Da jeg får Mads Christensen i røret for dette interview, kommer jeg straks og hovedløst til at udbryde: ’Hej Mads, hvordan går det?’
”Spørger du, hvordan det går? Jamen, det går jo ad helvede til med mig.”
Og så ridser han ellers op:
”Jeg er officielt en mand i krise og ovenikøbet et par forskellige kriser på den samme tid. Dels har jeg gjort alt det, en rigtig mand ikke gør, jeg er jo skredet fra mine børn, min kone, mit hus, min hund, min hæk, min have og min trampolin, og det gør man da ikke, hvis man er en rigtig og ordentlig mand. Så er jeg samtidig arbejdsløs, på røven, ulykkelig… Jo, det går fint med mig, kan du høre.”
Han får ikke engang nævnt, at han også har været syg med coronavirus.
Jeg tilstår, at det var et malplaceret spørgsmål, og vi griner begge lidt af det. For Mads Christensen er virkelig på røven.
Det var ellers ham, som her på Euroman udlevede yuppie-tilværelsen i 90’ernes ubekymrede dage ved at åbne champagneflasker med sabel på stribe, lærte os at binde slipseknuder og fedte os ind i dyre ansigtscremer. Ham, som skabte sig et varemærke som ’Den Store Blærerøv’, hvis bog blev den obligatoriske julegave til manden, som enten havde det hele eller drømte om det gode, søde liv. For andre var det hadegaven ved pakkelegen. Bogen blev en bestseller og solgte over 100.000 eksemplarer. Han lavede sågar et brætspil.
