Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

Dramatisk nat på fredelige Frederiksberg: Hvordan 158 stemmer afgjorde det hele

Reportage fra bydel, hvor konservativ kontrol i 108 år stod for fald.

Politihelikopteren cirkler ind over Frederiksberg i nat og det med god grund. Der er kongemord i luften. For i nat er der kommunalvalg, og denne gang handler det ikke bare om, hvor mange børn, der må være i klasserne, og hvad de gamle skal have at spise. Nej, det er et af de historiske. For efter 108 år med en konservativ borgmester, ser det ud til at være slut.

Allerede tilbage i august opsagde de Radikales spidskandidat, Lone Loklindt, samarbejdet med borgmesterpartiet for i stedet at ville gå i valgforbund med en rød-grøn alliance bestående af Socialdemokratiet, Radikale, Enhedslisten, SF og Alternativet.

Læg dertil, at borgerne på Frederiksberg bliver stadigt yngre og flere, og at Konservative har tabt mandater ved de seneste tre valg og i 2013 fik det hidtil dårligste valg. 33% af vælgerne i aften kunne ikke stemme på Frederiksberg sidst. Enten fordi de var for unge eller fordi de boede andetsteds.

I aviser, på tv og på blogs og lange Facebookopslag siger folk, der har forstand på den slags, at nu er det slut. At ’kronjuvelen’ af de konservative kommuner endelig falder. Men det sagde de også i 2013, og der lykkedes det da alligevel borgmesteren, Jørgen Glenthøj, at blive siddende. For fire år siden havde han dog de Radikales støtte, hvilken han som bekendt er uden i aften.

Spørgsmålet er derfor, om han kan overraske igen, eller om kupmagerne får magten i den konservative højborg.

Uanset hvad har partiet sejrssikkert inviteret til valgfest på restaurant og hotel Josty, halvvejs mellem Rådhuset og det gamle kongeslot, Frederiksberg Slot. Et af lokalerne er mennesketomt, men dækket op med sølvbestik og hvide, foldede stofservietter. Oppe under krystallysekronen spilles instrumental loungemusik fra usynlige højttalere.

Inde ved siden af, ved storskærmene, baren og ballonerne, taler ingen om det eneste, der er at tale om. Faktisk taler de om alt andet:

”Hedder du så Jakob med k eller Jacob med c?” spørger en fyr en anden fyr.

”Jacob med c,” siger Jacob (med c).

”Nej hvor sjov, jeg hedder Jakob med k,” siger Jakob (med k).

Der er fri bar. Imellem bordene cirkulerer Simon Aggesen, der er nummer tre på de Konservatives opstillingsliste. Det er ham, der har arrangeret valgfesten.

Senere vil borgmesteren komme og præsentere resultatet, og uanset hvordan det bliver, vil det være hans skyld eller sejr. Jørgen Glenthøj har været borgmester siden 2009. Han er frimurer, hans ekstralønninger fra bestyrelsesposter er de højeste i landet og har skabt en del negativ omtale under valgkampen. Lige nu er han på Rådhuset.

Ind ad døren kommer den tidligere formand og justitsminister, Lars Barfoed, og får en heltemodtagelse. Alle klapper ham på skulderen, som han nonchalant og med hænderne i lommerne langsomt bevæger sig igennem lokalet.

Jakob med k vinker Simon Aggesen over:

”Du skal lige møde… Han hedder Jacob med c.”

Simon Aggesen har af partiets SoMe-team fået øgenavnet ’Den nye Mads Lebech’, som en reference til den tidligere borgmester og stemmesluger.

”Nok mest fordi, jeg er lav og mørkhåret,” siger Aggesen. Han bemærker også, at Lebech ved valget i 2003 fik 17.000 personlige stemmer, hvor hele Det Konservative Folkeparti ved seneste valg kun fik 20.000. Simon Aggesen ser derpå noget vigtigt på sin telefon og siger, han skal til at gå op på Rådhuset.

”Er du nervøs?” spørger Jakob med k.

”Nej, ikke nervøs,” siger Simon Aggesen. ”Jeg elsker eksamener.”

På Rådhuset, en kort gåtur i den tiltagende regn væk, er et mødelokale med trekantede sandwich og alle de colaer, man kan drikke, propfyldt med journalister. Blå blok har barrikaderet sig på borgmesterkontoret og har klistret en sort sæk for vinduet i døren.

Rød blok, for første gang i 24 år med de Radikale, sidder andetsteds, så journalisterne kan kun se Lorry på et til lejligheden opstillet tv og bede en ung fyr opdatere en computer med valgresultater igen og igen.

”Jeg skriver ikke artiklen, hvis de mod al forventning skulle overleve,” siger en af dem, og sætter tænderne i en trekant med laks og rucola, netop som Lone Loklindt træder ind. Hun skal direkte igennem på TV2 Lorry, og bliver omringet af journalisterne.

”Hvem skal være borgmester i morgen?” spørger én.

”Det må vi jo se på, når resultatet kommer,” siger Lone Loklindt og ligner en, der holder noget hemmeligt. Hvad er det, hun ved, spørger en af journalisterne de andre, da Loklindt er forsvundet igen. Borgmesterposten? Selvfølgelig. Hvorfor skulle hun ellers skifte side?

Kuppet kommer jo heller ikke af sig selv. Jojo, Lone Loklindt har sammen med Socialdemokratiets spidskandidat snakket og snakket om udvikling, grøn omstilling og bredt samarbejde, men de må har set en åbning. Hvorfor skulle de ellers have ventet til nu, og ikke forsøgt at vælte Det Konservative Folkeparti for fire, 16 eller 48 år siden?

Tidspunktet er velvalgt, og det ved Lone Loklindt godt. Og om ganske få timer vil hun blive den første Radikale borgmester på Frederiksberg siden 1909. Det er i hvert fald sådan, journalisternes analyse lyder, henover cola zeros.

Efterhånden er en håndfuld af kandidaterne begyndt at dukke op. Fx Pernille Høxbro. Hun blev valgt ind i 1994 som Radikal, men skiftede til Konservative, efter at være blevet viceborgmester, i 2007. Omtrent samme historie gik igen tidligere i år, da den ligeledes Radikale viceborgmester Morten Jung også skiftede til Konservative.

Høxbro er en lyshåret, 57-årig dame, der bærer perlekæde på plakaterne. Hun sidder roligt i en sofa op ad væggen og iagttager tavst journalisterne, som de løber frem og tilbage mellem borgmesterkontoret og den gang, Rød blok menes at være på, mens de opdaterer deres nyhedsapp igen og igen og ramler ind i hinanden.

Hvis det går, som det forventes, træder Glenthøj så af som leder af partiet på Frederiksberg? Og vil Høxbro, som er nummer to på listen, tage over i stedet? Eller vil tabet af højborgen være et så hårdt slag for de Konservative, at de bringer det tunge skyts ind i 2021 i form af en stemmesluger som Connie Hedegaard. Eller måske en Lars Barfoed?

På TV2 Lorry er de klar med resultaterne fra Høje Taastrup, hvor de Konservative får absolut flertal.

”Gad vide, om de har hørt det på Frederiksberg?” spørger en af værterne retorisk. Det har de bestemt. Simon Aggesen holder godt øje med skærmen, når han ikke går om bag en dør for at ringe til den ene partifælle efter den anden.


 Simon Aggesen

Regionalstationen kommer så med resultatet fra en anden højborg, nemlig Gentofte, hvor partiet har udvidet deres i forvejen absolutte flertal. Det Konservative Folkeparti får i forstadskommunen 58,2 % af stemmerne, og på Frederiksberg Rådhus er de tilstedeværende helt oppe og trykke snuden mod skærmen. 58,2%! Og så kommer støttepartierne endda oveni.

Så sker der noget på gangen. Det første valgsted på Frederiksberg har talt op. Mens en journalist fra Berlingske læser tallene op, lægger en fra TV2 dem sammen med lommeregneren på sin telefon. Det er stort set dødt løb, med kun et lillebitte flertal til blå blok.

Men endnu er intet sikkert. Det først optalte valgsted er nemlig her på Rådhuset i midten af kommunen, hvor de større lejligheder og villaerne ligger. Typisk blå vælgere. Hvordan vil det gå de andre steder?

”Det er tæt, hva’?” siger Simon Aggesen og får et opkald, der sætter ham i småløb ned mod borgmesterkontoret. Pernille Høxbro sidder fortsat stille. Lone Loklindt og kumpanerne er ikke til at finde.

75% af stemmerne er talt op. En journalist læser op, en anden lægger dem sammen. Rød blok får 50,4 % af stemmerne.

”Det er afgjort,” siger en journalist. ”De mangler kun yderområderne nu. Lindevang. Almene boliger. De stemmer rødt. et er afgjort!”

Klokken runder halv et. 86% af stemmerne er talt op, og lommeregneren kommer frem. Der er en procent ugyldige stemmer. Rød blok får 49,8 %. Blå blok får 49,2%. Informationschefen på Rådhuset, der står for at bære en computer med opdateringer, lægger den fra sig og løber til den anden ende af Rådhuset. Kommer stakåndet tilbage:

”Jeg har fået at vide, hvad jeg skal gøre nu,” siger han. Han tager computeren op igen og opdaterer.

De af journalisterne, der skal igennem live på tv, når resultatet er klar, kan snart ikke holde til det længere. De mere og mere rygetrængende journalister hopper elektrisk rundt. Hvornår er de sidste 14% talt op?

Endelig! Endelig, endelig! Det hele er talt op. Telefonen frem. En læser op. En lægger sammen. Alle kigger med på skærmen: Socialdemokratiet 16, Radikale 9,6, SF 6,2… 49,7% til rød!

”Tæl dem igen!” siger en udsendt tv-reporter.

Alle holder vejret igen: Konservative 37,1, Nye Borgerlige 0,5, Dansk Samling 0,1…

”Nej! Jeg tastede forkert. Forfra!”

Konservative 37,1, Nye Borgerlige 0,5, Dansk Samling 0,1… Jo, det stemmer. Det stemmer. Blå blok 49,9%. Rød blok 49,7%. Kun 158 stemmer adskiller dem.

”Fucking 158,” siger en journalist.

Med det samme går døren til borgmesterkontoret op. Jørgen Glenthøj kommer ud sammen med lederne af blå blok og bliver slugt af pressen som en ko på svømmetur i en piratfisk-sø.

”Velkommen til. Frederiksbergborgerne har talt. Det kunne være sagt tydeligere, men der er et borgerligt flertal,” siger han.

”Kommer du til at sidde perioden ud?” spørger en.

”Ja, hvad ellers,” spørger Jørgen Glenthøj og retter på brillerne. Lone Loklindt er ikke til at finde. Et par nedtrykte mennesker med SF-batches står foran et tomt mødelokale og siger, de ikke ved, hvor hun er.

Tilbage på Josty har de sat Justin Timberlakes ’Can’t Stop the Feeling’ på: ”Just dance, dance, dance”, siger han, men ingen gør det. Der skåles, og de ungkonservative løsner slipsene. En forsøger at starte et kampråb i stil med ”Frederiksberg, vi kan ikke la’ være”, men ingen går med.

I stedet går de over til at råbe ”Jørgen, Jørgen, Jørgen!” da borgmesteren ankommer. På vej ind ad døren snubler han og er lige ved at falde.

Han leverer derefter en kort tale om, at alle skal have tak for at have hængt plakater op. Og så tre korte og et langt og længe leve de Frederiksbergkonservative.

Lidt senere ankommer politiet i skudsikre veste, bare for at sige hej og tillykke. De siger for sjov, at de har fået en anonym støjklage.

”Det er Loklindt! Det er Loklindt!” råber en et sted.

Partierne i den røde blok har siden krævet fintælling af stemmerne. Dramaet kan fortsætte lidt endnu.

LÆS OGSÅ: Naser Khader: ”Jeg erkender, at mailen ikke får topkarakter"

LÆS OGSÅ: Euromans chefredaktør: Naser Khader, Marcus Knuth og Martin Henriksen bør undskylde

LÆS OGSÅ: Mark Thorsen er spindoktor for Danmarks mest kontroversielle minister: “Hvis ingen måtte blive sure, kunne vi ikke sige ret meget”