Jan Bartram, Tidligere landsholdsspiller, var en del af truppen under VM i Mexico i 1986.
Da vores koner og kærester ankom til slutrunden omkring åbningskampen, var vi spillere som løver i et bur. Vores opstart havde nemlig været lang. Meget lang.
Vi startede i Vedbæk, hvor vi rendte rundt med iltmasker for at vænne os til den tynde luft, vi skulle spille i. Derefter rejste vi på træningslejr i Colombia, og seks uger senere tog vi til Mexico.
Så ja, vi var som løver, da kvinderne kom anstigende, men Sepp (daværende landstræner, red.) ville ikke lade os have alenetid med dem. Hans filosofi var, at vi skulle holdes til fodbold-ilden og ikke lade andet kommei vejen.
Imidlertid blev presset fra truppen for stort. Et par kampe inde i turneringen måtte Sepp bukke under og tildele os en eftermiddag med vores kvinder.
De mere erfarne spillere købte straks et hotelværelse og strøg af sted, men jeg var jo en ung studerende, der var med for at lære, så jeg måtte indgå en aftale med min værelseskammerat, Per Frimann, om, hvordan vi tidsinddelte vores kammer.
Da Per var ankelskadet, fik jeg medlidenhed med ham og lod ham starte, men det skulle jeg aldrig have gjort. For da det blev min tur, måtte jeg hamre og banke på værelsesdøren, uden at det fik Per til at reagere det mindste.
Efter en rum tid kom han så endelig til døren, men han åbnede den ikke. Tværtimod begyndte han at forhandle om tiden igennem den lukkede dør, og til sidst måtte jeg tage min kæreste i hånden og trække hende ned i hotelbaren, hvor vi tog en drink og ventede på, at Per fik gjort sig færdig.
Han tog sig god tid, husker jeg tydeligt.
