Lig
Billedet er et stock-foto og er ikke relateret til indholdet af klummen.

Krimiklumme: Lugten af lig

Hver uge fortæller journalist og tidligere efterforsker, Sebastian Richelsen, om sit arbejde ved Københavns Politi. Denne gang handler det om obduktionen af lig, og hvis man har sarte nerver, skal man ikke læse videre.


Sødt, syrligt og kvalmt – sådan lugter et lig. Eller sådan begynder det i al fald at lugte efter at have ligget i stuetemperatur i nogen tid. At lugte udløser minder, blev jeg desværre mindet om i sommer, da min kummefryser var gået i stykker. Jeg åbnede fryseren og blev mødt af lugten af fordærvet kød. Her begyndte billederne af de talrige lig, jeg har stødt på igennem mit arbejde i politiet, at dukke op for mine øjne.

Det, der først dukkede op, var ironisk nok det, jeg har brugt flest kræfter på at fortrænge. Det drejede sig om første gang, jeg overværede en obduktion.

Uden at afsløre præcis hvilken sag det drejede sig om på grund af de efterladte, så var det både en kvinde og en meget lille pige, som blev obduceret på samme tid. Selvom jeg ikke anser mig selv som en sart person, så var det nok en af de hårdeste oplevelser, jeg har haft i politiet.

Rigshospitalets obduktionsstue var på daværende tidspunkt et sterilt, men på samme tid fugtigt rum. Fugten skyldes, at hele rummet efter hver obduktion bliver spulet med en vandslange for at gøre klar til det næste lig.

Inde i rummet lå en kvinde og en lille pige, begge afklædte. Selvom de ikke havde været døde i mange dage, kunne jeg tydeligt se, at de nu var lig. Der er bare et eller andet over et lig, som tydeligt viser, at livet er forsvundet. Jeg blev i al fald gentagende gange ved med at huske mig selv på, at de ikke længere var mennesker. Det var den eneste måde, hvorpå jeg kunne holde hele scenariet ud.

Lægerne startede med kvinden. De stak en kanyle ind i den nederste del af hendes mave for at trække urin ud af hendes blære. Dernæst tog den ene læge en skalpel og skar huden løs i nakken på kvinden. Det, der skete herefter, står stadig tydeligt indprentet i min hjerne. Huden rundt om kvindens kranie blev trukket fra nakken, over hovedet og ned over ansigtet. Det var som en maske, der blev trukket ned. Det var et meget bizart syn, som virkede nærmest fiktionsagtigt og taget ud af en splatterfilm.

Med en lille vinkelsliber blev øverste del af kraniet skåret løs, så toppen af kraniet kunne løftes af. Lægerne tog hjernen ud og undersøgte den. Jeg stod og tog noter, mens mit hoved var ved at eksplodere af indtryk og væmmelse. Den ene af retsmedicinerne var en relativt ung kvinde, og jeg husker, at jeg kort studsede over, at hun måtte have et mærkeligt, eller i al fald anderledes, forhold til menneskekroppen.


Sebastian Richelsen.

Lugten i rummet havde på dette tidspunkt ændret sig og var nu den skærende, sødligt kvalmende lugt af kød, som herefter altid vil minde mig om denne episode. Jeg har aldrig været på et slagteri, men jeg forestiller mig, at lugten er nogenlunde ens.

Lægerne åbnede herefter maven med en skalpel og tog indvoldene ud for at undersøge dem for skader. Imens min mave vendte sig på mig, forsøgte jeg igen at tvinge mig selv til ikke at se på de to kroppe som levende mennesker.

Da lægerne have kigget grundigt på alle indvolde og hjernen, gjorde de noget, som jeg fandt meget underligt. Både indvolde og hjerne blev lagt ned i maven, hvorefter maven blev syet sammen. Jeg spurgte forsigtigt, om hjernen ikke skulle tilbage, hvor den hørte til. Den mandlige læge sagde udtryksløst: ”Nej, det vil de pårørende blive trætte af til begravelsen”. Det viste sig, at havde de sat hjernen tilbage i kraniet, ville der begynde at løbe væske ud fra kraniet. For at kunne have et ”flot” lig, som ville fremstå ordentligt til begravelsen, puttede lægerne i stedet en form for skum i kraniet, som hurtigt størknede.

Ansigtet blev som det sidste skubbet tilbage på kraniet og syet sammen i nakken. Jeg følte, at jeg havde løbet en maraton og var på dette tidspunkt totalt mørbanket efter oplevelsen. Og nu skulle det samme til at ske med det lille barnelig. Obduktionen af den lille pige vil jeg ikke skrive om her, for jeg har egentligt ikke lyst til at hente oplevelsen frem fra min bageste hukommelse.

Da jeg overværede obduktionen af den lille pige, havde jeg ikke selv nogen børn. Dette var nok også grunden til, at jeg ikke forlod rummet. Som ung og uden børn følte jeg mig usårlig og havde ikke de store bekymringer om alle de voldsomme ting, jeg så i forbindelse med mit job. Men efter jeg selv fik børn, begyndte jeg på en eller anden måde at personificere mine egne børn med de sager og voldsomme oplevelser, jeg havde. Det var uanset, om det var børn, der døde, eller børn, der var ofre for børneporno. Jeg følte mig pludselig væsentlig mere sårbar.

Selvom jeg havde det både fysisk og psykisk dårligt under og efter selve obduktionen, fejede jeg det bare bort. Sådanne følelser viser man helst ikke i politiet, hvor det ofte forbindes med svaghed. Med tiden er der kommet en større forståelse internt i politiet, men idealet er nu stadig den tavse træmand, som selv klarer sine problemer gerne stille inde i sig selv.

Jeg vil ikke egne mig til at være retsmediciner, men jeg tager hatten af for og er meget glad for, at nogen tager dette erhverv. Uden deres kyndige blik vil langt færre mordere blive fanget og dømt. For faktum er, at det kan være ekstremt svært for efterforskerne at vurdere, om man står overfor et selvmord, en ulykke eller et drab, når man står ude på gerningsstedet.

Hvis politiet er i tvivl om dødsårsagen eller mistænker, at der kan ligge et strafbart forhold bag et dødsfald, så anmodes der om at få foretaget en obduktion af liget. Formålet er at forklare, hvordan og hvorfor døden indtraf. Obduktionen kan give efterforskerne informationer, som er ekstremt vigtige for den videre efterforskning.

LÆS OGSÅ: Krimi-klumme: ”Jeg kunne se en masse blod, men ingen personer”

LÆS OGSÅ: Krimiklumme: Sådan laver du en profil af en morder

LÆS OGSÅ: Krimiklummen: Sådan fanger du en løgn

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Kriminalitet og Politi