Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Alt kan ske indtil sidste underskrift er sat

Alt kan ske indtil sidste underskrift er sat

”Play the ball on the ground for fuck’s sake” brøler den store assistenttræner til en af Wigan-spillerne. Han mener det, men det er både med et smil og med kærlighed. Spilleren får et dask i ryggen efter øvelsen. Jeg er ikke i Tyskland mere…

10 dage tidligere i København:

”I am so sorry William” siger stemmen i den anden ende med spansk accent. Maven slår lige en kolbøtte, mens jeg får fremstammet ”but why?”.

Jeg sidder kl. 12.03 den 1.sep og kigger ud over lufthavnen fra en af de øverste etager på Hotel Hilton. Min kone og jeg har valgt at tage hertil tidligt søndag den 30.aug for at være klar til at tage med min agent ud i Europa og finde min nye klub, inden transfervinduet lukker den 1.sep kl. 23.59.

Jeg sidder pludselig med 12 timer tilbage, inden jeg i så fald ville være nødt til at blive i Stuttgart, hvor udsigterne er mørke og lysten ikke-eksisterende. Det er en sindssyg situation.

LÆS OGSÅ: Landsholdet i medgang og modgang

Jeg kan ikke lade være med at grine efter samtalen, som afbryder mit Elche-skifte. Grine over, hvor specielt det er at sidde og tro, at tingene endelig var afgjort og bare manglede de sidste detaljer til så pludselig at være i frit fald.

Det har været et stort pres de sidste mange uger. Håbet om, at der vil komme en god og rolig beslutning, bliver mindre og mindre, som dagene går.

Mange samtaler med agenterne. Pludseligt håb i form af henvendelser og lige så mange skuffelser, som tiden er gået. Fodboldens datingportal var en hård omgang rent mentalt denne gang. En oplevelse som min kone og jeg forhåbentlig kan grine af om nogle år, men nok ikke før.

Jeg tager taxaen lettere desillusioneret op mod Helsingør. Træning med landsholdet om to timer. Det bliver godt med lidt frisk luft. Jeg kan mærke, at kroppen har brug for at røre sig, komme lidt af med noget spænding.

”Uwe Rösler, Wigans manager ringer til dig om 5 minutter.”

LÆS OGSÅ: Kampen for at blive klar til kamp

Min agent er lige blevet kontaktet af Wigan, som vi har været i kontakt med hen over de sidste par uger. De har lige solgt en af deres midtbanefolk. Jeg tjekker batteriet og signalet på mobilen. Det er ikke nu, at jeg skal løbe tør for strøm eller ramme et dødt hul i mobildækningen.

Samtalen går godt. Tror jeg i hvert fald. Nu skal agenterne tage næste skridt med Wigan. Da jeg ankommer til landsholdslejren siger flere spillere og folk omkring holdet tillykke med skiftet til Elche.

Jo, mange tak…

Jeg har ikke engang overskud til at forklare, for mit hoved er et andet sted.

Meldingerne fra Stuttgart har været skiftende omkring min fremtid, siden jeg sluttede i Fulham. Jeg har været ret præcis, om at jeg ville væk, men træneren og sportschefen ville have mig til at blive.

Det gjorde, at jeg begyndte at arbejde og indstille mig på at blive i Stuttgart det sidste år af kontrakten. Det varede dog kun indtil den sidste træningskamp. Der kunne jeg godt se skriften på væggen. Jeg konfronterede træneren og opfattede af hans undvigende svar, at det var tid til at komme væk.

LÆS OGSÅ: Transferdating

Min analyse er, at træneren ville se truppen an, indtil han havde et overblik. Det skabte ikke den bedste situation for mig, men sådan er spillet nu engang. Måske skulle jeg ikke have stolet så meget på dem, men jeg var begyndt at tro på et comeback i Stuttgart. Jeg lærer stadig, hvordan spillet spilles.

Efter landsholdstræningen er det hurtigt i bad og så i en taxa og ind mod min agents kontor inde i København. På vej ind ringer Uwe Rösler igen. Om jeg kan skynde lidt på det hele, så vi når det inden deadline?

”ja, det kan han fandeme tro, jeg nok skal.”

Inde på kontoret går vi igennem detaljerne for kontrakten. Valget står mellem at blive i Stuttgart med den højere løn og mere prestige, som ligger i en traditionsklub i Bundesligaen.

Wigan betyder mere spilletid og derigennem glæde og kampform. Samtidig er luftforandringer meget nødvendige, kan jeg mærke. Valget er ikke svært. Det bliver Wigan. Utroligt, at vi skulle alt dette igennem for at ende med en klub, som var blandt ønskeklubberne fra starten af.

Jeg skriver en kort kontrakt. Jeg kan sagtens forestille mig at skrive korte kontrakter resten af min karriere. Jeg har nu oplevet i Stuttgart, hvor jeg skrev en 4-årig kontrakt, at jeg mistede friheden til selv at bestemme over fremtiden.

Den erfaring har i hvert fald gjort, at jeg gerne vil betale for den større frihed igennem en lavere løn. Jeg har ikke tid til at sidde på bænken et sted, fordi jeg ikke har kunnet komme ud af en kontrakt. Det er min karriere for kort til, hvis jeg gerne vil opnå de ting, jeg stadig drømmer om.

Printer og scanner arbejder på højtryk. Mange forskellige papirer, der skal underskrives og kontrolleres.

Jeg sidder med mine to gode venner og min kone og spiser sushi, da agenterne kommer ind og siger, at nu er alt godkendt. Et lettelsens suk går igennem os alle, jeg husker stadig, hvordan det føltes for 10 timer siden. Alt kan ske, indtil sidste underskrift og godkendelse er på plads. Vi får et glas champagne, gode krammere til vennerne og et langt kys til konen, inden det er ind i en taxa igen og på vej mod landsholdet.

Jeg kan ikke lade være med at sidde og smile lidt på vejen op til Helsingør. Over skiftet, over dagen og over at jeg nu skal ændre søgefeltet på boligsiderne på nettet fra Elche til Wigan. Samme øvelse. Bare noget komplet andet.
Jeg sletter den spanske sprog-app jeg downloadede tidligere i morges. Måske en anden gang.

Ankomst på Hotel Marienlyst. Bum, sceneskift. Nu er det landsholdet, det gælder. Fokus skiftes. Landskampe.

Manchester lufthavn. Bum sceneskift. Fokus skiftes. Alt inden for 12 dage.

Jeg er kommet til England og englænderne med deres humor, jovialitet og ligefremhed. Der bliver snakket og grinet meget i opvarmningen. Formentlig nok til, at de fleste andre trænere, jeg har haft, ville få et føl. Men når vi spiller, så bliver der gået til den. Også i en grad som jeg sjældent har oplevet. Det er frisk og ærligt spil. Ikke altid så meget omtanke eller taktik, men mere fokus på mod og energi.  Det kan jeg godt lide. Jeg kender det fra Fulham. Og så kan jeg til tider helt føle mig som Xavi eller Iniesta hvad angår pasninger langs jorden og få spillet til at flyde.

Efter træningerne går tiden med at kigge på boliger, lære området at kende og restituere fra kampene. Jeg glæder mig til at flytte ud af hotellet snart. Efter 2-3 ugers tid er det bare ikke så fedt som de første par dage. Hoteller er bare midlertidige stationer, som kan give en følelse af rodløshed.

Den første kamp mod Blackburn giver mig de første indikationer omkring hvilken liga, jeg er kommet til. En meget hård liga med 46 intense kampe, hvor du skal kæmpe om hver en centimeter. Tempochokket jeg får, oplevede jeg også i Fulham. Det er et sindssygt højt tempo som jeg ikke engang oplevede i Bundesligaen. Bolden går meget hurtigt og skifter ofte hold. Men jeg ved, at jeg vænner mig til det, og jeg har kunnet se den udvikling fra første til fjerde kamp.

Vi får kun 2 point i de første 5 kampe, jeg er med i, og spillet er ikke optimalt. Det er ikke godt nok for en klub som Wigan, som vil spille med om at rykke op i Premier League. Jeg er glad for mine minutter og for luftforandringen. Jeg føler mig allerede hjemme og kan mærke, at topformen er på vej. Nu skal vi bare lige have lidt medvind på point-siden, så kan jeg ikke klage.

Wigan og jeg kan blive det rigtige match. Forudsætningerne er der, men fodboldlykken er svær at forudsige. Jeg må erkende, at i stedet for at søge stabile omgivelser i fodboldverdenen må jeg lære at arbejde og navigere i kaos. Jeg fik god træning på det område i transfervinduets sidste dage. Det kan jeg ikke lade være med at skrive med et lille smil – utroligt som oplevelser kan gå fra forfærdelige til humoristiske på kort tid.