Johanne Schmidt-Nielsen: "Da jeg vågnede igen, var jeg ude i baglokalet, hvor nogle PET-agenter gav mig førstehjælp"

I anledning af valget 18. juni bringer vi portrætter af lederne af de politiske partier. Vi har tidligere bragt Helle Thorning Schmidt og Lars Løkke Rasmussen. Her er det Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg mødte min far første gang, da jeg var tre år. Min mor og far var aldrig kærester, så jeg er vel en slags uheld. Jeg har altid været meget afklaret med den situation. Dér, hvor jeg voksede op, var vi mange, der ikke boede i far-mor-børn-familier.

47.002 stemmer, det kom oprigtigt bag på mig. Det ved jeg ikke, om folk tror på, men det personlige stemmetal fylder ikke særlig meget i Enhedslisten. Vi har en anden struktur end de andre partier, hvor kandidaterne slås indbyrdes om at blive valgt.

Jeg vidste jo godt, at jeg ville blive valgt i København. I 2007 havde jeg fået lidt under 9.000 stemmer, så jeg regnede med, at det lå der omkring, måske lidt bedre. Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig … Det var angstprovokerende. Når jeg gik på gaden, tænkte jeg, at jeg hele tiden måtte møde nogen, der havde troet på, at jeg kunne repræsentere dem. Det er et virkeligt stort ansvar.

LÆS OGSÅ: 5 kendte mænd om deres første kendis-crush

Jeg laver aldrig mad. Jeg er vokset op i et bofællesskab på landet. Vi var 20 familier, der boede sammen. Man kom på madhold tre gange om måneden, så fra kl. 16 til 18 stod jeg enten og skrællede rigtig mange gulerødder eller drejede på råkostmaskinen i meget lang tid. Men det er efterhånden en temmelig elendig undskyldning for ikke at kunne lave mad.

Hvis jeg sidder i linje 5A eller står i kø i SuperBrugsen, kommer folk hen til mig og fortæller mig deres livshistorie. Det er meget privilegeret. Og ind i mellem vanvittigt belastende.

Det var en desperat beslutning at sende mig i den afsluttende partilederrunde i 2007. Jeg var 23 år og sad ikke engang i Folketinget. Men dengang blev der jo ikke sagt Enhedslisten uden, at der også blev sagt spærregrænsen. Havde vi fået 5.000 stemmer færre, var vi røget ud.

LÆS OGSÅ: 11 geniale jyske vendinger alle burde bruge

Nu ved jeg jo, hvor meget jeg ikke vidste dengang. Det er det, der er så forbandet ved at blive ældre, at man finder ud af, hvor lidt man ved. Men lige i den situation var det nok meget godt, at jeg havde en lidt ungdommelig fuck-jer-allesammen-attitude.

Jeg begyndte at ryge, da jeg var 12. Det er lige præcis på landet, man gør sådan noget. De, jeg kender, der er vokset op i København, gik til drama. Vi stod i busskuret og drak øl og røg smøger.

Det med at tale foran mange andre mennesker er ikke anderledes end at lære at svømme eller rulle på rulleskøjter. Man skal bare øve sig.



Jeg kan godt forstå, at Bendt Bendtsen (tidl. konservativ partileder, red.) troede, jeg var
piccoline. Hvis jeg stod og var lidt nervøs og skulle ind til den afgørende partilederrunde, og der stod en 23-årig i hættetrøje, ville jeg også tænke alt muligt andet end, at hun skulle ind og stå ved pulten ved siden af.

Jeg er oppe på at have været ude at løbe tre gange i mit liv. Den seneste gang var i sidste uge. Alle siger, man bliver afhængig af sport. Det er så aldrig sket for mig. Idræt i folkeskolen var et langt sidestik, fy for satan.

LÆS OGSÅ: "Den dag jeg begynder at tabe håret, er det eneste, der bliver hængende, mit skæg. Jeg ligner Walter White." 

Jeg kommer fra et sted, der hedder Skalbjerg på Fyn. Jeg forbinder barndom med marker, skove og mudder. Det var en privilegeret opvækst, men jeg skal aldrig bo på landet eller i bofællesskab igen. Fra det øjeblik, min mor satte mig af i København i sin lille røde Polo med alle mine ting i gule Ikea-poser, har jeg boet alene.

Jeg forstod ikke, hvad der foregik. Jeg tænkte ikke over, at der kunne være noget galt. De stillede spørgsmål, og jeg kunne ikke forstå, hvad de sagde, og de ord, der kom ud af min mund, kunne jeg ikke få formuleret. Jeg havde en følelse af, at nu rabler det for mig.

Jeg tror, de fleste har en grundlæggende angst for at blive afsløret som nogen, der i virkeligheden ingenting kan. Ligesom når man drømmer, at man står nøgen i en svømmehal. Det var den følelse, jeg havde, da jeg stod på den talerstol.

Jo mere usammenhængende jeg blev, desto flere hænder kom der i vejret. Og sådan er Christiansborg et forfærdeligt ondt sted. Hvis der bliver lugtet blod, så bliver hundene sat ind. Det faldt mig slet ikke ind, at jeg var i gang med at få et ildebefindende, og at det var derfor, jeg ikke kunne høre, hvad de sagde. Da jeg vågnede igen, var jeg ude i baglokalet, hvor nogle PET-agenter gav mig førstehjælp.

LÆS OGSÅ: "Jeg har det lidt som en vegetar i en slagterhal, når det gælder politik"

Der boede en mand, der hed Steen, i mit bofællesskab. Han stillede op som borgmester for Socialdemokraterne, men blev aldrig valgt. Han havde guldring i øret, og selv om han tog den ud, når der skulle laves valgplakater, fik fynboerne vist aldrig rigtig tillid til ham. Da han endelig trak sig, blev der valgt en socialdemokratisk borgmester. Men han var grunden til, at jeg meldte mig ind i DSU, da jeg var 12 år.

Jeg har en veninde, der gik ned med stress, og som kom på et eller andet kursus, hvor hun lærte at kunne sige pyt. Det øver jeg mig også i at sige. Pyt, pyt, pyt.

Ved det seneste valg var Per Clausen og jeg med i ’Mød partierne’. Vi blev spurgt til vores plan om at skaffe 100.000 arbejdspladser, og jeg startede med at svare. Jeg kunne kun svare på noget af det og tænkte, at så ville Per tage over, men han kunne heller ikke svare, for der var en fejl i vores oplæg.

Der manglede beskrivelsen af, hvor de sidste 30.000 arbejdspladser skulle komme fra. Den var røget ud i redigeringen ved en fejl. Der blev jeg godt nok bleg. Jeg kan huske følelsen af, hvordan blodet forsvandt fra hovedet, det var virkelig pinligt. Da jeg kom op på mit kontor, tænkte jeg, at nu ville vi tabe valget.

Men politik er så mærkeligt. Fordi det ellers var gået godt for Enhedslisten i den valgkamp, blev det nærmest ikke bemærket. Det var så elendigt, at vi ikke kunne svare på det, og det kunne vi også, da vi kom op på kontoret og gik papirerne igennem, men på den måde er valgkampe bunduretfærdige. Hvis det nu var gået ad helvede til, havde det været en stor historie. Nu trak folk på skulderen og sagde: ”Nå ja, men de kunne jo forklare det bagefter.”

LÆS OGSÅ: DF Ungdom smider tøjet for en god sag

Jeg spiser mange rugbrødsmadder. Og tyrkiske pizzaer, de aflange. Pizzariaejerens søn har sagt til mig, at når man spiser så mange pizzaer, som jeg gør, så skal man huske at løbe en tur rundt om Søerne nogle gange. Der gik jeg slukøret ud af butikken.

Det har været sværere at være parlamentarisk grundlag, end jeg havde forventet. Jeg havde i hvert fald ikke forudset, at den politiske afstand mellem os og regeringen ville være så stor. Og det er ikke rigtigt, at det er pga. dårlige personlige relationer. Det handler om politik.

Jeg har fået et meget, meget blødt punkt for Tom Behnke (konservativ politiker, tidl. medlem af Fremskridtspartiet, red.). Det var ham, der i sin tid sagde, at man skulle smide somalierne ud med faldskærm. Jeg tror, det var en joke, men ikke desto mindre er der et stykke vej mellem os politisk.

Han kunne høre, at den var helt gal, dengang jeg fik mit ildebefindende på talerstolen i 2009. Han kunne ikke engang se mig derfra, hvor han sad, men han kunne høre, at den var helt gal, og nåede op og greb mig i faldet. Det var vigtigt, for den talerstol er høj, så jeg ville være faldet langt ned. Det havde været et meget grimt billede.

Jeg har ikke nogen plan for, hvad jeg skal lave, når jeg ikke sidder i Folketinget mere, og det er fint. Bortset fra at jeg skal have taget et kørekort. Jeg er virkelig nervøs for at skulle tage det.

Ja, selvfølgelig er jeg feminist.

Jeg ville så gerne have paratviden. Jeg taber altid i Trivial Pursuit, men jeg har efterhånden lært at sørge for, at jeg altid kommer på hold med andre.

Hvis der bliver udskrevet valg efter weekenden 5.-7. juni, kan jeg ikke stille op pga. vores rotationsprincip i Enhedslisten. Jeg vil gerne tage en periode til, men det er også okay, hvis det ikke bliver sådan. Der er ingen, der er uundværlige.

Selvfølgelig bliver jeg træt af det klip, hvor jeg står og siger, at regeringen pisser på vælgerne. Jeg har set det virkelig, virkelig mange gange. Det at vise følelser og være vred og så oven i købet i fjernsynet, det er tabubelagt.

Men omvendt så steg Enhedslisten til 14 % i målingerne, og det væltede ind med positive mails og kommentarer på Facebook. Men normen i vores samfund er vel, at man skal være kontrolleret. Men jeg var rasende, chokeret og ude af mig selv i frustration over, at den her regering kunne finde på at føre sådan en politik (skatteaftale med Venstre og Konservative, red.). Jeg havde endda stået og trukket vejret i en hel time forinden, så det kunne have været meget værre.

LÆS OGSÅ: Rikke Møller Pedersen: "Jeg blev mobbet fra 0. til 7. klasse

LÆS OGSÅ: Liberal Alliance aka. Team Saxo bank virker som en bande casino-kapitalister, der lefler for alle de CBS-jyde

LÆS OGSÅ: ”Jeg hidsede mig op engang og råbte, at en cyklist var en fucking so, og så sad mine børn omme bagved. Hmm. Det var nok ikke så smart.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Portræt