Euroman

Landsholdet i medgang og i modgang

John Faxe scorer til 1-0 mod tyskerne i finalen i 1992. Jeg sidder som seks-årig og kigger lige meget på skærmen og på mine forældre. De råber, griner og er så optagede, som jeg aldrig har oplevet dem før. Jeg prøver at være med, kigger rigtigt grundigt på skærmen og lærer alle spillernes navne. Jeg har ikke forstået, hvad det er landsholdet kan endnu, men jeg kan som seks-årig se en forskel i dagene omkring Europamesterskaberne i ’92.

Ved købmanden taler vi lige pludselig med alle andre i køen, vi taler om landsholdet, vi smiler til hinanden, og vi deler noget. Lige pludselig kendte vi alle hinanden i området. Aldrig har en ferie været hyggeligere.

15 år senere blev jeg udtaget til landsholdet til en træningskamp i Århus mod Irland. Vi tabte 4-0, og jeg var impliceret i et mål eller to. Ikke en drømmedebut må man sige. Men jeg kan huske, at jeg stadig havde et smil om munden efter kampen.

Smilet var en glæde og stolthed over blandt andet at være nået så langt i min karriere, men også fordi jeg huskede på, at landsholdet er noget helt specielt. At vi med landsholdet har en mulighed for at påvirke danskerne. Det er det største privilegium ved at være landsholdsspiller.

Hvor mange 6-årige sad foran skærmen, da vi spillede 2-2 mod Italien i Parken i slutningen af sidste kvalifikation og fik samme fornemmelse af landsholdet, som jeg gjorde i ’92? Og hvor mange af deres forældre sad og bed negle og levede sig totalt ind i kampen? Helt sikkert nogle, men ikke så mange som i 92.

For mig er forholdet til landsholdet som et ægteskab. Der er medgang, der er modgang, og der skal utrolig meget til, for at jeg accepterer en skilsmisse. Jeg skifter jo heller ikke bare til en brasiliansk supermodel. Jeg er jo dansker, og det kan og vil jeg ikke flygte fra!

Men hvorfor virker det så som om, at så mange danskere er ved at underskrive skilsmissepapirerne med landsholdet?

Jeg tror, at det klart vigtigste for landsholdets popularitet er resultaterne. At vi kvalificerer os til slutrunder, at vi slår Portugal i Parken, og at Cristiano Ronaldo ikke kan komme igennem et par hårdt kæmpende danskere. Det er helt klart sjovest at vinde, og det giver en følelse af at være på den rigtige vej. Men hvis vi ser tilbage over de sidste mange år, så kan vi faktisk ikke være helt utilfredse med antallet af slutrunder, vi har været med i. Så det er måske ikke kun resultaterne, den er gal med?

Der er ingen tvivl om, at konkurrencen om opmærksomheden er øget. I dag er det muligt at se Messi i kamp to gange om ugen på TV eller følge ham hver dag på de sociale medier. Jeg prøver, men jeg kan sgu ikke konkurrere med Messi… Det samme gælder det danske landshold.

Dengang i ’86, har mine onkler fortalt mig, var man glad for at se to minutters sportsindslag om søndagen. Nu er fodbold tilgængeligt hele tiden. Folk bliver stop-fodret. Så hvor er det at landsholdet har sin plads? Hvad er det landsholdet skal kunne, som klubhold og selv Messi ikke kan?

Jeg tror, at svaret skal findes hos den seksårige William, som i sommeren ’92 oplevede noget meget specielt. Han oplevede, hvordan et fælles samlingspunkt kan skabe et bedre samfund. Det kan fundamentalt få samfundslag til at flyde sammen i en rus af resultater på banen, øl og en lille smule stolthed over vores dejlige Danmark. Det er der ikke meget andet, der kan, og jeg vil arbejde hårdt for, at vi igen vil opleve sådan et sammenhold.

Jeg vil ikke være med til at begrave landsholdet som samlingspunkt for danskerne. Jeg vil tilbage i samme liga som Kongehuset. Jeg vil fandme lave tunnel på Frede og udplacere Dronning Margrethe. Jeg vil have, at seksårige skal se deres forældre blive lige så euforiske og stolte over Danmark, når nogle få udvalgte mænd sparker en bold oftere i nettet, end modstanderen gør, som dengang i ’92.

Jeg elsker selv at være med på landsholdet. Her føler jeg, at jeg kan give lidt slip på den mere kolde klub-side af fodbolden, som til tider kan være ved at opsluge mig. Den side, som handler om mig selv, min karriere og min lønseddel. Landsholdet er stedet, hvor vi kan og skal skrue ned for den egoisme.

Jeg føler, at de high-fives, der bliver givet før kampene, er mere ægte end dem, der bliver givet på et topproffesionnelt hold ude omkring i verden. Ja, de kan ligefrem gøre ondt nogle gange, så meget vi vil vise, at vi vil landsholdet og hinanden. At vi vil det fællesskab.

Jeg oplever tit på klubholdet, at folk siger, at vi skal spille som et hold og virkelig kæmpe for hinanden. Det er for mig skuespil og en måde at italesætte et pseudofællesskab på. Min påstand er, at man ikke er et hold, når man har brug for at sige det. For det er givet, selvfølgelig skal vi spille som et hold. Følelsen af skuespil får jeg aldrig på landsholdet.

Der er vi mere et hold end nogen af de hold i udlandet, jeg har kendt til. Og det til trods for at vi ikke har en hverdag sammen.

Vi spillere skal også være bevidste om, at vi er nødt til at løfte i flok - alle mand. Det er generelt sådan i lille Danmark, når vi konkurrerer mod andre lande. Vi bruger vores sociale ansvarlighed og sammenhængskraft til at præstere. Men det er også en enorm styrke og giver en glæde at lykkes sammen. Vi er ikke Brasilien med alle deres individualister, men vi kan stadig vinde på vores måde.

Og det skal vi værne om, det skal vi kræve af hinanden. Kræve, at vi prøver at lægge nogle af de dagsordner hver enkelt spiller har, væk, og i stedet påvirke vores fælles dagsorden. Selvfølgelig er landsholdet også et udstillingsvindue. Det skal jeg ikke benægte. Men jeg værdsætter muligheden for at arbejde for noget større end mig selv for en gangs skyld. Det handler ikke om os spillere, det handler om, at der er et yndigt land, og at vi er valgt til at repræsentere det med alt, hvad vi har.

Jeg får en ur-følelse, når der er landskamp, og vi kæmper for dette yndige land. Ja, jeg har ikke vikinge-tatoveringer som Agger, men jeg føler mig som en viking, når der er landskamp. Der kommer et instinkt op i mig. Det er os mod dem. Vi skal enten forsvare os mod indtrængende fjender, eller vi skal ud på togt.

Og det som kendetegner vikinger er stort mod, kraft og kamp til sidste blodsdråbe. Det er disse værdier, som skal være grundlaget på det landshold, jeg kender, og det landshold, som jeg elsker.

Så tror jeg også, at vi får endnu mere opbakning fra dem, som vi repræsenterer. Vi kan ikke garantere sejre, men vi skal garantere vindermentalitet, mod og kampånd.

Ved dette VM kunne jeg notere mig mange sydamerikanske spillere som grædende og meget emotionelt undskyldte eller jublede over sejre eller nederlag. En klar indikation af passion og af, at det betyder noget helt særligt for dem. Jeg har dog ikke tænkt mig at optræde grædende på TV, hvis vi taber til Armenien i første kvalifikationskamp i Parken.

Men I skal vide, at det ville gøre ondt på mig, og jeg håber, det ville skinne igennem på skærmen alligevel. På en dansk måde. På en måde, som er ærlig og åben. Og krydret med, at jeg har knoklet røven ud af bukserne i kampen. Hvis det sker, så håber jeg, at de, der ser med mig, kan ærgre sig med mig, men stadig være stolte over, at vi spillede med de kvaliteter og værdier, som vi bærer på det danske landshold.

Der findes ikke noget bedre end de kuldegysninger, jeg får, når musikken stopper i Parken, og vi alle synger sammen i kor. Ja, jeg bliver faktisk så overstadig, at jeg synger med alt, hvad den kan trække. Undskyld til de af spillerne, der står tættest på. Men lige dér føler jeg noget, som jeg aldrig har følt i udlandet. Dér føler jeg mening og tilhørsforhold. Et tilhørsforhold, som ikke er til diskussion. En konstant i en verden, som ellers altid er under opbrud. En konstant i en verden, hvor alt andet kan vælges til og fra.
Hold fast, hvor jeg savner netop den følelse ude i fodboldverdenen somme tider. Den følelse har så trange kår. Så lad os passe på den.

Lad landsholdet være det sidste sted i international fodbold, hvor det er mere end penge, prestige og egoisme, der holder tingene sammen. Lad os sammen gøre landsholdet stærkt igen. Jeg vil prøve at gøre mit. Ikke bare for at vi kvalificere os til næste slutrunde, men også for at vi får et nutidigt landshold, som vi alle kan være stolte af - både på og uden for banen. Et landshold, som vi elsker at følge og holde af. I medgang og modgang.
Underskriv ikke skilsmissepapirerne endnu kære danskere, hende den brasilianske supermodel holder ikke i længden!