Min ven er spidskandidat for Nye Borgerlige. Jeg spurgte ham hvorfor
Foto: Oliver Bodh Larsen.

Min ven er spidskandidat for Nye Borgerlige. Jeg spurgte ham hvorfor

Nick Mogensen er 30 år og forpagter til dagligt et badehotel på Vesterhavskysten. Og så er han ved dette folketingsvalg opstillet som spidskandidat for Nye Borgerlige. Der er nogle principper, der er værd at kæmpe for, mener han.

You can’t post right now står der på Nick Mogensens skærm, hvis han forsøger at dele et opslag på Facebook. Sådan vil det se ud lidt endnu, for den 19. maj modtog han en 30 dage lang karantæne for at have skrevet, at en, han var endt i en diskussion med, led af oikofobi (et begreb introduceret af engelske Roger Scruton i 2004, og som betyder at 'afvise egen arv og hjem', en modsætning til fremmedfrygt).

”Et alvorligt problem,” udtalte 30-årige Nick om udelukkelsen til lokalstationen TV Midtvest, ikke blot for ham og hans egen kampagne, understregede han, men for demokratiet og for den frie samtale.

Jeg har kendt Nick Mogensen en del år. Hovedsagligt, fordi hans lillebror Oliver, med hvem han til dagligt forpagter Vedersø Klit Badehotel med, er en af mine gode venner. Det har oftest været i berusede stunder, at vores veje har krydset, og hver gang har vi lystigt diskuteret i stort og i småt. Og nogenlunde altid er vi blevet enige om, at musikken, den var sgu bedre i gamle dage. De seneste år har jeg ikke set meget til ham, mest har jeg kunnet følge med på Facebook, hvor jeg dog har kunnet konstatere, at lysten til at diskutere ingenlunde er falmet med tiden. Tværtimod, så synes den at have taget til i indignation. Og den 5. juni, når vi på Grundlovsdag går til stemmeurnerne, vil man i Midt- og Vestjylland kunne finde hans navn på liste D. Han er nemlig spidskandidat for Nye Borgerlige.

Derfor er jeg kørt til Vedersø Klit, som ligger lige omkring midten af den jyske vestkyst, helt ude ved Vesterhavets skummende bølger og de maleriske klitter, som forbinder havet med fastlandet, for at stille ham det nærliggende spørgsmål: Hvorfor?

”Politik er ikke min hjemmebane,” svarer han, hans stemme lige så rasp, som jeg husker den, ”men jeg mener, at der er grund til at kæmpe for armslængdeprincippet i forhold til staten, i forhold til hinanden og i forhold til os selv.”

Hvad vil det sige?

”Staten må ikke have for meget magt over borgerne. Der skal være en armslængde. Der skal også være en armslængde mellem dig og mig som naboer, så du kan gøre, hvad du vil, så længe du ikke krænker mine rettigheder eller den offentlige orden som nedskrevet i Grundloven. Og til sidst er det nødvendigt at have en armslængde til sig selv. At man forstår, man ikke er det eneste menneske i verden, og at man rydder op i egen butik, før man påberåber sig at være krænket, eksempelvis. Jeg er individualist. Og derfor vil jeg sikre borgernes muligheder for at være, hvad de vil.”

køkken1.jpg

Nick Mogensens dagligdag har fundet sted her i det vestjyske klitlandskab, siden han i begyndelsen af sidste år takkede ja til at forpagte badehotellet, som ellers i en del år har vist sig kronisk svært at få succes med, sammen med sin lillebror Oliver og vennen Daniel. Siden er Daniel hoppet fra, så det nu er brødrene Mogensen alene ved roret. Badehotellet er fint besøgt, lader jeg mig forstå på de to forpagterbrødre, men derudover er stressen og jagen til at overse på disse kanter. Når Nick ikke arbejder, ynder han at læse i en bog, spille på sin guitar eller gå en tur i det luftige landskab. Hvis han altså ikke har gang i en passioneret diskussion på Facebook (dem er der en del af, kan jeg afsløre). Men hvad udspringer de af, de tydelige frustrationer, når man befinder sig et sted, hvor havets sjælerensende brise serveres frisk fra fad, og hvor det eneste, der rigtigt larmer, er stilheden selv?

For Nick Mogensen startede det, da han gik på universitetet i Aarhus. Her oplevede han for første gang, hvad han beskriver som en ”politisering” af de emner, man diskuterede, et ”forsøg på at censurere bestemte idéer om virkeligheden.” Siden er hans aversion mod ismer á la poststrukturalismen og feminismen blandt andet blusset op som følge af en – i hans optik – stigende tendens til, at sandheden er blevet et subjektivt spørgsmål. Han taler om et skred i den måde, vi taler sammen. At samtalen er ved at bryde sammen, simpelthen.

”Noget af det, der er dybt forankret i den politiske korrekthed, er motivforskning. I mange henseender har de fleste ikke noget ønske om at krænke nogen, men for dem, som føler sig krænket, bliver det betragtet sådan.”

”En eller anden dag kommer jeg til at storme ind til en debat på Københavns Universitet med en sombrero på hovedet og en taco i overskægget,” siger Nick Mogensen med henvisning til sagen fra sidste år, hvor visse udklædningsgenstande (herunder den mexicanske sombrero) blev forbudt til fester på København Universitets jurafakultet.

Så det er den motivforskende, politiske korrekthed, der skal tages et opgør med?

”Ja. Jeg mener helt klart, at det er en kulturel taberposition.”

Har vi nogensinde talt klarere med hinanden, end vi gør nu?

”Nu er jeg jo ikke så gammel, men lad mig sige det sådan, at det væsentlige her er ambitionen om at ville samtalen. Det  er meget afgørende. I dag oplever jeg, at folk som udgangspunkt vil misforstå én. Når elastikken, i det her tilfælde ambitionen om at forstå, knækker, så svæver vi frit i rummet, og så har vi ingen forbindelse længere.”

Hvornår er er det sket, at vi er gået fra at forsøge at forstå til at forsøge at misforstå?

”Det har været en gradvis udvikling siden 1968.”

potential6.jpg

potentiale7.jpg

Denne dag, hvor jeg er på besøg på badehotellet, er Nick i rollen som køkkenchef. Det er han ellers ikke normalt, men da den sædvanlige køkkenchef netop er blevet afskediget, er Nick selv trådt til. Det ligger ham ikke fjernt, for han ”elsker at lave mad” og har gjort det en del, fortæller han. Han vil gerne være kok på lang sigt, siger han endda, og det ser da også, må jeg medgive ham, særdeles godt ud, det han har gang i. Han har smidt noget lam i ovnen, det skal braiseres, og nogle knogler er sammen med en masse velduftende sager smidt i industrikøkkenets gryde, en regulær balje af stål, det skal blive til en sauce. Nu passer det sig selv, lammekødet og knoglerne, så Nick er gået over til at forberede en række andre ting, der skal bruges de kommende dage. Det er med at komme på forkant med dagene, for i morgen er han ude af huset hele dagen for at deltage i en række debatter i forbindelse med valget.

Til debatterne vil han være repræsentant for Nye Borgerlige. Et parti, som (hvis vi for klarhedens skyld udelader Stram Kurs, hvis partiprogram synes mere … ensformigt) har kridtet en ny ydergrænse op på den danske højrefløj. Og hvorfor det så er dér, han bedst hører hjemme, det spørger jeg Nick om.

”Dels, fordi jeg synes, at det er væsentligt, at ethvert land må begrænse tilstrømningen andet steds fra. Om det så er fra Polen, USA eller Mellemøsten og Nordafrika. Jeg mener, at der er god grund til at have en meget stram styring af tilstrømningen, fordi dem, der kommer hertil, skal integreres ordentligt og have nogle ordentlige muligheder.”

Men der ér vel blevet strammet gevaldigt?

”Det er der, men grundlæggende er Nye Borgerliges tre principper (i forhold til udlændinge, red.) jo meget universelle, og ikke nogle små, mærkelige løsninger, der pludselig gør, at folk ikke kan være her i landet, som man ser i sager med eksempel Mint (en thailandsk pige på 13 år, der i efteråret blev tvunget til at forlade Danmark, red.). Jeg er meget mere til få regler. Højt til loftet, men de få regler skal overholdes.”

”Og så er Nye Borgerlige, som jeg ser det, måske det eneste reelle borgerlige parti i Danmark, som tør at stå fast på nogle borgerlig-konservative værdier, som vi mener er relevante, selvom de måske er lidt old school.”

I kraft af Nye Borgerliges position på udlændingespørgsmålet tiltrækkes en masse, som ikke nødvendigvis går op i konservative eller borgerlige principper, men som udelukkende er der, fordi de ser udlændinge som roden til alt ondt i Danmark. Hvad er din holdning til at stå i gruppe med dem?

”Det gør jeg ikke. Jeg står som mig selv, som Nye Borgerlige-kandidat.”

”Jeg forholder mig til Nye Borgerliges overordnede politik. Det er det, jeg har det fint med at kæmpe for. Jeg interesserer mig ikke for totalitært fis. Jeg tager afstand fra det. Lige så vel som jeg tager afstand fra Enhedslistens ønsker om at konfiskere folks produktionsmidler. Uanset, hvor totalitarismen kommer fra, er det den samme lort i forskellige indpakninger.”

”Men jeg ser det ikke som et ekstremt synspunkt at sige, at staten skal være lidt mindre, og at man gerne vil sørge for, at de, der kommer hertil, bliver integreret ordentligt og selv kan forsørge sig. Og hvis de ikke overholder reglerne, så er det ud. Det, synes jeg, er fuldstændig legitimt. Hvis du fik en besøgende hjem i din lejlighed, og det første, han gør, er at stjæle din vinsamling og tage din guitar, må du vel gerne bede ham om at gå ud?”

Eller også ville jeg have forståelse for, at vedkommende kommer fra nogle svære kår, og måske har noget med i bagagen, som gør, at jeg siger: O.k., der er en tolerancemargin.

”Jo, men jeg har også forståelse for, at der millioner af flygtninge rundt omkring i verden, som gerne vil til Danmark. Men det er jo ikke det samme som at acceptere, at de kommer.”

Lad os så sige, at vi ingen mennesker tager imod, men stadig kigger ud mod verden, hvor rigtig mange står i en forfærdelig situation. Er det et ansvar, vi skal påtage os?

”Vi skal hjælpe i nærområderne, i det omfang vi kan. Men at smadre Danmark, fordi man vil hjælpe hele verden, er ikke humanisme. Det svarer til at forsøge at redde en kat ved at hoppe ud foran en lastbil og så dø. Det ville Aristoteles betragte som dumdristigt, og ikke modigt. Humanisme er realisme. Og at gøre noget selv.”

61738724_187361085517528_4571343686968803328_n.jpg

Når jeg ikke betragter mange af de problemer, som du nævner, som lige så faretruende, som du gør, hvad er det så, jeg overser?

”Historien, måske. Jeg er ikke historiker, men jeg har da læst nogle bøger, og når jeg ser tilbage i historien, er der jo altid ting, der leder hen mod slemme konsekvenser. Og jeg tror, at der er noget i udsigt, hvis vi ikke får styr på vores problemer. Til en vis grad er vi jo ved at få styr på flygtningeproblemet i Europa, fordi man har erkendt, at der var et problem. Måske er jeg bare generelt pessimistisk i forhold til historien. Når jeg ser på identitetspolitikkens racefokus og kassetænkning, så minder det mig om optrækket til folkemordet i Rwanda.”

”Europas fremtid kommer til at blive defineret af, om drømmerne, de moralsk forlorne, vinder, eller om realisterne på den anden side kan få vendt udviklingen.”

Mange vil nok pege på klimaet, som vi er ved at splitte ad, som værende det mest faretruende?

”Jeg har ikke noget imod at tale om klima. Jeg har altid forsøgt at tænke over, hvordan jeg gør tingene. Jeg forsøger at købe de fleste af vores produkter lokalt. På mange måder vil jeg gerne tale miljø og klima.”

”Men jeg frygter, at klimaet kan ende som fremtidens fascisme, fordi det vil være med den øverste løftestang, selve verdens overlevelse, som argument. Jeg er bange for, at man med dét argument kan gøre en hel masse totalitære indgreb. Så hysteriet om klimaet skal bremses, og i stedet skal vi vurdere tingene rationelt.”

Men det, som du kalder for hysteri, er det ikke bare den helt naturlige reaktion på, at vi ikke er i nærheden af at nå de klimamål, som rigtig mange lande har skrevet under på?

”Delvist vil jeg give dig ret. Men ser man på vores eget Niels Bohr Institutet, har de jo længe talt om atomkraft som en mulighed. Hvorfor ser vi ikke på det, eller nogle af de andre muligheder? Jeg siger ikke, at det er den eneste løsning, men det er én løsning. I stedet for at insistere på, at det hele skal være vindmøller og busser.”

Nick Mogensen er åbenlys fakkelbærer for den tilværelse, han nu er blevet en del af på vestkysten. Her bliver han mindet om livets simple natur. Og det, siger han, kunne mange andre lære noget af. Ikke mindst de, der oftest breder sig ud i det danske medielandskab,

”Taknemmelighed er svaret på et godt liv,” siger han.

Jeg siger pænt tak for snakken og maden (vi fik lam og pasta med tomatsauce), inden jeg kører hjem mod øst. I den kommende uges tid vil godt og vel 350 spisende gæster lægge vejen forbi det gamle badehotel, så Nick må i køkkenet. For selvom solen er dykket ned bag Vesterhavets horisont, mangler der en smule, før han med god samvittighed kan løsne forklædet og køre mod morgendagens debatter. Som spidskandidat for Nye Borgerlige.

Se, hvad vi ellers skriver om: Folketingsvalg