå i hvide bukser. Her er seks gode bud.

Offentliggjort

Hvis du stadig er af den overbevisning, at hvide bukser hører til på stranden i Hornbæk eller til en iværksætterfest på Ibiza, tager du grueligt fejl.

Historien om hvide bukser er broget og modsætningsfyldt. For datidens bedre borgerskab var de lyse benklæder et symbol på rigdom og magt. Kunne du gå i hvidt tøj uden at grise det til, havde du højst sandsynligt også din fine bagdel fuld af penge.

Blandt malere og bagere har hvide bukser været den foretrukne arbejdsbeklædning – og er det stadig i dag – da de kan tage imod mel og maling, uden det synes.

I dag behøver du hverken være født med en sølvske i munden eller uddannet håndværker for at bære et par hvide bukser. Hvide bukser bør være en fast bestanddel af enhvers sommergarderobe. Og på trods af deres sarte udseende, holder de til de varme måneders udendørsbrug. Nogle vil endda mene, at tidens pletter og snavs giver dem den helt rigtige patina.

Ifølge modeverdenen er der dog kun én regel, du skal følge: Man må kun gå i hvide bukser indtil den amerikanske helligdag Labor Day, den første mandag i september.

Du kan også vælge at blæse på de amerikanske traditioner og gå i hvide bukser, lige så længe du vil. Her er seks flotte par hvide bukser.

Stan Ray ’OG Painter Pant’ til 860 kr.

Brut ’The Double Pleat Pants’ til 1.411 kr.

Auralee ’Cotton Straight Pants’ til 3.290 kr.

Margaret Howell ’Stitch Pleat Trousers’ til 3.200 kr.

Universal Works ’Ecru Slub Drill Dutch Pant’ til 1.253 kr.

Jeanerica ’Genua Chino’ til 1.720 kr.