Foto: Kristian Fæste

’Dahlgårds Tivoli’ var hele Danmarks gøglerfamilie: Nu laver Leif og Palle pizzaer

Husker du Leif og Palle fra 90'er-kultserien 'Dahlgårds Tivoli'? Vi har mødt dem på Skive Festival, hvor de havde en pizzabod på pladsen.

Leif Dahlgård står her stadig. På en plads i Midtjylland omringet af købeglade mennesker, mens solen skinner på ham. Det er her, han ønsker at ende sine dage.

Men der er ikke nogen radiobiler eller andre forlystelser i nærheden af Leif, der kom til verden i en tivolivogn i 1945.

Og dog.

Leif har ikke lukket de fire øverste knapper i sin ternede skjorte, og i brysthårene gemmer der sig et emblem i guld. Det er en forgyldt karrusel, der hænger i en halskæde. Når han læner sig frem, dingler den rundt.

”Engang stod der Dahlgårds Tivoli på den, men det har de grå hår svedt af,” joker 73-årige Leif Dahlgård.

Foto: Kristian Fæste

Desværre er halskæden den sidste karrusel, der svinger endnu, og som tilhører familien.

Dahlgårds Tivoli eksisterer ikke mere.

Hele Danmarks gøgler-familie, som fik sin egen dokumentarserie på DR1 i slutningen af 1990’erne, lever dog fortsat en tilværelse som omrejsende arbejdsmænd. 

Nu kører Leif og sønnen Palle i stedet ud med tre forskellige madboder til festivaler og markeder. De har en bod med pizzaer, pandekager og churros. Sidste weekend var de ude til et ’Open by night’-arrangement i Frederiks – det hedder byen sydvest for Viborg faktisk.

Vi møder dem på Skive Festival, hvor de laver pizzaer til de tømmermændsramte gæster. Leif er i fuld gang med arbejdet i boden og har altså byttet skruetrækkeren ud med en kagerulle. Du kan enten få en pizza med skinke eller peperoni.

”Folk kan ikke bestemme sig, hvis der er for mange pizzaer at vælge imellem. Det er meget lettere med kun to,” siger han og fortsætter:

”Jeg havde en idé om at lave en pizzabod, og så talte jeg med en rumænerpige, der sagde, at tomatsaucen skal du lave sår’n og sår’n og sår’n. Hun vidste lige præcis, hvordan den skulle smage, for hun har været i Italien.”

I køen genkender de, som er født efter årtusindskiftet, ham ikke. Men alle os én million danskere, der tændte for DR i bedste sendetid otte søndage i træk i 1999, ved udmærket, hvem Leif Dahlgård er.

Det var ham, der på altid tobakhæst og fladt midtjysk delte kommandoer eller skideballer ud til sine knoklende ansatte, når de havde overskidt toilettet eller sovet for længe.

”Hvis du skal være her i firmaet, så står du op om morgenen," lød det afsnit efter afsnit. 'Op' blev selvfølgelig udtalt 'ap'.

Han var bossen i det gennem tre generationer familiedrevne tivoli, som et kamerahold fulgte tæt rundt i Danmark i to måneder. Hans tone kunne være hård over for de ansatte, men vandt de hans tillid, var han også klar til at støtte dem som en slags papfar.

"Han er lige så meget værd som jer andre," forsvarede Leif den nyansatte Johnny Frandsen, fordi han blev mobbet af sine kollegaer for at lugte grimt.

Når først Leif rejste sig op, og hans ene guldring pegede på én, vidste man, at der ventede en opsang. Foran alle de andre. Leif var ikke til MUS-samtaler.

Nedturen

Tv-programmet 'Dahlgårds Tivoli' blev en landeplage og det mest sete den sommer. Det var reality-tv, før der var noget, der hed reality-tv.

"Det er da altid godt at have sat sit aftryk i tv-historien og blive udødeliggjort. Men vi har aldrig selv set noget reality," siger sønnen Palle Dahlgård.

Da Dahlgårds Tivoli var størst, havde de 45 mand ansat, hvilket var de første år efter udsendelserne. Folk ville møde de nye tv-kendisser, når de kom til byen. Selv færdselsbetjente stoppede Leif i hans lastbil.

”Du får ikke en bøde. Jeg vil bare sige hej til dig,” lød det blandt andet fra en betjent.

Men så kom finanskrisen i 2007, og den var hård ved Dahlgårds Tivoli.

”Det blev starten på vores nedtur. Vi kunne mærke, at der virkelig kom færre folk, og de, som kom, havde færre penge at gøre med,” husker Leif.

”Pladserne blev dårligere og dårligere, og der blev alt for langt imellem de store pladser, så vi havde en masse huller i kalenderen. Vores omsætning faldt markant,” supplerer Palle.

De klandrer også mobiltelefonen for den økonomiske deroute. Med sådan én mellem hænderne ændrede kunderne deres vaner, mener de.

”Hvorfor spille på vores spillemaskiner, når du kan gøre det på mobilen? I dag bruger folk deres penge på en dyr telefon i stedet for at gå ud og have det sjovt. Der findes jo ikke nogen, som ikke går rundt med mobil i dag. Sådan én koster altså,” forklarer Leif.

”Der er jo heller ingen, som gider at gå i cirkus mere. Det er trist, at det er blevet sådan,” lyder det fra Palle.

Familien Dahlgård overlevede de første svære år, fordi Palles slamsuger-firma betalte regningerne. Men i 2012 gik den ikke længere.

De måtte tage konsekvensen af de manglende gæster. Dahlgårds Tivoli lukkede og slukkede. De tilbageværende 22 ansatte, der udelukkende var fra Polen og Rumænien, skulle finde sig et andet arbejde.

Det var Leifs far, Ejnar, der dannede Dahlgårds Tivoli i 1947. At se familiens hjertebarn gå i graven tog hårdt på ham.

”Jeg havde aldrig forestillet mig, at vores tivoli skulle dø før mig. Det var en utopisk tanke, og det gjorde mig meget ked af det. Men hvis ikke vi selv havde lukket tivoliet, ville der bare komme nogle andre og gøre det for os. Så simpelt var det. Udgifterne løb fra os, og vi ville ikke risikere at gå konkurs,” siger han.

Leif ligner stadig sig selv, selvom der er gået knap 20 år, siden kameraholdet forlod tivoliet. Ansigtet er fortsat solbrændt med lidt dybere furer i panden og vidner om, at han står på en plads weekend efter weekend. ’Prince’-pakken fylder også hans brystlomme ud endnu.

Du ryger stadigvæk?

”Ja da, jeg er jo sund og rask. Hvorfor skulle jeg stoppe?"

Der var altid en anledning til at ryge i 'Dahlgårds Tivoli'. Selv når der blev spist tebirkes, eller når en ansat fik en mundtlig fyreseddel. Dengang røg Leif 40 cigaretter om dagen. Nu er han nede på 20.

Palle pulser også.

”Det kan også være nogle lange dage. Når jeg sætter mig hjem i min stue, ryger jeg heller ikke så mange, som når jeg går rundt herude. Vi arbejder til klokken 02.00 om natten, så du skal holde dig i gang hele tiden, og så tænder du altså bare flere cigaretter. Det er en dårlig vane,” siger han.

Lydniveauet på Leifs stemme er dog faldet markant med årene. Og den drukner hurtigt, når først musikeren Bro går på scenen og spiller titelsangen til ’Paradise Hotel’.

Vi sætter os ind i familiens ovnvarme campingvogn for at kunne høre hinanden. To minutter efter banker det på døren. Der er brug for Leif i pizzaboden, og han rejser sig omgående.

”Han kan simpelthen ikke lade være med at arbejde. Han sov bare tre timer i nat, og jeg har sagt til ham, at han skal tage den med ro. Men han har det bedst, når han er i gang. Det er beundringsværdigt,” siger Palle, der forklarer, at hans mor, Anni Dahlgård, desværre har haft syv blodpropper siden tv-programmerne og nu kæmper med kol.

90'er nostalgi

Der er ikke meget musik på Skive Festivals plakat, som de to har lyst til at opleve. De kender slet ikke Bro og efterlyser grupper som tv·2 og Gnags.

Faktisk arrangerede Leif og Palle også koncerter i Dahlgårds Tivoli for at tiltrække nyt publikum. Dengang lokkede de Infernal, Cartoons og mange af Aquas copy-bands til scenen, som de byggede med paller.

Hvis du savner 90'erne, så giver 'Dahlgårds Tivoli' dig et eminent tidsbillede. Det er afbleget hår, batik-T-shirts, storrygning som i en bankohal og striptease-konkurrencer for de lokale kvinder i provinsen.

At følge livet i 'Dahlgårds Tivoli' var så underholdende for mange seere, at de fleste forbandt det med satire. Tivoliet ansatte nemlig revl og krat. Skæbner, som var ufrivilligt sjove og havde brug for benhård disciplin. De arbejdede til en elendig løn og boede i uhumske vogne.

Mens familien Dahlgård og inderkredsen sad i en privat skurvogn og tog de store beslutninger uden dem i en slags war room. Her blev der altid drukket kaffe og spist franskbrødmadder. Over dem hang en tung røgsky.

Når Leif Dahlgård gav de ansatte fri sidst på aftenen, gik de fleste i byen og kom ofte i slagsmål med hinanden. Selv over det mindste. Tag bare Jan og Johnny, der gik på hinanden, fordi den ene havde kaldt en polak for Mr. Bean.

Det var næsten hverdagskost, at en af de ansatte forlod tivoliet før tid i protest, og så måtte Leif igen, igen finde nyt personale.

Ifølge Palle skal Dahlgårds Tivoli ses lidt som skoleskibet. De hjalp nogle unge mennesker, som kom fra trange kår. Derfor blev de styret med kæft, trit og retning.

”Der har været folk, der har været sure over vores ledelsesform og den måde, vi har opdraget de unge mennesker med hård disciplin. Men sådan er du nødt til at gøre det, for der er ingen kære mor i et tivoli,” siger Palle.

”Mange synes nok, at vi er nogle dumme svin,” supplerer Leif.

Tror du virkelig det?

”Det må der være. Andet kan ikke passe, men vi har ikke selv oplevet det.”

Leif har dog heltestatus i en lukket fangruppe på Facebook, hvor man hylder og dyrker 'Dahlgårds Tivoli'. Hver dag deler de knap 3.000 medlemmer videoer og andre sjove elementer fra serien. Simpelthen, fordi programmerne er så morsomme, forklarer 33-årige Henrik Krøyer, der er administrator for gruppen.

”Der er ikke noget, der kan slå virkeligheden. Det er lige før, at man tror, at folkene bag ’The Office’ har set ’Dahlgårds Tivoli’ og har hentet inspiration. Persongalleriet er helt eminent og virker som skrevne karakterer, så godt er det. Du har hele hierarkiet med familien Dahlgård øverst, herefter danskerne og så polakkerne, der konsekvent bliver kaldt for po-lakkerne. Der er så mange gode citater," siger Krøyer.

Mon ikke også 'Drengene fra Angora' fik inspiration til Baune i Johnny Frandsen og Henning Primdahl i Leif Dahlgård?

Selv forstår hverken Leif eller Palle, hvorfor programmerne bliver fundet så morsomme?

"Vi er jo bare helt almindelige mennesker, der er nede på jorden," siger Leif.

De fortæller, at de stadig hører fra nogle af deres tidligere medarbejdere engang imellem. Særligt Jan ringer og skriver til dem.

"Han arbejder nu som lastbilchauffør og har lige været i Italien," nævner Leif.

Jan var den uheldige, der blev ramt af et hagl i øjet i første afsnit, da han passede skydeteltet. Han stoppede i tivoliet året efter udsendelserne.

”Til sidst kunne Jan ikke arbejde hos os, fordi alle kom og ville skyde ham i øjet. Han kunne ikke være i fred," afslører Palle.

Hvornår stopper I med at lave pizzaer og pandekager?

"Forhåbentlig aldrig. Vi kan bare godt lide at være på farten og bliver rastløse, hvis vi ikke kommer ud på pladserne," siger Palle.

Weekenderne er allerede godt booket denne sommer. Næste job er til et hestemarked i Bjerringbro.

LÆS OGSÅ: Hvad er meningen, Sidney Lee?

LÆS OGSÅ: 15 fede ting du skal se på DR

LÆS OGSÅ: Klovn-serien er tilbage: Premieredatoen er offentliggjort

Se, hvad vi ellers skriver om: Portræt og Serier