Nicolaj fik at vide, at han er ufrivillig steril – og fandt ud af, at ingen mænd taler om det
Foto: Peter Klint

Nicolaj fik at vide, at han er ufrivillig steril – og fandt ud af, at ingen mænd taler om det

Den typiske reaktion blandt mænd, der bliver ramt af sundhedsproblemer, er som regel ’det rammer ikke mig’. I den forstand minder Nicolaj Sand på mange måder om andre mænd. Selvom han hele sit liv har troet, at han havde ’supersæd’, har lægerne for nyligt fortalt ham, at der er stor risiko for, at han i virkeligheden er født steril. Det endelige svar får han den 9. august. Nu kæmper han med manddom som begreb, sit selvbillede og sin fremtid.

En aften, hvor 26-årige Nicolaj og 27-årige Trine lå under dynen i deres fælles hjem og snakkede, tog de en beslutning, der har ændret deres liv. De havde forsøgt at lave et lille barn i et år, men da lykken stadig ikke havde tilsmilet dem, besluttede de sig i februar måned for at besøge deres praktiserende læge.

”Det var ikke fordi, at vi havde planlagt, at vi skulle være gravide lige dér,” siger Nicolaj og sætter pegefingeren hårdt i bordet. ”Men det var begyndt at gå op for os, at noget måske var galt.”

Nervøsitetens klamme ånde pustede dem i nakken. Kunne det være, at der var noget galt med Trine, tænkte Nicolaj, der ikke engang havde overvejet at skænke det en tanke, at det kunne være ham, den var gal med.

I kliniske omgivelser blev Nicolaj spurgt af den ifølge ham enormt professionelle læge om ting såsom rygning og alkoholvaner, hvilket ikke er problemer Nicolaj kæmper med, og så undersøgte lægen, om han ellers levede sundt. Efter afsluttet besøg så det ikke ud til, at der var noget galt med den aspirerende far, der forlod lægen med løftet pande.

Det skulle vise sig, at fertilitetsbehandling i starten af processen ofte handler om kvinden, fordi det oftest er hos kvinden, man finder løsningen på fertilitetsproblemer, når man forsøger at blive gravid, fik Nicolaj at vide.

”Jeg havde aldrig mistanke om, at jeg var steril. Tværtimod. Jeg måtte være sådan en potent fyr, tænkte jeg. Det måtte enten være noget med æggene, eller også havde vi været uheldige og havde ikke ramt det rigtige tidspunkt. Sådan nogle ting var jeg rimelig overbevist om,” fortæller han. 

Men tingene tog en pludselig drejning, da Trine viste sig at være sund og rask – heldigvis, tænkte Nicolaj først – men blikket vendte tilbage på ham. Lægen havde allerede konkluderet, at han var en sund mand, og at der ikke var nogen problemer, så følelsen af, at noget var galt, plagede endnu ikke hans sind.

Indtil han forlod fertilitetsklinikken med en brochure om sæddonation.

”Jeg tror ikke rigtig, at jeg forstod det. Mig og Trine sad begge to ned på nogle stole. Lægen sad overfor os, og alt virkede helt normalt. Først sagde lægen, at Trine er sund og rask, og det er jo dejligt. Men så spurgte hun mig, om jeg nogensinde har fået testet min sædkvalitet inden den dag. Jeg svarede ham, at det har jeg aldrig fået gjort. Så sagde lægen, meget professionelt og uden at skjule noget, at der ingen sædceller var at finde. Hun gav mig en brochure om sæddonation. Jeg tror ikke rigtig, jeg forstod det. Jeg havde aldrig overvejet at sætte mig ind i, om det var en mulighed. Trine forstod det. Hun hørte det og vidste, hvad det betød. Jeg sad bare og nikkede og sagde ’jaja, jaja, hvad skal vi så gøre ved det?’ Det gik ikke op for mig, selvom hun sagde, at der virkelig ikke var nogen sædceller,” fortæller han.

”Det betyder rigtig meget for mig at få børn. Jeg er ikke typen, der græder særligt meget, men det gjorde jeg i bilen, da det gik op for mig, at jeg muligvis var steril. Dér faldt det hele sammen. Vi var i gang med at kigge efter hus for at finde et sted, hvor vi kunne bo i fremtiden i stedet for den lejlighed, vi bor i nu. Men pludselig føltes alle vores planer ligegyldige.”

Nicolaj stod overfor en identitetskrise, da lægerne pludselig skiftede fokus fra Trine til ham. Hans ego blev hjemsøgt af en dyb tvivl om, hvorvidt han stadig kunne kalde sig selv for mand, og spørgsmålet om, hvad en mand overhovedet er, begyndte at gennemsyre ham.

”Jeg så måske mig selv som supermand, men så fik jeg pludselig at vide, at jeg ikke kunne producere sædceller, og oven i købet havde jeg også forhøjet østrogenniveau. Pludselig følte jeg mig mindre mandig,” fortæller han.

”At blive erklæret steril er et slag mod ens mandighed. Jeg følte mig selv utroligt ikke-mandig, da jeg fik det at vide. Man føler, at den opgave man er sat i verden for at gøre, den kan man ikke løse. Rent instinktivt og dyrisk tænker man, at næste trin pludselig er, at det er en anden mand, der skal gøre min kæreste gravid. Jeg ved jo godt, at det ikke er sådan, det helt fungerer, men alligevel er det en tanke, der sætter sig i hovedet. En anden mand skal klare min opgave. Og det tror jeg er med til at gøre, at mænd ikke snakker så meget om det. Det føles umandigt.”

Nicolajmedhund.jpg

Der er ingen mænd, jeg kan tale med om mit tabu

Under børns opvækst lærer de fleste, at familien nærmest er naturlov. Der er som regel et sæt forældre af to, nogle har måske søskende, og venner af familien bliver tit en del af familien på samme vilkår, som en fætter eller kusine er det. Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at Nicolaj hele sit liv havde taget for givet, hvad det egentlig ville sige at blive far. For ham havde det altid været et uomtvisteligt faktum, at han en dag ville give sine gener videre.

”Men det er måske ikke så nemt alligevel,” fortæller han, mens hans flakkende øjne skiftevis fortæller en historie om en mand, der har accepteret sin situation, og en anden mand, som stadig kæmper med den.

”Og så begynder man at se på tingene anderledes. Hvad der var vigtigt før, er måske mindre vigtigt nu. Lige da det skete, så følte jeg, at mit arbejde og min karriere var ligegyldigt. Jeg tænkte slet ikke på fremtiden, men kun på, at jeg ville give alt, hvad jeg har i mit liv, for at jeg bare kunne få én sædcelle og få et barn. Alt, som var vigtigt for mig før, var lige pludselig ikke vigtigt mere.”

Havde det gjort en forskel for Nicolaj, hvis han i en tidligere alder havde opdaget det, er han ikke sikker på. I virkeligheden frygter han, at det kunne have været et reb om hænder og fødder i jagten på kærligheden. Hvem ville dog være sammen med en steril mand, spørger han retorisk, hvis de ønsker børn i fremtiden?

Svaret er umiddelbart tættere på, end man skulle antage. For Trine sidder ved siden af Nicolaj, og hun har ingen planer om at flygte. De vil kæmpe sig igennem steriliteten og fertilitetsbehandlingen sammen og få det barn, de har drømt om. Også selvom Trine i chok først havde planer om at stikke af.

”Lige da det skete, var der 15 sekunder, hvor jeg nåede at tænke ’nå, så må jeg finde en anden mand, som jeg kan få børn med’. Det var lige, da chokket ramte, og det var meget hurtigt ude af mit hoved igen. Men det var dét, jeg tænkte,” fortæller hun.

”Det var jo så dumt.”

Nicolaj nikker, efter Trine selv kalder tanken for dum, og de griner begge to.

”Det ville være svært at navigere rundt i, hvis man som meget ung finder ud af, at man er steril. Skal man sige det på første date? Skal man vente indtil, at man er i forhold med en person, og så fortælle dem det? Jeg synes, at det er heldigt for mig, at det sker, mens jeg er i et rigtig godt forhold. Selvom jeg føler skyld overfor Trine,” svarer han.

Trine kigger ned i bordet. På hendes skød sidder deres hund, Bella, som egentlig er Trines fra før deres forhold, men som Nicolaj har adopteret som sin egen. Den lille hvide plyshund stirrer skiftevis på de to og bliver omfavnet med kærlighed og smil af begge.

Lyden af en vejrtrækning siver ud af Trines mund, og hun kigger på Nicolaj.

”Det har heller ikke betydet det store for vores forhold. Nicolaj kan godt have nogle off-dage, fordi alle vores venner de føder jo fandeme på skift,” fortæller hun og sætter sin hånd på hans skulder med et skævt grin på munden.

”Så når vi sidder til forsamlinger og bryllup og hvad man ellers skal til, så spørger folk os, ’nå, skal I ikke have børn snart?’. Men nej, det skal vi så ikke lige nu. Vi har fortalt det til de tætteste af vores venner, men når andre spørger, så siger vi bare jo, ’det skal vi på et tidspunkt.’”

”Jeg synes, det er et enormt tabuiseret emne. Når jeg søger efter svar og hjælp på Google, så er det meget tydeligt for mig, at der ikke er nogen mænd, der snakker om det. Og slet ikke 26-årige unge mænd. Der er ikke rigtig nogen steder, hvor der står noget om det. Du kan snakke en masse med læger og fertilitetsklinikken, og det er også rigtig fint. Men der er ikke nogen mænd, der snakker om det at være ufrivilligt steril,” fortæller Nicolaj, der siden sin første konsultation om hans ufrivillige sterilitet har forsøgt at finde et sted, hvor han kunne snakke med andre mænd om det – uden held.

”Der er virkelig mange kvinder, der er gode til at fortælle om deres fertilitetsproblemer. Så der er en form for ensomhed forbundet med det. Heldigvis er Trine og jeg gode til at snakke om det, og derfor ser vi det også som vores problem og ikke mit problem. Vi er to om det. Så man kan sige, at vi begge måske føler os lidt ensomme i det. For i vores vennegruppe er der for eksempel ingen, der kæmper med det.”

Steril3.jpg

Det er mig, der er skyld i det her

Midt i en storm af følelser og knuste fremtidsudsigter, finder Nicolaj sig i en situation, hvor det værste ved det alligevel ikke har noget med ham at gøre. Det er ikke nemt for ham at sætte fingeren på, hvor den største sår i hans sjæl skal findes oven på de chokerende nyheder, men på en gåtur rundt omkring hans hjem i Nykøbing Falster, kigger han pludselig op.

”Det er skyldfølelsen. Helt klart.”

Ikke skyldfølelse over nogle af de problematikker, der har gjort, at han bikser med tanker om manddom og hvilken betydning det ord egentlig har, men en skyldfølelse, der er endnu værre - overfor den kvinde, han elsker.

”Selvom vi er gode til at sige, at vi er sammen om det, så føler jeg alligevel, at det er min skyld. Jeg kan ikke give os et barn. Jeg kan ikke gøre mit job. Jeg ved godt, at det ikke er min skyld, men jeg føler det stadig, når Trine samtidig er super sund og rask.  Jeg kan ikke lade vær med at tænke, at det ikke er fair for hende. Hun er jo klar til at få et barn nu og her, men på grund af mig skal hun gennem alt muligt behandling.”

Selvom det ikke ville have gjort en forskel for Nicolaj, hvis det viser sig, at han rent faktisk er født steril, så ville han stadig ønske, at der havde været langt mere oplysning om, hvor seriøst et problem dårlig sædkvalitet egentlig er. Ikke kun for hans skyld, men for alle mænds skyld. Selvom han ikke er den store drikker og aldrig har røget, mener han stadig, at det ikke er et problem, der bliver taget seriøst nok.

”Det er tabu, fordi man ikke ved, at der er så mange mænd, som har det problem. Ingen tror, at det er dem, der er ramt af det. Jeg troede sgu også selv, at jeg havde supersæd. Det var dét slag, der var det hårdeste,” fortæller han.

Der er brug for et sted, hvor flere mænd kan samles og snakke sammen om deres oplevelser med ufrivillig sterilitet, mener Nicolaj.

”Ikke fordi, at vi skal sidde i en rundkreds, men der er virkelig brug for nogle åbne grupper for mænd,” siger han. Når han klikker sig gennem googlesøgninger på jagt efter steder, hvor han kan lære mere om, hvordan andre har håndteret de følelser, han nu kæmper med selv, bliver han skuffet gang på gang.

”Der kommer kun netdoktor op. Ingen private mænd deler deres oplevelser,” fortæller han.

”Grunden til, at jeg sidder her og taler ud om det, er fordi, at jeg ikke synes andre skal sidde og lede efter nogen at snakke med og blive sendt hen til sider som netdoktor. Det kunne være fedt, hvis der var et forum for det. Tabuet skal brydes ned. Mange mænd går igennem det her. De er derude, og de skal snakke om det. Vi er stadig mænd, selvom vi ikke kan lave vores egne sædceller,” fortsætter han.

”Jeg har behov for at snakke om det at være mand. Ikke at kunne lave sit eget barn. Og at være far, det er noget, man vælger at blive. At det er okay, at det er en anden mand, der bliver sæddonor til mit barn. Det sidste var virkelig hårdt for mig. Når folk læser om det her, så håber jeg, at der er bare én mand, der tør at skrive ’hej, jeg sidder i den præcis samme situation.’”

imagekz8m7.png

Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd, Sundhed, Portræt og Interview