Rasmus Bruun vil åbne en shawarmarestaurant med svinekød og lambrusco

God smag eller kulturel appropriation? Politikens krænkelsesparate klummeskribenter kan godt begynde at hvæsse deres kløer.

Rasmus Bruun vil åbne en shawarmarestaurant med svinekød og lambrusco
Offentliggjort

Rasmus Bruun har for længst etableret sig i det danske mediebillede som satiriker og skuespiller på både radio og tv. ’Den Korte Radioavis’ blev en megasucces på det hedengangne Radio 24syv, og siden har han med ’Operarejsen’, ’Sankt Bernhard Syndikatet’ og ’Orkestret’ slået fast, at han er en mand med mange talenter.

Men der er en ambition hos Rasmus Bruun, der skal findes langt fra mediebranchen. Den handler om at have sin egen restaurant. Og ikke en hvilken som helst en af slagsen. 

”Der er mange butikslokaler, som jeg går og stirrer mig blind på en gang imellem og tænker: ’Her kunne man lave den type restaurant og her kunne man lave en café, her kunne man lave en biergarten…’ Men lige for tiden er jeg tættere på, end jeg nogensinde har været.”

Skal det være klassisk fransk? Hypet italiensk? Måske endda et koncept med fine dining, der stiler efter michelinstjerner?

Nej. Svaret skal findes i en helt anden boldgade.

”Jeg går og leger lidt med at udvikle et restaurantkoncept sammen med kokken Bo Lindegaard. Vi udvikler på en shawarma bestående af svinekød.”

Det løfter han sløret for i det nye afsnit af ’Arbejdstitel’, hvor de to værter Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné har inviteret ham ind som gæst. Og ideen om Rasmus Bruun og en restaurant, der serverer både shawarma og alkohol afføder da også straks en reaktion fra den ene medvært.

”Det er jo en annektering af en kultur, som godt kan afføde et par klummer i Politiken,” foreslår Kristoffer.

”Ja, men maden har jo altid været inspireret af forskellige egne og traditioner og kulturer. Så jeg håber at få lov til at gå ind på det her domæne med svinekød,” svarer Rasmus Bruun og uddyber, hvor langt i processen de er med Rullesvinet, som skal være navnet på stedet.

”I første omgang skal vi lige lave et par pop-ups for lige at teste det ordentligt af. Det skal jo også siges, at en del af det her koncept også indebærer en masse forskellig alkohol. Det jo sjældent, at man kan få lidt god alkohol til sin shawarma. Jeg synes egentlig, det er en festlig spise, som man sagtens kunne hygge sig med sammen med sine venner og i festligt selskab.”

Og hvilken type alkohol serverer man så til shawarma på Rullesvinet, tænker den nysgerrige læser?

”Der tænker jeg: lambrusco. Altså det er jo en drik, som måske har nogle forkerte konnotationer til 90'erne og dårlige fester med lyserød bræk og sådan noget…”

Har du fundet god lambrusco, spørger Kristoffer. 

”Ja, det har vi. Der er steder i Danmark man kan købe noget, og så er der steder i Italien, vi kan hive det ind fra. Det er en del af den research, vi er i gang med nu. Og så skal man selvfølgelig også have lidt dansk vodka til. Så det har vi også testet lidt. Og så synes jeg også på en eller anden måde, at radler-øl (mild tysk øldrik med citronsmag, red.) går godt til.” 

Det afføder en begejstret reaktion hos Kristoffer, der er meget glad for øldrinks med citrus.

”Jamen, så vil du elske rullesvinet, som restauranten hedder,” svarer Rasmus Bruun.

I det nye afsnit af ’Arbejdstitel’, der er optaget på restauranten Locale 21, fortæller Rasmus Bruun også om, hvordan han strukturerer sin hverdag, når han skriver på et nyt koncept, om at blive forvekslet med karakteren Rasmus Bruun fra ’Den korte radioavis’ og om sin drøm om at gå hele vejen fra Danmark til Italien i det sekund, hans yngste datter flytter hjemmefra.

Afsnittet er ude på alle platforme nu. Find det der, hvor du normalt lytter til dine podcasts.