Mette Frederiksen, Inger Støjberg, Uffe Elbæk
Foto: Andreas Houmann

Mette Frederiksen, Inger Støjberg, Uffe Elbæk

Årsopgørelse: Tre toppolitikere et år efter valget

En er blevet formand og statsministerkandidat, en anden den mest eksponerede minister, og en tredje bliver ved med at trodse alle kommentatorerne. Anne Sofie Kragh har mødt tre toppolitikere et år efter valget.

"Bank, bank, bank."

Mette Frederiksen banker tre gange i bordet.

”Den her lyd på min dør (hun banker igen i bordet) betyder kun problemer. Det var Nyrup, der sagde til mig, efter at jeg var blevet formand, at det skulle jeg vænne mig til. Hver gang den lyd kommer, er det aldrig, fordi mit liv bliver lettere, det er kun problemer.”

Mette Frederiksen griner og spiser videre af sin morgenmad fra Lagkagehuset: rundstykker med ost og appelsinjuice.

Om en halv time letter flyet mod Sønderjylland, nærmere bestemt Sønderborg, med formanden for Socialdemokraterne – eller Socialdemokratiet, som Mette Frederiksen konsekvent kalder sit parti.

Partiet skiftede ellers navn til Socialdemokraterne i 2002, men Mette Frederiksen insisterer på det oprindelige navn. (”Socialdemokratiet har været et udmærket navn i over 100 år, og det er der ingen grund til at lave om på,” siger hun i flyet på vej hjem mod København 11 timer senere).

Mette Frederiksen skal besøge et slagteri, et center for voksenuddannelse, repræsentanter for det tyske mindretal, og som det sidste skal hun møde nogle af JydskeVestkystens læsere til et læserarrangement. Det bliver en dag, der kommer til at handle om gymnasiereformen og HF, en hel del om kød og overraskende lidt om de flygtninge, der har været det altoverskyggende emne siden valget.

Når Mette Frederiksen skal beskrive det år, der er gået, med et enkelt ord, vælger hun ‘alvorligt’. Det alvorlige hænger sammen med flygtningene og ikke, at hun er gået fra at være et fremtrædende medlem af Socialdemokraterne til partiformand og statsministerkandidat. Den overgang var hun meget rolig omkring, siger hun. (”Jeg ville ikke påtage mig opgaven, hvis jeg ikke var sikker på, at jeg kunne løfte den, hvilket også var en væsentlig del af grunden til, at jeg sagde nej, da jeg blev spurgt første gang som 27-årig,” fortæller hun senere om dengang i 2005, da Mogens Lykketoft pegede på hende som sin efterfølger).

Og så alligevel blev alt helt anderledes på meget kort tid. Som fx en almindelig banken på hendes dør, men allermest tydeligt den aften på Christiansborg, hvor alle vidste, hvad der nu skulle ske med Mette Frederiksen.

 

Foto: Andreas Houmann

___________________________*________________________________

Klokken er ikke engang 12, og Inger Støjberg har allerede drukket mindst halvanden liter Cola Zero. Som det første, efter at hun har sat sig ind på bagsædet af ministerbilen, rækker hendes chauffør hende to nye, kolde halvliters, som hun lægger ind i rummet i ryglænet.

”Aarhh, det var rart med nogle kolde, tak,” siger hun og tager en tår af den, hun allerede var i gang med.

Hun ved ikke præcis, hvor meget Cola Zero hun drikker på en dag, men i dag når hun ”i hvert fald nok op på en tre liter”. ”Folk siger altid: ’Du drikker meget cola,’ og så siger jeg: ’Du drikker meget kaffe,’ og så stopper den der. Jeg ved ikke, hvorfor folk har så ondt over det der cola, det har jeg aldrig forstået.”

Til morgenmad har hun fået fire stykker lyst brød med pålægschokolade, et stort glas te, et glas Valsølille appelsinjuice og Cola Zero, selvfølgelig. Til gengæld spiser hun aldrig rugbrød. ”Nej!” kommer det meget hurtigt.

”Kun hvis det er noget virkelig godt smørrebrød, hvor der er rigtig meget remoulade på. Ja, jeg lever som en 13-årig dreng, der er alene hjemme,” griner hun.

De to iPads, der hænger på nakkestøtterne, er tændt på News. Hun tager dagens program frem og spørger mod forsædet, hvor hendes rådgiver, Mark Thorsen, sidder: ”Nå, hvad bliver der så forventet af mig i dag?”

Inger Støjberg skal besøge en teltlejr for asylansøgere i Næstved, derefter skal hun til Vollsmose, hvor en byfornyelse skal gøre det af med landets måske hårdeste ghetto-image. Efter rundvisning og gåtur i ghettoen skal hun være gæstetaler til et foredrag, som hendes gode ven, den tidligere håndboldspiller Lars Christiansen, rejser med. (Det er meningen, at oplægget skal skrives i bilen på vej mod Odense, men det kommer aldrig så langt). Og så skal hun som noget helt usædvanligt hjem og overnatte i sit hjem i Hadsund, fordi hun skal videre til Aalborg i morgen.

Pga. besøgene i teltlejren og ikke mindst Vollsmose er der ekstra mange sikkerhedsfolk med i dag. Men uanset hvor Inger Støjberg befinder sig, er der mindst to PET-folk i hælene på hende. Om hun er i biografen, i Folketinget eller ude for at købe ind til at bage napoleonshatte. Det er en omstændighed, der er svær at overse, men som hun ikke vil udtale sig om. (”Jeg har aldrig udtalt mig om det,” siger hun senere og lader forstå, at det kommer heller ikke til at ske denne gang).

Men selv inden hun blev integrationsminister, selv inden den største flygtningekrise siden anden verdenskrig, var der sjældent stille omkring Støjberg. Hun tager sin telefon frem og viser en besked fra en med fornavnet Ali.

”Nu kan du se, hvad jeg fx lige fik som besked på Facebook i går. Den her slags får jeg næsten hver eneste dag”:

”Fuck din lille ludermor. Jeg dræber dig, hvis jeg møder dig. So. Fuck dig, din lille beskidte, usle luder. Jeg knepper din mor i røven, din lille gris.”

Nedenunder står svaret fra Inger Støjberg:

Kære Ali
Du bruger et utrolig grimt sprog, og det giver ingen form for mening. Hvis du vil mig noget, må du skrive til mig i en ordentlig tone eller møde op til et af mine mange offentlige arrangementer. Jeg er fx både på rundtur i Næstved og Vollsmose i morgen eftermiddag samt afholder et foredrag i Odense i morgen aften. Derudover er du velkommen til at holde dig orienteret om mine offentlige arrangementer eller naturligvis skrive en ordentlig mail til mig.

Med venlig hilsen
Inger

Og nedenunder står Alis respons:

”Sut pik. Du ligner en leverpostej. Halv blanding af oksemørbrad. Din lille rotte.”

”Der er lidt en opblødning af det, når der er oksemørbrad involveret,” griner Inger Støjberg.

”Sådan noget er der masser af. Det var ikke den eneste fra i går. Det sker daglig, og sådan har det været i lang tid.”

Hvornår startede det?

”Det er virkelig lang tid siden. Jeg tror, at alle, der deltager i værdidebat og debat om især udlændingepolitik, modtager sådan nogle her. Hvis de skriver, at de vil slå mig ihjel, plejer jeg at skrive, at det passer mig dårligt lige nu, for jeg er ved at lave nogle opstramninger på udlændingepolitikken, og at de nok også vil omfatte dig, så kan vi udsætte det? Sådan skriver jeg tit.”

 

Foto: Andreas Houmann

___________________________*________________________________

Uffe Elbæk er tre minutter forsinket, da han trækker sin grønne cykel ud gennem gården. Han stopper, da han når ud, hvor hans mand, Jens, kan se ham fra køkkenvinduet.

Elbæk kigger op og vinker grundigt, som han gør hver eneste morgen, uanset hvor travlt han har. Elbæk skal nå et ledelsesmøde på Christiansborg kl. 8.30, og selv om han cykler imponerende hurtigt ned ad Gl. Kongevej, ved han godt, at det bliver svært.

Især fordi han ikke længere kan tillade sig at cykle over for rødt. Sidst han gjorde det, fik han en vred sms fra en borger, der havde set ham nede ved Magasin: ”Kan I ikke engang finde ud af selv at overholde loven?” stod der.

”Det er den største forskel på at være folkevalgt og ikke være det. Man skal virkelig gøre sig umage med den slags,” siger Elbæk, da han er stoppet for rødt.

Til gengæld cykler han uden hjelm. Og det på trods af, at Cyklistforbundet for længst har foræret ham en. Men Elbæk kan altså lide at få vind i håret, siger han.

Elbæks dag begyndte kl. 6.30, som den gør hver morgen. Med læsning af mails, nyheder, Facebook og Twitter på iPhonen og derefter 15-18 minutters øvelser, der skal kompensere for hans skæve ryg. Han hader begge dele, især øvelserne (”det er den mest kedelige start på dagen”), men det er nødvendigt. Så i bad og derefter morgenmad. I dag en kop kaffe med mælk og knækbrød med ost og honning, men fremover skal den stå på avocado, humus, grøntsagssmoothies og den slags. Og mindre kaffe.

Elbæk har nemlig opsøgt en kostvejleder, efter at han havde været sengeliggende med influenza for første gang i mange år. Det viste sig, at han havde massiv zinkmangel og åbenbart også en helt forkert morgenmad.

Klokken er nogle minutter over halv ni, da Elbæk træder ind på den lysegrønne gang i den alleryderste del af Ridebanen, der i forvejen er den yderste del af Christiansborg. Det er afsides, men Elbæk ”synes, det er rigtig fedt”, for det betyder, at alle, der er på gangen, er her, fordi de hører til Alternativet.

Ledelsesmødet foregår i det største af mødelokalerne på gangen. Det er Elbæks gamle kontor, men han kunne ikke lide at sidde alene. Han var ved at blive vanvittig af det, siger han. Faktisk er der ingen fra Alternativet, der sidder alene, for en af deres seks kerneværdier hedder generøsitet.

Det betyder bl.a., at man skal dele sin viden med andre, og derfor deler alle også kontorer. Så nu sidder Elbæk sammen med sin personlige assistent, sekretariatschefen, partisekretæren og ham, de kalder kærlighedskonsulenten. Dvs. Elbæk har ikke engang et bord og en stol, han sidder på sofaen. Hans stol og bord har kærlighedskonsulenten fået.

”Ja, det er sådan en dejlig historie,” siger Elbæk.

”Den må du lige få, når jeg er tilbage fra mødet.”

___________________________*________________________________

Dagens program for Mette Frederiksen i Sønderjylland starter på Danish Crown-slagteriet lidt uden for Sønderborg. Siden valget har hun brugt ca. en dag om ugen på at rejse rundt og besøge virksomheder. (”Det er vigtigt for mig at vise, at vi stadig er et parti, der går op i private arbejdspladser”).

Tidligere på dagen har Alternativet foreslået en kødafgift, og den kommer til at fylde en del denne dag. Også i samtalen med ledelsen af Danish Crown efter rundvisningen:

”Ved de, hvordan det er, hvis man har en stram økonomi og tre børn og gerne vil lave en gang spaghetti med kødsovs eller hamburgerryg? Hvor svært det kan være at få pengene til at række? Jeg synes, det virker meget verdensfjernt,” siger Mette Frederiksen om Alternativet.

Fra Sønderborg kører Toyota’en, der er indrettet som en lidt skrabet ministerbil med chauffør, der sørger for sandwich, vand, kaffe, træstammer (en af Mette Frederiksens favoritter), mod Haderslev. Som en del af den kommende gymnasiereform har regeringen foreslået, at HF ikke længere skal give adgang til de lange videregående uddannelser, og Mette Frederiksen skal besøge byens VUC, center for voksenuddannelse.

Mette Frederiksen samler på ’bybilleder’ fra sine ture rundt i landet. Dette er taget på vejen fra lufthavnen mod Danish Crown-slagteriet lidt uden for Sønderborg. Når Inger Støjberg er ude at rejse, tager hun billeder af den lokale udgave af en cola. Helst Cola Zero.

Allerede i flyet har hun luftet sin uenighed med regeringens forslag. Dagens besøg, hvor hun taler med ordblinde og andre elever, der fik en ekstra chance med HF, bekræfter hende kun.

Fra Haderslev mod det tyske mindretal i Aabenraa bliver der tid til at tale om overgangen til at være formand og statsministerkandidat. Hvordan mærker du forskellen?

”Der er stor forskel på at indgå i en ledelse, eller om man er den med det endelige ansvar, men jeg ved ikke, om jeg oplever det så dramatisk igen, for jeg gik fra at være justitsminister, og det er også et stort ansvar i en tid, hvor vi blev ramt af terror.”

Men du er statsministerkandidat, og det er dig, der skal levere magten til partiet. Der er vel en forskel?

”Jo, og jeg kan godt mærke det– ikke i min egen verden – men for andre smelter det sammen. Der er meget få steder, hvor jeg kan træde ud af at være formand for Socialdemokratiet og statsministerkandidat, så jeg har ikke fri. Nu er jeg en ret uformel type, jeg handler ind i Netto og trives bedst i et par cowboybukser, så man møder mig stadig i utrolig mange uformelle sammenhænge, også fordi jeg gerne undgår de meget formelle. De bonede gulve bliver ikke rigtig mig. Jeg har jo været der, og det er bestemt ikke det, jeg synes er sjovest.”

Hvornår vidste du, at du skulle være formand?

”Det gjorde jeg noget tid før folketingsvalget, uden at det på noget tidspunkt bliver vedtaget eller besluttet. Men vi vidste godt i Socialdemokratiet, at hvis Helle gik af, hvad enten det var sket undervejs, fordi hun var gået en europæisk vej, eller det var som følge af, at hun gik af efter et valgnederlag, så var det mig, der skulle overtage. Men det var jo ikke noget, der var blevet truffet en kongresbeslutning om.”

Men hvordan ved man det så?

”Det er sådan et mærkeligt sammensurium af, hvordan stemningen er omkring det i folketingsgruppen, blandt toneangivende socialdemokrater i hovedbestyrelsen og i den daværende ledelse. Det er ikke sådan noget, der sker fra den ene dag til den anden, det er en glidende overgang, der sker hen imod slutningen af vores regeringsperiode, hvor jeg kan mærke, at folk i de centrale steder i partiet peger i den samme retning.”

Er det noget, folk siger konkret, eller noget, man skal fornemme?

”Det er en kombination.”

Som er svær at redegøre for?

”Ja, det er ikke så let. En del af det er også en offentlig italesættelse eller beskrivelse af det, hvor journalister og kommentatorer beskriver, hvad det egentlig er, der sker i og omkring Socialdemokratiet.”

Var det ubehageligt i den periode, hvor du ikke helt vidste, hvor du stod?

”Jeg oplevede det ikke ubehageligt på et personligt plan. Men det var en svær periode, fordi man virkelig skal være linedanser. Du har en forpligtelse til at være loyal over for den formand, der sidder. Ikke bare i ord, men også i handling, men samtidig er du faktisk også forpligtet til at forberede dig på, at du kan få opgaven. Det kan jo ikke nytte noget, at jeg, da jeg så fik opgaven, ville sige: ’Det kom sgu bag på mig, jeg skal lige bruge de næste tre måneder på at overveje, om jeg vil.’ Det ville jo ikke være særlig ansvarligt, så det er en delikat linedanser, der skal bevæge sig imellem at passe sit arbejde, være loyal og i øvrigt bruge al sin energi på at få genvalgt regeringen, men samtidig vide, at hvis det ikke går, så kan det være, jeg skal påtage mig opgaven og være klar til det.”

Hvordan oplevede du valgaftenen? I tabte regeringsmagten, men gik frem, og du vidste, at du skulle være formand. Der må have været mange modstridende følelser?

”Det var en meget, meget speciel aften. Først og fremmest var vi trætte. Man giver vitterlig alt, hvad man har i sig, i en valgkamp. Så var der en enorm ærgrelse, fordi vi jo syntes, vi havde gjort det godt, og vi gik jo også frem. Og så er politik sådan en mærkelig størrelse, for så skifter det hele. Man kan godt indgå i et kollektiv og have mennesker tæt på sig, men der er kun én, der har ansvaret, og der er billedsiden fra den aften ret interessant at følge, for jeg er simpelthen alene. Da Helle går af, ved vi jo godt, at det er mig, der skal tage over, så fra det øjeblik jeg træder ind i salen, står jeg simpelthen helt alene. Der er en fuldstændig fyldt sal, der er bare ikke nogen ved siden af mig.”

Tænkte du over det på det tidspunkt, eller er det noget, du har set efterfølgende?

”Ej, det kunne jeg godt mærke.” Hvad tænkte du om det? ”Jeg tror egentlig mest af alt, jeg konstaterede, at det her var min nye virkelighed.”


Mette Frederiksen alene i den fyldte sal på valgnatten. Alle ved, at det er hende, der skal tage over, og derfor står hun alene. ”Jeg tror mest af alt, jeg konstaterede, at det her var min nye virkelighed.”

___________________________*________________________________

Der stod en del politibetjente og ventede, da Inger Støjberg nåede til teltlejren i Næstved. Så mange, at Inger Støjberg udbrød et ’hold da op’, da hun trådte ud af bilen, og besøget forløb da også helt udramatisk. Det er selvfølgelig også sin sag at nærme sig en minister, der er omgivet af betjente.

Derfor er det heller ikke blevet til mange ubehagelige oplevelser, siger hun. Hvis man altså ser bort fra de daglige hademails, eller når folk råber eller spytter efter hende på gaden.

”Altså, der er ikke nogen, der har ramt mig, men jeg er blevet spyttet efter,” præciserer Støjberg.

Sådan lyder versionen i ministerbilen på vej fra teltlejren i Næstved mod Vollsmose. (Det viser sig, at der har været en episode på en tankstation i Korsør, men den fortæller Inger Støjberg først om ved vores næste møde).

Det skabte en del debat, også internt på Politiken, da bladets tegner Anne-Marie Steen Petersen tegnede Inger Støjberg, der var ved at tænde sit juletræ. Som pynt hang en død flygtning.

”Det er en del af den danske debatkultur, og jeg er jo heller ikke selv en, der nødvendigvis er blid i debatten. Jeg har selv kaldt Politiken for et menighedsblad for en snæver kulturradikal kreds. Grænsen går der, hvor børn bliver involveret. Fx den skole, hvor de slog katten af tønden, og der hang et billede af mig på den. Eller som den efterskoleforstander, der holdt en tale for de nye elever og deres forældre om tolerance, om at sprede vingerne ud, og så er der et afsnit om totalitære systemer og IS. Og da han slutter, siger han, at IS står for Inger Støjberg. Der synes jeg, det bliver … jeg vil ikke sige ubehageligt ... men underligt.”

Hvordan reagerede du på det?

”Jeg tog ud og besøgte ham på skolen og sagde, at jeg syntes, det var noget mærkeligt noget. Og så holdt jeg i øvrigt et foredrag for eleverne. Jeg tror ikke, han havde regnet med, at det blev opdaget.”

Hvad med dengang, hvor du blev sammenlignet med en hamburgerryg? Blev du stødt over det?

”NEJ! Nej, det syntes jeg da var ufattelig sjovt. Sådan noget kan jeg ikke, altså ...det er jeg helt kold over for.”

”Det syntes jeg da var ufattelig sjovt,” siger Støjberg om denne sammenligning, der cirkulerede på de sociale medier.

Bilen nærmer sig Storebælt, og Inger Støjberg mangler stadig at få skrevet det oplæg, hun er inviteret til at holde af eks-håndboldspilleren Lars Christiansen i Odense i aften. Foreløbig står der kun ”Tak, fordi jeg måtte komme” i hendes håndskrevne manuskript, men Inger Støjberg er helt rolig.

”Der er helt styr på det,” forsikrer hun flere gange undervejs.

Derfor bliver der også tid til at vise billeder fra telefonen. Fx et billede af Esben og Adam på to og fire, der sidder i hendes ’colahjørne’ hjemme i Hadsund. Hjørnet er indrettet som en amerikansk diner med gamle colareklamer på væggen, en original colaserviet- og kopholder og selvfølgelig forskellige årgange af colaflasker.

Hun kalder Esben og Adam for ’mine drenge’, selv om det er naboens, men de er hos hende hver eneste weekend, og i det moderne kollektiv, der med tiden er opstået blandt fire huse på vejen, kalder de Inger Støjbergs hjem for ’SFO’en’.

De har nøgler til hinandens hjem, de spiser sammen i hvert fald hver søndag, og hvis det kan lade sig gøre, også om lørdagen. Tit får hun en sms med ”Tak for pølsehorn.”

Så har de været i hendes fryser og forsynet sig. De tager til Nibe-festival og holder ferie sammen. Det eneste, de aldrig gør, er at tale politik.

”Men jeg ved dog, hvad de stemmer, og det er Alternativet, DF, Venstre og Socialdemokratiet, og så er der mig. Vi er simpelthen så vidt forskellige, men i alle de år, vi har boet der, har der aldrig været nogen problemer. Det giver en fantastisk tryghed at komme hjem til det der. Vi er altid sammen, og de er nogle af mine bedste venner.”

Et andet fast element i Støjbergs weekender er bagning. Brød, pølsehorn og et hav af kager. Departementschefen i ministeriet har sin egen favorit, som nu hedder ’depchefens småkager’, og andre i ministeriet er begyndt at efterspørge en variation af kokostoppe med marcipan og ingefær. Til nytår bagte Inger Støjberg kransekage til alle i departementet. 700 stk. af 7 kg marcipan. Hendes søster havde sagt, at det ikke kunne lade sig gøre på en enkelt weekend, men det kunne det.

Ministerbilen er nået til Vollsmose, og efter den lange gåtur i området (det var ikke en tur, der skabte vild jubel, da de hørte om den i PET, men også den forløb udramatisk) skal Inger Støjberg hurtigt klæde om og ind til Lars Christiansens foredrag. Der er ikke kommet mere på blokkenend den indledende tak, hun skrev inden Storebælt, men hun har holdt det før og ved godt, hvad der skal siges, siger hun.

”Grænsen går der, hvor børn bliver involveret. Fx en skole, hvor de slog katten af tønden, og der hang et billede af mig,” siger Støjberg om tonen i den meget polariserede flygtningedebat.

___________________________*________________________________

Uffe Elbæk er færdig med sit ledelsesmøde og kommer ind på fælleskontoret. Han sætter sig i sofaen, som er den eneste kontorstol, han har, efter at kærlighedskonsulenten har overtaget hans plads.

”Nå, ja, den historie skulle du lige have,” siger Elbæk og begynder at fortælle.

Han bliver suppleret undervejs af både sin personlige assistent og kærlighedskonsulenten selv, der hedder Heval.

”I min kalender stod der ’Møde med en hjemløs’. Jeg troede jo, at det var sådan en, der boede på gaden, og så kommer Heval ind. Og du (kigger over mod Heval) fortæller så din historie ...”

Heval havde gjort alt, hvad samfundet havde bedt ham om. Han havde taget en uddannelse, læst samfundsfag og var blevet scient.adm. fra Aalborg Universitet, han var flyttet efter job, endda flere gange. Men nu var han i København uden hverken bolig eller arbejde.

”Jeg tænkte: ’Shit, mand, hvordan skal jeg forholde mig til det? Jeg er jo ikke socialrådgiver, hvorfor kommer du til mig?’ Jeg tror, du sagde noget i retning af, at du ikke vidste, hvor du ellers skulle henvende dig,” siger Elbæk.

Heval nikker.

Kort efter startede Heval i virksomhedspraktik, og efter det blev han ansat i tre måneder.

”Og mens du var i praktik, havde jeg det sådan, at vi bare måtte forlænge dig, og nu har vi forlænget dig igen. Vi kan slet ikke undvære dig!”

Heval smiler.

De kalder ham kærlighedskonsulent, men han arbejder med alt fra forberedelse af lovforslag til partiets budget. Mødet med Heval er et eksempel på den slags møder, Uffe Elbæk tager mange af på en uge. Møder med såkaldt almindelige mennesker, der ellers ikke kommer på Christiansborg, og også de lidt skæve eksistenser eller kreative sjæle, om man vil, som opsøger Alternativet og Uffe Elbæk. De skriver til ham på Facebook, og han svarer selv på alle henvendelser. Den slags møder fylder også godt op i resten af dagens program, der ser sådan her ud:

På en dag, der er startet med et ledelsesmøde, og hvor der senere både er gruppemøde og møde med hovedbestyrelsen, bruger Uffe Elbæk alligevel mere tid med unge mennesker uden for Christiansborg end på den slags møder, der er den uundværlige del af at være et parti i Folketinget.

Du bruger lang tid på møder med spirende kunstnertyper, der kommer med deres projekter. Hvad kan du bruge det til? ”Jeg får adgang til deres viden. Hvordan ser de verden, hvad optager dem? Og hver gang går der noget goodwill ind på vores konto. Vi kunne fx aldrig have lavet cirkusvideoen med alle artisterne op til valget, hvis vi skulle have betalt for den.”

Kan det ikke være svært at blive ved med at være alternative, når I også skal fungere som et parti i Folketinget?

”Vores udfordring er, at maskinen herinde er så heftig. Arbejdsprocessen, traditionerne gør, at man lige så stille begynder at tage farve af det. Det er vi så til gengæld meget bevidste om. Vi snakker om det en gang om ugen, tror jeg. Hvordan sikrer vi vores særlige kendetegn? Fx havde vi en diskussion på gruppemødet om, hvorvidt den tone, vi stiller spørgsmål i nede i salen, begynder at ligne de andres,” fortæller Uffe Elbæk.

Senere på dagen dukker et andet eksempel op. Elbæk holder møde om partiets kommende årsmøde. En fra sekretariatet spørger ind til, hvad årsmødets ’narrativ’ skal være. Da han har sagt det anden eller måske tredje gang, bryder Elbæk ind:

”Kan du ikke holde op med at bruge det der ord, narrativ. Kan du ikke sige fortælling i stedet for?”

Efter mødet uddyber Elbæk:

”Ja, det er lige præcis sådan en akademisk tilgang, vi skal væk fra. Folk skal kunne mærke os. De skal kunne føle, at vi er rigtige mennesker.”

Det er også den slags hensigtserklæringer, der har fået kritikere til at kalde Alternativet og Uffe Elbæk en hyggelig varmluftsballon. Ligesom der blev rystet på hovederne, dengang Uffe Elbæk og Josephine Fock lancerede partiet til et pressemøde uden at have et partiprogram.

Kan du forstå, at der er nogle, der synes, I virker lidt luftige? ”Jeg kan godt forstå, at det kan være det indtryk, man kan få, hvis man kun læser nogle af kommentatorernes og vores kollegers udtalelser om os. Men hvis folk læste vores partiprogram, ville de se, at vores politik står på solid faglig grund og er meget konkret, netop fordi vi er mega-ambitiøse, og vores visioner rækker langt ud over en enkelt valgperiode.”

Hvad tænkte du, da alle kommentatorerne sad i tv og sagde, at det var fuldstændig udelukket, at I kunne komme i Folketinget? ”Jeg tænkte ikke særlig meget. Jeg registrerede, at de sagde det, men jeg har aldrig haft de der kommentatorer tæt på mig i og med, at jeg ikke ser tv. Jeg ser nogle gange noget på nettet, men jeg har ikke haft et tv derhjemme i 8-10 år, og derfor har jeg ikke fulgt de forskellige udsendelser og kommentatorer.”

Men tænkte du aldrig: ”Det kommer aldrig til at gå, det her”? ”Jeg var fuldstændig sikker på, at vi ville blive valgt ind på et tidspunkt. Det kan godt lyde lige en tand for kækt, men jeg går altså ikke i gang med noget, der ikke lykkes.”

Hvorfor tror du, det er gået, som det er? ”Vi er meget mere organiserede, end folk har fået indtryk af. Jeg kan huske, at Hergel (Olav Hergel, journalist på Politiken, red.) kom herover under valgkampen. Han kom ind i et lokale, hvor folk sad meget disciplineret og arbejdede, og så røg det ud af munden på ham: ’Men I arbejder jo professionelt!’ Hvis man skal starte sådan noget som det her, skal man være enormt disciplineret og struktureret. Men fordi vi gør det på en anden måde, tror folk, at alt er kaos. De kan slet ikke aflæse en ny måde at tænke organisation og ledelse på.”

Elbæk tager et stykke papir og begynder at tegne forskellige organisationsmodeller. Den klassiske hierarkiske i den ene ende, den cellelignende, som fx al-Qaeda bruger, i den modsatte ende, og så den, Alternativet bruger, som han tegner som et fiskenet: I dagligdagen er der en flad struktur, men når der skal tages større beslutninger, bliver fiskenettet taget op, og så er der et hierarki, hvor de øverste i nettet træffer beslutningen.

Hvis du skal sætte et ord på det år, der er gået, hvad skulle det så være? ”Hæsblæsende. Vi gik fra at have ét kontor her på Christiansborg, dengang jeg var løsgænger, til at have 25 kontorer og ansætte 25 medarbejdere i august sidste år. Og køre otte nye folketingsmedlemmer ind, der aldrig havde stået på talerstolen før. Og så parallelt med hele partiorganisationen, hvor der er over 9.000 medlemmer.”

Har du slet ikke været bange for, at partiet ville blive overrendt af ’landsbytosser’? ”Jo, det var også derfor, vi var så bevidste om, hvordan vi byggede organisationen op fra allerallerførste dag. Vi kiggede også på, hvad der gik galt med Ny Alliance i sin tid. Det er vigtigt at være grundig med rugbrødsarbejdet, når man skal bygge et parti op nedefra. Vi har været meget bevidste om organisationsmodellen.”

(Elbæk begynder at tegne modellen på et stykke papir).

Inden valget havde Uffe Elbæk håbet på, at partiet ville komme over spærregrænsen på 2 %. Partiet kom ind med 4,8 %, og denne dag i april ligger partiet et stykke over 7 % i meningsmålingerne.

 ”Det er da gået meget bedre, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig,” siger han. På fælleskontoret er hans personlige assistent vendt hjem fra en bytur med zinktabletter og to nye kufferter til Elbæk, der skal videre til New York i morgen.

Da Elbæk pakker sine to nye kufferter, ved han godt, at der er en chance for, at der igen skal rykkes om på kontorerne på gangen. Det relativt ukendte socialdemokratiske medlem Pernille Schnoor er i stærke overvejelser om at bryde med sit parti og skifte til Alternativet. Beslutningen bliver endelig, mens Elbæk er i New York, og offentliggjort den dag, han lander i Kastrup.

Hun er ikke den første politiker, der skifter til Alternativet, men hun er det første folketingsmedlem, og derfor får nyheden en del omtale.

___________________________*________________________________

"Vi kører kødtema,” siger Mette Frederiksen i bilen på vej tilbage mod Sønderborg, da hun har skimmet de tre take away-menuer, chaufføren har samlet sammen til dagens aftensmad, der skal spises senere i lufthavnen.

”Med kærlig hilsen til Alternativet,” griner hun.

Mette Frederiksen er på vej til læserarrangment med JydskeVestkystens læsere. Der bliver spurgt om alt fra politiskoler, ferieboliger og sygehuse til et rygte om, at De Vestindiske Øer skal sælges tilbage til Danmark. Der går næsten halvanden time, før det første og eneste spørgsmål om flygtninge falder. Det er ellers det emne, der har fyldt mest i Mette Frederiksens formandstid, og som har affødt mest kritik og skuffelse i partiet.

I januar fortalte Mette Frederiksen til Politiken, at hun havde skiftet holdning i debatten:

”I dag erkender jeg, helt uden at ryste på hånden, at mit parti skulle have lyttet til de vestegnsborgmestre, der i 80’erne og 90’erne insisterede på at begrænse tilstrømningen af udlændinge til Danmark.”

Og kort efter stemte Socialdemokraterne sammen med de blå partier om en stramning af asylreglerne, deriblandt den famøse smykkelov. Dvs. det var ikke alle socialdemokrater, der stemte for. Tre fra gruppen nægtede.

En af modstanderne fra baglandet, Hildo Rasmussen, der er næstformand for partiforeningen i Dronninglund, udtrykte det sådan her:

”Da vi fik Mette, var vi sikre på, at der kom mere af det, jeg kalder socialdemokratisk politik. Men det er godt nok skuffende, at hun er gået med til det.”

Mette Frederiksen svarede igen, bl.a. ved at citere Anker Jørgensen fra 1987: ”Der er grænser for, hvor mange flygtninge et lille land som Danmark kan tage. Jeg tror, det er godt at holde antallet på et relativt beskedent niveau.”

Men i Sønderjylland fylder flygtningene stort set ikke noget denne eftermiddag.

Var det rart ikke at skulle tale så meget om flygtninge i dag?

”Jeg befinder mig faktisk utrolig godt i den debat.”

Hvorfor?

”Fordi den giver os mulighed for at forklare balancen i vores synspunkt. På den ene side vil vi hjælpe folk i nød. Folk flygter ikke for sjov. På den anden side kan vi ikke hjælpe alle, og det ved alle også godt. Der er jo heller ingen, der foreslår, at vi giver 100 % i ulandsbistand, vi beholder langt størstedelen af pengene selv, så derfor er alt jo en forhandlingssituation i forhold til at hjælpe andre og at kunne betale for det. Og det, der gør, at jeg føler mig hjemme og har det godt med det, vi gør på flygtningeområdet, er, at konsekvenserne af den dårlige integration er så store, at jeg ikke bare vil blive ved med at gentage. Jeg er farvet af at have været beskæftigelsesminister og justitsminister og valgt på Vestegnen. Jeg har set så mange med indvandrerbaggrund, der ikke har været i arbejde, som bor i de samme boligområder, og kvinder, der har boet her i 25 år og ikke taler vores sprog. Vi kan ikke bare forøge den problemstilling.”

Gjorde det indtryk, da FN’s generalsekretær Ban Kimoon kritiserede den flygtningelov, I stemte for?

”Jeg blev overrasket, fordi Danmark stadig tager et kæmpe ansvar på flygtningeområdet. I en verden hvor mennesker bliver slået ihjel, tortureret, hvor der er børnearbejde, børnesoldater, handel med mennesker og omskæring af kvinder, synes jeg, det er helt ude af proportioner, at han kritiserer Danmark.”

Tidligere stod du et andet sted i flygtningedebatten, var det svært at skulle ændre holdning offentligt?

”Enhver proces, hvor man tager fejl, er krævende, fordi man skal erkende, at man gør det, og man skal turde stå ved det, og du skal sikre dig, at du så har ret nu, og efterprøve din egen tankegang. Men jeg synes ikke i sig selv, at det er et problem, at man begår fejl eller tager fejl. Ledelsesmæssigt er det betydelig værre med folk, der ikke mener, de gør det, for ingen af os kan leve et liv uden at ændre os eller ændre blik.”

Der bliver dækket op med bøffer og garniture i afgangshallen i Sønderborg. Et fly er landet fra Kastrup, og undervisningsminister Ellen Trane Nørby fra Venstre kommer forbi. De krammer og sludrer ganske kort om deres arrangementer i Jylland.

”Vi bliver altså nødt til at kigge på det med HF-uddannelserne,” siger Mette Frederiksen så.

Hun fortæller om dagens oplevelser i VUC-centeret i Haderslev. Ellen Trane Nørby lytter. De snakker lidt frem og tilbage. Tonen er både meget venskabelig og uformel.

”Du har et godt udgangspunkt for forhandlingerne,” siger Ellen Trane Nørby som det sidste, inden hun går videre.

Mette Frederiksen spiser sin bøf færdig, får en halv træstamme til dessert og går mod security, hvor hun bliver bedt om at tage sine højhælede støvler af. Med støvlerne på igen går hun om bord i flyet.

Tror du også, du bliver bedt om at tage dine støvler af i security, hvis du en dag bliver statsminister?

”Ja!” smiler hun.

”I hvert fald i Danmark. They don’t give a damn!”

___________________________*_________________________

Inger Støjbergs søster blev ikke glad, dengang hun fik at vide, at hendes lillesøster skulle være integrationsminister. (Faktisk var søsteren bundulykkelig, men de kommer fra Skiveegnen og bruger ikke den slags ord i flæng). Selv om søsteren ikke kunne forudse den store flygtningekrise, vidste hun udmærket godt, hvor kontroversielt og konfliktfyldt det ville blive.

Inger Støjberg havde selv fået en smagsprøve på en tankstation i Korsør sidste forår, før hun blev integrationsminister, hvor hun blev omringet af fire unge, vrede mænd. ”Hvordan løser vi det her, din fucking danskerluder?” spurgte en af dem, men det lykkedes Inger Støjberg at diskutere sig ud af det.

”Jeg var ikke bange på noget tidspunkt, og bagefter var jeg glad for, at jeg havde sagt, hvad jeg mente.”

Da Lars Løkke Rasmussen ringede og tilbød hende jobbet et par måneder senere, må det have været en af de korteste jobsamtaler. Det var bare et hurtigt ja fra Støjberg.

”Jeg var rigtig godt tilpas med, at det skulle være det. Men min søsters reaktion satte da nogle tanker i gang efterfølgende, hvor jeg fik testet mine holdninger. Skulle jeg mildne dem lidt? Kunne jeg gøre mig mindre udsat? Det fandt jeg hurtigt ud af, at jeg ikke kunne. Men ville jeg så ønske, at det var anderledes? At jeg mente noget andet? Nej, heller ikke. Og den tankerække tror jeg faktisk har gjort det hele nemmere.”

Vidste du, hvad du gik ind til, da du sagde ja til jobbet?

”Ja. Jeg vidste jo ikke, at der ville komme flygtningekrise eller folkevandring, men jeg er ikke overrasket over debatten, eller hvor hårdt det går for sig.”

Hvis du skulle sætte et ord på det år, der er gået, hvad skulle det så være?

”Polariseret.”

Hvordan er det at stå midt i det?

”Jeg føler mig meget privilegeret. Det er et privilegium at være minister i en tid, hvor man ved, at de beslutninger, man træffer, har en stor betydning for fremtiden. Og så endda på et område, der interesserer mig ekstremt meget.”

Kunne du ikke nogle gange ønske dig, at det var mindre polariseret?

”Jo, men sådan er det bare ikke. Jeg er ikke sådan en drømmertype, der sidder og siger, at det også bare kunne være alle tiders, hvis verden så anderledes ud. Vi lever i den virkelighed, vi lever i, og så må man tage bestik af det.”

Hvis vi ser bort fra dem, der kalder dig luder og vil dræbe dig, er der så slet ikke nogen af dem, der kritiserer dig, der gør indtryk?

”Den slags gør i hvert fald ikke, og på en eller anden måde bliver man også lidt immun. Og dem, der ville gøre alvor af det, sender nok ikke en mail inden. Men selvfølgelig gør det da indtryk, hvis der er nogle lidt mere begrundede ting. Jeg ved da godt, hvad der bliver sagt i radikale kredse eller blandt folk, der læser Politiken, og det lever jeg med.”

Hvad med dengang, Ban Ki-moon kritiserede Danmark, gjorde det indtryk?

(Inger Støjberg trækker vejret tungt to gange, inden hun svarer):

”Jeg er simpelthen ikke sikker på, at Ban Kimoon kender den danske velfærdsmodel ned i detaljen. Den handler jo om, at man forsørger dem, der ikke kan, men kan man forsørge sig selv, er det et grundlæggende princip, at så gør man det, for så god er verden jo heller ikke.”

Det virker næsten, som om du bliver næret af kritikken?

”Arh, jeg ved ikke, om jeg ligefrem bliver næret af den, men jeg er jo ikke sart, og det er klart, at hvis man stikker næsen frem, må man også forvente at få noget igen, sådan er det bare.”

Men kan du ikke blive bekymret for, om det bliver for polariseret? Vi skal jo leve sammen, både dem, der læser Politiken, de muslimer, der bliver boende, og dem, der stemmer på dig?

”Jo, men jeg mener jo grundlæggende, at hvis man kommer til et andet land, har man en forpligtelse til at tage landet til sig. Dermed ikke være sagt, at man skal tro på det samme, som jeg tror på, eller spise det samme, som jeg gør, eller leve sit liv på samme måde, som jeg gør det. Det skal man slet ikke, for det er netop det, der er hele fundamentet af frihedsrettigheder, som man kan bygge sit eget liv oven på, men jeg mener rent faktisk, at man har en forpligtelse til at tage landet og landets traditioner til sig i en eller anden form, så man ikke modarbejder det eller forsøger at slå hul på fundamentet. Så har vi omvendt en forpligtelse til at sørge for, at man har muligheden for at tage landet til sig og tage del i samfundet.”

Inger Støjberg drikker videre af sin Cola Zero. Tidligere, da hun skulle i Folketingssalen, måtte hun ringe til sin rådgiver og bede ham haste over med nogle flasker.

Hun plejer at sige, at de få gange, hun har været syg, hænger det sammen med, at hun ikke har drukket nok cola. Lige nu har hun feber og et stort uldent tørklæde slynget om halsen. Og måske drak hun også for lidt cola i går, for hun var til hofbal i anledning af den mexicanske præsidents besøg

”Man kan sige meget godt om Amalienborg,” siger Støjberg.

”Men de serverer ikke meget Cola Zero.”

____________________________________________________________

BLÅ BØGER:

Mette Frederiksen: 

➸ Født i 1977, opvokset i Aalborg.
➸ Formand for Socialdemokraterne siden juni 2015.
➸ Justitsminister 2014-15 og beskæftigelsesminister 2011-14.
➸ Har siddet i Folketinget siden 2001.
➸ Bor i Ballerup, vest for København.
➸ Fraskilt med to hjemmeboende børn.

Inger Støjberg:

➸ Født i 1973, opvokset i Hjerk nord for Skive.
➸ Udlændinge-, integrations,- og boligminister siden juni 2015.
➸ Venstres politiske ordfører 2007-09 og 2014-15.
➸ Beskæftigelsesminister 2009-11 og minister for ligestilling 2009-10.
➸ Har siddet i Folketinget siden 2001.
➸ Bor i Hadsund.

Uffe Elbæk: 

➸ Født i 1954, opvokset på Ry Højskole og i Aalborg.
➸ Formand for Alternativet.
➸ Radikal kulturminister 2011-12.
➸ Forlod Det Radikale Venstre i september 2013 og stiftede Alternativet i november samme år.
➸ Har tidligere været involveret i iværksættermiljøet Frontløberne, rektor for uddannelsen Kaospiloterne, direktør for World Outgames
og radikalt byrådsmedlem i Aarhus.
➸ Har siddet i Folketinget siden 2011, hvor han blev valgt for Det Radikale Venstre.
➸ Bor på Frederiksberg. Lever i registreret partnerskab med Jens Pedersen. Har en voksen søn og en papsøn.

LÆS OGSÅ: Stort portræt af Putin: "For 50 år siden lærte Leningrads gader mig en regel: Hvis kampen er uundgåelig, skal man slå først"

LÆS OGSÅ: Manu Sareen: "Hvis jeg var medieliderlig, havde jeg sagt ja til Vild med dans"

LÆS OGSÅ: "Min morfar sagde i ramme alvor, at hvis jeg droppede ud af gymnasiet, skulle jeg ikke være ked af det. For det var ikke meningen, at arbejderbørn skulle gå der"

Se, hvad vi ellers skriver om: Christiansborg og Uffe Elbæk