Foto: Rasmus Linaa

”Hvis du er svag, er du på vej væk. Schæferhundene går altid efter det blødende dyr i flokken”

Danskerne kender Søren Gadesom følsom og jovial med hangtil tårer og hurtige bemærkninger. Det har gjort ham til en af danskernes yndlingspolitikere. Men hvor godt kender de ham egentlig? Anne Sofie Kraghtegner et portræt af en mand, der er hårdere, end du tror.

”Det her holder jeg ikke til. Jeg gider det ikke mere,” sagde Søren Gade. 

Han gik sammen med sin ven og kollega Lars Christian Lilleholt. De havde været til gruppemøde et sted i Nordsjælland, og nu var de to på vej hen til et S-tog mod København, mens resten af Venstres folketingsgruppe var taget på restaurant. 

Lilleholt og Gade delte sekretær og havde kontor ved siden af hinanden i det, der på Christiansborg bliver kaldt Sibirien, fordi det ligger så langt væk fra alting. Det er der, Folketingets administration placerer de lavest rangerede medlemmer. 

Det var i slutningen af april 2004, knap to et halvt år efter, at de var blevet valgt til Folketinget, og Søren Gade var stadig bare skovordfører. En nærmest latterlig post, var de to enige om. Det var ikke, fordi Lilleholt selv havde nogen ordførerskaber, der var værd at prale af, tværtimod, men han havde slet ikke så travlt som Gade. 

LÆS OGSÅ: Jeg blev headhuntet. Over 100 havde søgt - vi var tre, der blev testet

Søren Gade var 41 år, major af reserven og uddannet økonom. Han havde haft forskellige stillinger i det private erhvervsliv, bl.a. i Færch Plast, Dansk Supermarked og Cheminova. Som ung havde han været lokalformand i VU, i mange år havde han været engageret i Venstres organisatoriske arbejde, og en dag var han blevet spurgt, om han ikke ville stille op til Folketinget. Hans kone var ikke begejstret for tanken. Det sagde hende ikke rigtig noget, og han skulle ikke regne med, at hun gad deltage i alle mulige arrangementer, hvor andre havde deres ægtefælle med, havde hun sagt. Søren Gade stillede op alligevel. Han ville ind og gøre en forskel. Han kunne godt lide, at det gungrede, når han gik. Men der var ingen, der havde hørt noget som helst til Søren Gade, siden han kom i Folketinget i 2001. Han var blevet parkeret i ’Sibirien’, og han syntes, han spildte sin tid, sagde han til Lilleholt. 

Tre dage senere sad Søren Gade i et fly på vej hjem til Holstebro. Som medlem af Forsvarsudvalget havde han været med til forhandlinger om et kommende forsvarsforlig, men de kunne ikke komme længere den dag, så han havde ønsket forsvarsminister Svend Aage Jensby god weekend og fortalt sin kone, at han ville nå hjem til aftensmad kl. 18.00. Familien sad klar i udestuen med lammekøllen på bordet, da Gade kom hjem. På vejen ud stoppede han lige for at tjekke de seneste nyheder på tekst-tv. Øverst stod: ’Forsvarsminister gået af’.Gade havde ingen anelse om, at Jensby var på vej væk. I samme øjeblik ringede hans telefon. Det var statsministerens sekretær, der bad ham kontakte statsministeren med det samme. Søren Gade gik ovenpå og ringede til Anders Fogh Rasmussen, der spurgte, om han ville være forsvarsminister. Gade behøvede ingen betænkningstid.

 ”Det blev så den sidste normale aften i mit liv. Det har defineret mit liv lige siden,” siger Søren Gade om dengang, han blev minister. 



Man skal være hurtig, hvis man vil nå at stille Søren Gade spørgsmål, eller også bare uhøflig. Han taler helt automatisk, fra man træder ind på hans højloftede kontor på 2. sal på Christiansborg  – langt væk fra ’Sibirien’ og tæt på de centrale lokaler. Han behøver heller ingen stikord for at skifte emne. 

På gulvet ligger hovederne af en moskusokse og en kronhjort og venter på at blive hængt op. 

”Den der skød jeg på en tur med Motzfeldt (tidl. landsstyreformand på Grønland, red.), og ham der,” siger han og peger på kronhjorten, ”skød jeg på en kongejagt.”

Søren Gade er stor fan af kongehuset, så ordet kongejagt bliver betonet og understreget igen lidt senere. Fra moskusokse og kronhjort videre til den allersidste samtale, han havde med sin kone, før hun døde. Den handlede om et hjortehoved. Hun havde peget op på væggen og sagt: ”Der skal din hjort hænge, når jeg er død.” 

Der hang slet ingen af Gades trofæer hjemme i huset i Holstebro, for hans kone brød sig ikke om dem. Men en dag efter hendes død var hans to piger kommet op med hammer, søm og hjortehovedet nede fra kælderen. 

”Jeg vidste ikke engang, at de havde overhørt den samtale. Jeg sagde nej, men de insisterede og hang det selv op. Det synes jeg er en sød historie.”

LÆS OGSÅ: Business class: "Jeg er ekstremt optaget af at acceptere fejl. Jeg har selv truffet mange fejlbeslutninger i min karriere"

Det er den slags historier, der har gjort Søren Gade til en af danskernes absolutte yndlingspolitikere. Hvor andre værner om deres privatliv, fortæller Gade hellere end gerne intime detaljer fra sit. Han fortsætter med at fortælle om sit nye sommerhus, han har bygget i Vedersø ved Vesterhavet, og viser billeder på sin telefon. Om at han kom i finalen i TV3’s ’Masterchef’ og er blevet vild med at lave mad. Om sin alkoholiserede far, der skred fra familien, da Søren Gade var omkring ni år gammel (”han var ikke rar, skal vi ikke bare sige det sådan?”). Om alle de gange, han var ude at rejse som forsvarsminister (”10 gange i Irak, 13 gange i Afghanistan, 13 gange i Kosovo og et antal gange i Afrika”), og alle de soldaterbegravelser, han var til (”jeg kan huske dem alle sammen. Jeg kan deres navne og ved, hvordan de døde. Jeg skrev også selv alle talerne. Der er nogle taler, du bare må skrive selv”). Om hans høje blodtryk, dengang han var forsvarsminister (”140 over 100”), og om, hvor slidt han blev af det. 

Og om alle de gange, han var i aviserne, mens han var forsvarsminister. Søren Gade ved det, for han har åbenbart tjekket det: 

”Omkring 38.000, hvis du søger på Infomedia. Og så kommer tv oveni,” siger han. 

Søren Gade har prøvet flere op- og nedture end de fleste. Han nåede at blive den mest populære forsvarsminister, Danmark nogensinde har haft, men var til sidst så belastet af dårlige sager og fysisk slidt op, at han måtte trække sig og helt forlade dansk politik. Godt fire år senere, i juni 2014, blev han så bragt i spil som en kommende formand i Venstre, og året efter, mindre end en måned inden valget blev udskrevet, sagde han ja til at stille op til Folketinget og lavede et comeback af dimensioner. Med 29.000 personlige stemmer var han den i landet, der fik femte-flest stemmer. Kun overgået af partilederne fra Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Socialdemokraterne og Venstre, der alle havde større kredse at hente stemmer fra. De fleste regnede med, at han skulle være udenrigsminister, og så blev han bare gruppeformand.

Hans kredsformand i Nordjylland gjorde intet for at skjule sin store skuffelse og udtalte sig til flere aviser, indtil Søren Gade til sidst måtte bede ham ’stikke piben ind’.

Søren Gade selv afviser, at han er skuffet. I stedet fortæller han om, hvor central og magtfuld gruppeformandsposten i virkeligheden er. At ministrene skal igennem ham først, hvis de vil have noget op på et gruppemøde. Og at det var omkring hans bord, det blev vedtaget, at Pia Kjærsgaard skulle være formand for Folketinget (”hvis du godt kan lide at få ting til at lykkes, er det en sejr, du kan huske”).

Og lidt efter, som for at sætte trumf på, viser han sin telefon frem: 

”Bare lige for at give dig et indtryk: Jeg har 279 ulæste sms’er på den her telefon. Og ni ubesvarede opkald. Og tre på den anden, bare mens vi har siddet og snakket her.” 

Søren Gade havde lige nået at afslutte samtalen med statsministeren, da hans kone kom op ad trappen til børneværelset, hvor han havde stået og talt i telefon. 

”Det var statsministeren. Jeg skal være forsvarsminister,” sagde han til sin kone. Inden hun nåede at sige noget, ringede mobiltelefonen igen: 

”Hva’ så, Søren, skal du så være den nye forsvarsminister?” drillede en af hans gamle soldaterkammerater, der lige havde læst på tekst-tv, at Jensby var gået af. 

”Ja,” svarede Gade. 

Kammeraten blev helt paf, og der blev stille i den anden ende. Da Søren Gade kom ned i køkkenet, stod hans ene datter allerede og talte i telefon med en journalist fra B.T., der kom igennem som den første den aften. 

Det var bare tre dage siden, han havde stået og beklaget sig til Lars Christian Lilleholt over, at han ikke havde noget at lave, og nu var han pludselig blevet forsvarsminister. Gade havde fået sit livs chance, og han havde ikke tænkt sig at forspilde den. Forsvarsministeriet var traditionelt ikke et ministerium, hvor ministrene var specielt synlige eller profilerede. Det blev ændret med Søren Gade. 

Gade kunne selv huske dengang, han havde været soldat under den første Golfkrig og ikke havde fået et eneste besøg fra den daværende forsvarsminister. Han aftalte med sig selv, at han ville nå at besøge samtlige danske hold af soldater, der var udsendt i Afghanistan og Irak. Hver gang Gade besøgte soldater i felten, havde han journalister og fotografer med sig, og han var heller ikke karrig med sine tv-optrædener, når han var hjemme. Ofte tog han mere eller mindre direkte fra lufthavnen til ’Go’ morgen Danmark’s studie for at fortælle om sine oplevelser hos de danske soldater. 

LÆS OGSÅ: ”At være whistleblower er noget, man kun gør én gang i livet. Bagefter er der ikke nogen, der giver én indsigt i hemmelige ting”

Det gjorde ham til en meget eksponeret og populær minister. Ved folketingsvalget i februar 2005 fik han 24.000 personlige stemmer. Det blev i Venstre kun overgået af statsminister Anders Fogh Rasmussen, men det travle liv havde også sine omkostninger.  

En aften i september 2007 vågnede Søren Gade med voldsomme smerter i brystet. Han var helt sikker på, at det var en blodprop, og at han skulle dø. 

Gade havde som sædvanlig overnattet i ministeriet. Han var mere eller mindre flyttet derind. Han havde godt nok en lejlighed i København, han kunne bruge i løbet af ugen, men det kunne ikke rigtig betale sig at køre frem og tilbage, når han alligevel ikke sov mere end højst fem timer om natten. På kontoret var der en briks med dynen gemt i ryglænet, og ved siden af havde han sit eget lille badeværelse. 



Og mens han lå der på briksen, tænkte han – ud over at det var lidt trist at skulle dø alene på kontoret – at der måske alligevel var noget i livet, han kunne have gjort anderledes. At han måske alligevel skulle have prioriteret sin familie og ikke mindst sin kone noget højere. Hun havde kræft, og hen over sommeren var det blevet klart, at hun ikke ville blive rask igen. Der var tilsyneladende ikke mere, lægerne kunne gøre. Da han havde fortalt det til Anders Fogh Rasmussen, havde han sagt: ”Husk, der er ikke noget møde i verden, der er vigtigere end din familie.” 

Næste morgen kørte Gade til et grundigt sundhedstjek hos en af Forsvarets egne læger, men der var intet at se. Ingen blodprop og heller ingen problemer med hjertet. Efter at have konsulteret forskellige alternative specialister fandt han ud af, at han havde massive spændinger i sine brystmuskler. Og at det, han troede var en blodprop, var musklerne, der var gået i krampe. Gade var med andre ord ramt af galoperende stress. 

Han fik masseret spændingerne i brystkassen væk, men ellers lod han som ingenting. Livet fortsatte som før, og han fortalte aldrig nogen om den nat. For, som han udtrykker det i dag: ”Hvis du fortæller den slags historier, mens du er i det, viser du jo, at du er svag. Og hvis du er svag, er du på vej væk. Schæferhundene går altid efter det blødende dyr i flokken.” 

Fire måneder senere døde Søren Gades hustru. Deres to døtre på 16 og 18 blev boende alene i huset i Holstebro og passede deres skole, mens Gade fortsatte med at passe sit ministerium i København. ”Når du er i politik, er du altså nødt til at være til stede fuldt og helt,” som han sagde i et af de mange interview, han gav i ugerne efter Helles død.  
                                                                                                                                                Begravelsen af hans hustru blev den første i en række på ni kistemodtagelser og begravelser på ni uger for Søren Gade. Han blev eksponeret som den meget følsomme minister, der stod og tørrede en tåre væk til den ene soldaterbegravelse efter den anden, eller når han stod frem og fortalte om sygdomsforløbet med sin nu afdøde kone. Og for hver gang steg hans popularitet tilsyneladende i befolkningen. 

Men blandt kollegerne på Christiansborg bredte der sig efterhånden en stemning af, at det hele var ved at stige ham til hovedet. At Søren Gade var blevet for selvsikker og uforsigtig. Som fx under det store forsvarsforlig i 2009. Forud for forhandlingerne havde Lars Løkke Rasmussen, der netop havde overtaget Statsministeriet efter Anders Fogh Rasmussen, direkte sagt til Søren Gade, at SF ikke skulle med i forligskredsen. Men Søren Gade ville gerne markere sig som en dygtig politisk håndværker, der kunne skabe et historisk bredt forlig. Desuden havde han et fortroligt forhold til daværende forsvarsordfører for SF, Holger K. Nielsen, og de fortsatte møderne. Få timer før de afgørende forhandlinger blev der indkaldt til et ekstraordinært gruppemøde i Venstre, hvor det endnu en gang blev understreget, at det ikke var i regeringens interesse, at SF kom med i forliget. Men dagen efter præsenterede Søren Gade det bredeste forsvarsforlig nogensinde og det første med SF. Kun Enhedslisten var ikke med. 

LÆS OGSÅ: Business class: "Min motor er ikke at tjene penge. Det er at vinde"

”Søren Gade følte sig så stærk på det tidspunkt, at han følte, han kunne trodse Løkke. Så vi kom med i forliget, og det var en kæmpe sejr for SF,” siger Holger K. Nielsen.

Blandt kollegerne i de blå partier var der flere, der mente, at Søren Gade efterhånden tænkte mere på at dyrke sin egen popularitet end regeringens muligheder for at blive genvalgt, og Lars Løkke Rasmussen var rasende på sin forsvarsminister. Medierne kunne referere fra et gruppemøde, hvor Gade nok havde fået verbale tæsk, men han var så populær, at han var blevet urørlig. 

Det var også en meget selvsikker forsvarsminister, der optrådte i tv-showet ’Ugen med Clement’ i september 2009. 

Den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack havde skrevet en bog, som Forsvaret mente kunne være farlig for de danske soldater, hvis den blev udgivet. Forsvaret prøvede at stoppe udgivelsen af bogen og henviste bl.a. til, at der på nettet lå en arabisk oversættelse af bogen, hvilket skulle bekræfte, at der var onde kræfter, der ville udnytte oplysningerne i bogen til fare for danske soldater. Den arabiske oversættelse var også blevet sendt til dagbladet B.T. 

I ’Ugen med Clement’ spørger Clement Kjersgaard: ”Der findes en version på nettet nu, er det Forsvaret, der har lækket den?” 

”Ejj, det er den ikke. Prøv at høre her: Jeg sidder helt ude på planken, ikke, hvis det nu skulle vise sig at være rigtigt, så er jeg på vej ned i vandet, så det kan jeg garantere dig for, at det er den ikke.”

”Du er nu stensikker og fuldstændig overbevist ...”

”Jeg er fuldstændig stensikker – som man nu kan være som politiker – men her er oddsene ret store, ik’? For hvis jeg tager fejl, så er der et enkelt vidne eller to, som kan fortælle mig i næste uge: ’Vi kan egentlig godt huske, hvad du sagde, Søren.’”

”Hvem får det konsekvenser for, hvis det alligevel viser sig at være en kilde i Forsvaret?” 

Gade fløjter og peger mod sig selv:

”Far her.”

Clement og gæsterne i studiet griner, og Gade fortsætter:

”Jeg er jo direktøren for det hele. The buck stops here.”

Kort efter kom det frem, at det var folk fra Forsvaret, der ikke alene havde lækket oversættelsen til B.T., men også selv havde fabrikeret den. 



Alligevel blev Gade hængende, og i stedet måtte den afholdte forsvarschef Tim Sloth Jørgensen forlade sin stilling. Den manøvre skabte ravage, og hvor Gade før var blevet fremstillet som den empatiske og sympatiske minister, hed overskrifterne nu: ’Gades fem løgne’, ’Forsvarets store løgn’, ’Bombe under Gade’, ’S kræver Gades afgang i forsvarsskandale’, ’Taburetten klæber til far her’, ’Søren Gade løber fra ansvaret’ osv. 

Gade havde heller ikke ro på hjemmefronten. Når han endelig var hjemme, var han fraværende og i dårligt humør. Dengang hans kone døde, havde han måttet love sine døtre, at han ville trække sig, hvis det hele en dag blev for meget. Han havde givet dem et veto-kort, og det havde de trukket nu. Men Søren Gade ville ikke stoppe. Og så længe han stadig var så populær i befolkningen, var det svært for Lars Løkke Rasmussen at fyre sin minister. 

I december 2009 viste en meningsmåling, at Søren Gade var den tredjemest populære minister i VK-regeringen og den mest populære fra Venstre. Og altså mere populær end statsminister Lars Løkke Rasmussen. På trods af alle overskrifterne eller måske lige netop:

”Det er mit klare indtryk, at jo mere folk slår på ham, jo mere Ekstra Bladet og tv og medierne kører sager på ham, jo mere populær bliver han,” siger vennen Troels Lund Poulsen i dag. 

Der skulle endnu en lækagesag til, før Søren Gade var klar til at stoppe. Da Jægerkorpset skulle til Irak, var nyheden blevet lækket til medierne, inden soldaterne nåede frem, og nu kom der nye beskyldninger om, at lækagen stammede fra Søren Gades egen spindoktor. Helvede brød løs igen, og i februar 2010 meddelte Gade, at han trak sig som forsvarsminister, fordi de mange sager, der verserede imod ham, skyggede for Forsvarets vigtige arbejde. 

Med vanlig sans for medieeksponering havde han sørget for, at en filminstruktør havde filmet de sidste 48 timer af hans tid som forsvarsminister. 

Efter den film blev der mere stille fra Søren Gade. Med undtagelse af få interview, bl.a. et til Ekstra Bladet på en motorvejscafé uden for Aarhus, hvor han luftede muligheden for at blive våbenhandler under overskriften ’Gade vil sælge våben’, hørte offentligheden ikke meget til Gade de næste par år. 

De første måneder brugte han på at lære at sove (”når man i fem år har vænnet sig til at sove under fem timer i døgnet, tager det noget tid at komme op på otte timer igen”). Han gik lange ture, læste bøger, fiskede lidt, opdyrkede en interesse for madlavning og gik en masse på jagt. Han brugte tid med sine døtre, passede forskellige bestyrelsesposter, holdt foredrag for Kræftens Bekæmpelse, men også om sig selv.

Ifølge vennen Troels Lund Poulsen har Gade fyldt adskillige hovedsagelig jyske forsamlingshuse og rotaryklubber, når han har turneret med historien om sit liv i politik. Og så gik han på slankekur. I 32 uger i træk smed han i gennemsnit 1 kg om ugen. Han levede af æg, fisk, kød og grøntsager. Undgik øl og kulhydrater, men tillod sig selv at drikke vin og en gang imellem et stykke mørk chokolade og gik fra 106 til 74 kg. 

Da Gade blev præsenteret som den nye administrerende direktør for Landbrug & Fødevarer i maj 2012, var han stadig så tynd, at der begyndte at gå rygter om, at Gade selv var blevet ramt af kræft. Til sidst turde han ikke andet end at gå til lægen for et helbredstjek. Men Søren Gade var ikke syg, han var bare blevet godt 100 pakker smør lettere, som han formulerede det til medierne.  

I kommunikationsafdelingen i  Landbrug & Fødevarer kaldte man det ’Gade-effekten’. Det var den effekt, den nye direktør havde på den gamle institution, og som betød, at de aldrig havde haft mere travlt. Den nye direktør elskede at være i medierne, og medierne elskede tilsyneladende også ham, i hvert fald havde landmændenes interesseorganisation aldrig fået mere omtale. Gade lavede ubetalelig reklame, sagde man i kommunikationsafdelingen.

Sekretæren i Landbrug & Fødevarer lærte, at nu skulle hun altid have pudder liggende klar i skabet, så direktøren ikke glinsede, når han var på tv. Hun havde været vant til at printe stakkevis af papirer ud, når direktøren skulle udtale sig til medierne om en sag, men med Gade lærte hun, at han kun behøvede tre stikord for at kunne tale i timevis. 

Det nye, travle liv passede også Søren Gade godt: ”Prøv at se her, Camilla: 200 sms’er i weekenden!” kunne han finde på at sige mandag morgen til sin sekretær, når han mødte på arbejde. Og sekretæren ville kigge på telefonen og sige: ”Hold da op, Søren, folk er vilde med dig.”

Med jævne mellemrum fik Søren Gade tilbud om ledige valgkredse, men Gade blev ved med at benægte, at han skulle tilbage til politik. ”Der er to grunde til, at jeg ikke skal tilbage til politik: Når jeg ser News, og når jeg ser min lønseddel,” var en af de faste vendinger, han brugte.

Imens voksede problemerne for Lars Løkke Rasmussen og Venstre. Efter en stribe uheldige sager om tøjkøb og rejser på partiets regning var dele af Venstres bagland så utilfredse, at de ville have en ny formand. Presset på Løkke blev forstærket efter valgnederlaget ved valget til Europa-Parlamentet i maj 2014. 

Som næstformand var Kristian Jensen det oplagte valg som ny formand, men det var ikke alle i partiet, der var begejstrede for den tanke. Specielt Troels Lund Poulsen havde ingen interesse i, at hans gamle rival helt tilbage fra VU-tiden skulle blive formand. Sammen med Lars Christian Lilleholt fik han overtalt Gade til at lade sig bringe i spil som formandskandidat i Venstre op til det ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde i Odense, hvor de fleste forventede, at Løkke ville trække sig. Gade skulle ikke længere afvise, at han var på vej tilbage til dansk politik, når han blev spurgt af medierne. Og hvis Løkke blev nødt til at træde tilbage, skulle Gade være klar til at stille op imod Kristian Jensen. 

Så langt kom det som bekendt aldrig. Kristian Jensen ønskede ikke et kampvalg mod Gade, og Lars Løkke Rasmussen kunne fortsætte som formand. 

LÆS OGSÅ: "Det er lidt ligesom ekstremsport at være hos McKinsey"

I Landbrug & Fødevarer havde man som resten af landet fulgt med i det dramatiske formandsopgør i Venstre og noteret sig, at når Gade blev nævnt i medierne, var det ikke i sin egenskab af direktør i Landbrug & Fødevarer, men som formandskandidat i Venstre. Få uger efter blev Søren Gade præsenteret for en ny ledelsesstruktur i Landbrug & Fødevarer, hvor Gade ganske vist stadig skulle være administrerende direktør og repræsentere organisationen ude i landet, men den direktion, der hidtil havde refereret til ham, skulle nu referere til en ny direktør.



Ifølge formanden Martin Merrild var det nødvendigt med en ny struktur, fordi der opstod beslutningsmæssige flaskehalse, når Søren Gade var så meget ude af huset. Men tidligere ansatte fortæller, at der længe havde været en magtkamp om opmærksomheden i medierne mellem Martin Merrild, der var valgt af medlemmerne, og Søren Gade. At Martin Merrild, der en dag skal genvælges af medlemmerne, ikke kunne leve med, at Søren Gade løb med al opmærksomheden. 

Søren Gade meddelte, at han ikke kunne acceptere den nye struktur. Han ønskede ikke at være en galionsfigur uden reel indflydelse. Men da han vendte tilbage fra sommerferie, var den vedtaget, og Søren Gade måtte forlade Landbrug & Fødevarer. Nu var et politisk comeback mere oplagt end nogensinde, og i november 2014 blev der tilmed lavet en meningsmåling, hvor 30 % af de adspurgte ønskede Søren Gade som formand for Venstre. Bare 18 % ønskede Løkke, og 16 % Kristian Jensen. Løkke var stadig så upopulær, at det kunne blive nødvendigt at få Gade med på holdet for at genvinde regeringsmagten ved det kommende folketingsvalg. 

”Gade skulle være den, der fik folk til alligevel at stemme på Venstre på trods af Løkke,” som en Venstre-kilde formulerer det. 

Og 1. maj 2015 annoncerede Gade, at han stillede op til Folketinget igen. Til TV 2 sagde han, at han selvfølgelig regnede med at blive minister. Han lod tilmed forstå, at han ikke ville sige ja til hvad som helst, nu da han havde prøvet at være minister før. Det lå i luften, at Søren Gade skulle blive ny udenrigsminister. Men da Lars Løkke ringede til Gade om aftenen inden regeringsdannelsen, var det for at tilbyde ham posten som miljø- og fødevareminister. En post, Gade umuligt kunne sige ja til med det dårlige forhold, han havde fået til sine tidligere kolleger og samarbejdspartnere i Landbrug & Fødevarer. Derfor var Søren Gade ikke med, da Løkke præsenterede sin nye regering. 

Det første spørgsmål, der mødte den nye statsminister, da han åbnede portene til pressen foran Amalienborg, lød:

”Hvor er Søren Gade?”

17. september 2015

Klokken er et par minutter i ni om formiddagen, da Venstres gruppeformand Søren Gade følges med politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen til gruppemøde. De ved, at der vil være en del pressefolk foran gruppeværelset, der vil stille spørgsmål om forsvarsminister Carl Holst. 

Bare tre måneder tidligere, inden Carl Holst kom i Folketinget og blev minister, var han stadig en af dem, der blev nævnt som en mulig kommende formand for Venstre. Nok havde Lars Løkke Rasmussen overlevet formandsstriden i sommeren 2014, men han havde ikke kunnet fortsætte som formand, hvis Venstre ikke havde vundet regeringsmagten ved valget, og derfor var spekulationerne om, hvem der skulle tage over fra Løkke, fortsat i medierne og også internt i Venstre. Her var Carl Holsts navn af og til dukket op, ikke så vedholdende, som Søren Gades navn var blevet det, men den tidligere VU-formand havde i mange år været en meget populær regionsrådsformand i Syddanmark. ’Kongen af Syddanmark’ var vokset op i Venstre og kendt for at være en visionær politiker. Desuden var han gode venner med Lars Løkke. 

Men Carl Holst havde fået den værst mulige start som forsvarsminister. Han var dårlig startet i sit nye job, før det blev en sag, at han stod til et helt års eftervederlag fra sin tid som regionsrådsformand. Det var helt i overensstemmelse med reglerne, men Carl Holst blev nødt til at frasige sig knap halvdelen af pengene for at få sagen lukket. Så fik han hård kritik for ikke at have svaret på en henvendelse fra flymekanikere om nedslidte kampfly, fordi han var på sommerferie. Derefter fulgte en uheldig formulering om Danmarks grundlag for deltagelse i krigen i Irak, og senest var det kommet frem, at hans spindoktor, Christian Ingemann, i strid med reglerne havde ført valgkamp for Carl Holst, mens de begge var i Region Syddanmark. 

Kommentatorkorpset var for det meste af tiden enige om, at de enkelte sager hver især ikke ville vælte en minister, men samlet set var Carl Holsts sager efterhånden blevet så stor en belastning for regeringen, at hans job var i fare. Og i dag mere end nogensinde. 

Carl Holst har tidligere benægtet, at hans spindoktor var ansat som hans personlige assistent i Region Syddanmark, men nogen har lækket et brev, som Carl Holst har skrevet til regeringens ansættelsesudvalg, til Ekstra Bladet, hvoraf det fremgår, at han netop var Holsts assistent.

Og det er derfor, at der står pressefolk foran Venstres gruppeværelse denne dag. 

Stemningen mellem Gade og Jakob Ellemann-Jensen er afslappet, mens de går og aftaler, hvad der skal siges til pressen. Der bliver endda tid til at grine ad en intern soldaterjoke på vejen ned til gruppeværelset. 

Så snart de er drejet om hjørnet, kommer det første spørgsmål til Søren Gade:

”Har du stadig tillid til Carl Holst?”

Søren Gade: ”Jamen, vi holder gruppemøde, og Carl kan ikke være her i dag ...”

Da Gade er færdig med sit svar, kommer spørgsmålet igen:

”Har du tillid til Carl Holst?”

”Jamen, Carl Holst er forsvarsminister og ...”

Da Gade har talt færdigt, kommer spørgsmålet for tredje gang: ”Har du tillid til Carl Holst?”

”Jamen, selvfølgelig har jeg tillid til ham.”

Dagens gruppemøde i Venstre bliver en halv time længere end planlagt. Men det er ikke pga. alle sagerne med Carl Holst. Faktisk bliver de slet ikke nævnt på mødet, fortæller Søren Gade, da han kommer tilbage på sit kontor. I det hele taget fylder Carl Holst ikke noget i Gades kalender eller telefonsamtaler den dag. Der er flere journalister, der ringer til ham, og som muligvis gerne vil tale om Carl Holst, men Gade svarer dem ikke. 

Mens Gade har været til gruppemøde, har Folketingets håndværkere været forbi for at hænge moskusoksen og kronhjorten op på væggen. Gade er meget tilfreds med udsmykningen. Der er også kommet et vildsvinehoved i det ene hjørne. Nu mangler han kun en guldfasan og så lige en elg, der skal hænge over skrivebordet. 

Efter dagens seks møder er overstået, er Søren Gade klar til at tage til kvindehåndbold i Frederiksberg-Hallen. En af hans venner er sponsor og har inviteret til spisning i hallen inden kampen. På sæderne i hallen er der lagt skralder og et stykke karton, som Gade rutineret folder til en vifte, så det larmer mere, når han klapper ad holdet fra Midtjylland. Gade har brugt mange aftener og weekenddage til sportskampe. 

Efter kampen skal Søren Gade tilbage til Christiansborg og arbejde et par timer mere. I bilen fortæller han, at der i pausen var en mand, der havde spurgt ham, hvorfor der ikke var nogen i Venstre, der bakkede Carl Holst op. 

Hvad svarede du?

”Jeg sagde, at hvis der ikke var noget i sagen, skulle Carl Holst nok overleve, men hvis det viser sig at være noget, har man jo ikke lyst til at blive fedtet ind i det. Sådan er politik. Når du ligger og bløder, bliver de små historier til store historier.”

Men sådan noget kunne man jo godt sige noget om, hvis man gerne ville forsvare sin partifælle …

”Den slags kan du ikke sige til pressen, så kan du lige så godt tage dig en tudekiks. Sådan virker det ikke på Christiansborg. Så må du tage det som en mand, selv om du synes, det er urimeligt. Men nu var jeg jo faktisk ude og bakke ham op i dag.”

Tænker du på seancen foran gruppeværelset i formiddag?

”Ja.”

Men det var vel ikke en helhjertet opbakning. Det var først, da du blev spurgt tredje gang ...

”Der er jo ikke nogen, der går planken ud for en anden politiker, når du ikke ved, hvad hele sagen handler om.”

Følte du dig alene, dengang du var i modvind som forsvarsminister?

”Jeg måtte jo stå det igennem alene, men jeg havde masser, der ringede til mig, og det betød da meget for mig. Men der er ingen tvivl om, at Carl føler sig alene, fordi han ikke har det netværk på Christiansborg, som andre har. Det er også derfor, jeg i min funktion som gruppeformand skal huske at ringe til ham.”

Burde du ikke have ringet til ham i dag?

”Jeg har snakket med ham indirekte, og jeg snakkede med ham i går aftes. Og så sender jeg en buket til hans kone i morgen, det er sådanne ting, man kan gøre.”

Det er en hård branche …

”Det er det. Det er også derfor, det er så fascinerende.”

Efterskrift 

12 dage senere trak Carl Holst sig som forsvarsminister. Dermed var der én mindre tilbage på listen af kommende formandsemner i Venstre. På spørgsmålet om, hvor højt Søren Gade står på den liste, svarer en Venstre-kilde: 

”I politik kan alt ske. For tre måneder siden var Carl Holst en, man nævnte som en mulig kommende partiformand eller måske næstformand under Kristian Jensen. Det er udelukket nu. Og hvem ved, hvad der sker med Kristian? Kan han magte at være udenrigsminister og næstformand på samme tid? Så begynder der pludselig at komme historier om, at han ikke kan passe begge dele. Det er ikke til at sige, og den slags kan du ikke planlægge. Men Søren Gade står klar i kulissen.” 

LÆS OGSÅ: "Jeg ønsker ikke at være en Harrison Ford-virksomhed. Jeg tager det, jeg laver, alvorligt, men jeg tager ikke mig selv alvorligt"

LÆS OGSÅ: Charme, diplomati og røverhistorier - 90 dage i hælene på en minister

LÆS OGSÅ: Whistleblower: "Jeg synes, prisen har været helt urimelig høj"

Se, hvad vi ellers skriver om: Danmark og Portræt