Sne i solens rige: En guide til skituren i Japan scroll-down

Sne i solens rige: En guide til skituren i Japan

Japan byder muligvis på den bedste puddersne i verden. Men hvordan får man egentlig mest ud af sin skitur i landet? Vi tog afsted, lejede en autocamper og skabte vores eget japanske eventyr.

Af Tobias Liljeroth
Foto: Tobias Liljeroth
Sport Euroman

Japan. Solopgangens land. Puddersneens land. Blandt skientusiaster har Japan bevæget sig mod nærmest mytologisk status, når talen falder på god sne og anderledes destinationer, der sammen skaber en totaloplevelse ulig noget andet, vi kender i Europa. Forklaringen er ikke kun den fænomenale sne, Japan tilbyder, men også den særlige kultur i landet, der gør rejsen til meget mere end en skiferie.

Der er ikke lige så store bjerge som i Alperne, og størrelsen på skisportsstederne i Japan er normalt ret beskeden. Men sneen er noget særligt, og lad os da bare forstå hvorfor: Over vinteren bliver der over Sibiriens gigantiske, nedkølede landmasse dannet et lavtryk, der bevæger sig mod det isfrie og dermed relativt varmere Japanske Hav. Det genererer store mængder fugt, som efterfølgende falder som nedbør, når det rammer det kolde, japanske ørige. Nedbør i form af enorme mængder sne. Puddersne, konayuki.

Men i japan er skiløb ikke noget, der eksisterer i et vakuum. Det handler lige så meget om den omgivende kulturelle kontekst: Fra det japanske folk og deres dyrkelse af en helt anderledes populærkultur, end vi kender i Vesten, til deres kunst og fascinerende historie og ikke mindst deres fantastiske madkultur. Og hvorfor egentlig lade sig begrænse af en enkelt destination, når man nu er rejst hele vejen om på den anden side af jorden. Glem alt om en uge i en satellitby i Alperne eller en hytte på fjeldet, hvor du ikke ser andet end pister, beton og bunden af en fadøl. Lej i stedet en autocamper og få den fulde oplevelse.

Det er ikke et særsyn at se autocampere parkeret på de japanske skisportssteders parkeringspladser. Og der findes dedikerede udlejere af autocampere ved lufthavne, som er nemme at booke hjemmefra. Du skal dog være opmærksom på, at man i Japan har venstrekørsel og dermed højrestyrede biler. Ilddåben sker allerede få sekunder, efter man forlader Chitose-lufthavnen ved Sapporo, hvor et trafikeret firevejskryds skærper alle sanser. Så er vi i gang!

Se, hvad vi ellers skriver om: Ski