”Where the fuck is my moneycall?,” siger en af de ældre spillere i Fulham højt under frokosten 31.januar 2014, mens han kigger på sin telefon. Alle kigger og griner.

Den ældre spiller ved godt, at han ingen steder skal hen, men giver med joken et godt billede på, hvordan mange sad og tænkte den sidste dag i transfervinduet. De ville ikke misse et muligt opkald fra deres agent. Et muligt opkald, der ville ændre deres liv i løbet af få timer. Måske tilbuddet om noget bedre. De var vant til at sådanne beslutninger skulle tages hurtigt og kun med mavefornemmelsen som pejlemærke.

Jeg sad ikke med telefonen den dag i Fulham, for jeg var jo lige var kommet, men det gør jeg nu, sommeren 2014.

Derfor har jeg oprettet en profil. Vi kunne kalde det Transferdating.eu. Det er ikke et billigt eller moderne datingsite. Men det er der, hvor fremtiden min kone for mig skal findes. Det er angstprovokerende og stressende, for det er ikke et datingsite som er gennemskueligt og barmhjertigt.

Så når jeg nu sidder ved computeren og opdaterer min profil så vil den komme til at lyde nogenlunde sådan her:

Defensiv dansk midtbane og landsholdspiller søger klub/træner som tænker langsigtet og moderne. Jeg elsker, at konceptet og hvorfor’et er tydeligt, og det hele tiden er rettesnoren. Jeg tænker i præstation frem for resultater. Jeg holder af at arbejde med principper frem for regler, og jeg drømmer at få frihed til selv at kunne udvikle og planlægge.
Jeg trives ikke under en træner som f. eks. Felix Magath, hvor det handler om management by fear, men ønsker gennemsigtighed, samtale og humor.
Hvis disse ting er opfyldt, vil du få en meget motiveret medarbejder, der vil arbejde stenhårdt på at gøre de andre på holdet bedre og selv gå forrest med stærke præstationer, stabilitet og nysgerrighed på forbedringer.
Er jeg noget for dig, så giv et ring – men husk det bliver nok en dyr fornøjelse…

Jeg har prøvet det før, at der skal ske noget i den periode. Jeg sidder og venter på de forskydninger og reaktioner ude omkring i verden, som gør, at det bliver min tur til at få min fremtid på plads. Eller måske er jeg heldig, at der er nogen, som egentlig har mig som den øverste på deres liste og ikke bare som nr. 3 eller 4 og først dater andre spillere.
 


Hvem ville ikke gerne føle sig eftertragtet og ønsket som nummer 1? Det er svært, når det i den sidste uge af vinduet pludselig ringer med en bejler. Så kan klubben komme med nok så mange røde roser, man må stadig være realist omkring forholdene for denne mulige aftale.

”Ivan for helvede. Nu er det syttende gang vi taler sammen i dag. Få det nu bare igennem, og ring, når det er færdigt.  Jeg gider ikke høre flere detaljer. RING når det er på plads.” DUT DUT DUT.

Sådan lød det dengang i 2011, hvor jeg var ved at skifte til Stuttgart.

Hvis du som læser kan spore en snert af irritation og frustration, så har du helt ret. Det er rent faktisk mig, præstesøn og fortaler for at man taler ordentlig sammen, der prøver at sige, at jeg har fået nok. Nok af ikke at kunne gennemskue processen fra FCK til Stuttgart i sommeren 2011 på vej på cykel med to venner igennem Nordsjællands sommerlandskab.

Nok af ikke at kunne sige noget med sikkerhed til min kone, venner og familie. Nok af at jeg ikke ved om mit skifte blev til noget og om drømmen om udlandskarrieren blev til virkelighed. Nok af ikke at kunne overskue, gennemskue og fremadskue.
 
Handlen gik igennem samme aften, men jeg stod ikke og råbte ”en gang til”, da missionen var lykkedes.
Transfervinduet er et kæmpe puslespil, så vidt jeg har forstået det, og det har jeg jo nok slet ikke i virkeligheden.



Det er faktisk lidt flovt at skrive, at jeg næsten ingenting ved om, hvordan transfermarkedet fungerer. Om hvordan det er bedst at agere. Jeg har altid været vant til at kunne gennemskue situationen og finde en god løsning og plan. Men denne sommer sidder jeg endnu engang i samme situation som de seneste par transfervinduer og venter på at transferdating.eu skal starte.

Men hvorfor bliver det sådan et stort spil? Hvorfor skal al ting være så hemmeligt og fortroligt?

Det skal det nok, fordi alle spillere, trænere og klubber ønsker at få det optimale ud af deres potentiale og ressourcer.

Det skaber en struktur, hvor mange af de spillere, som har præsteret fantastisk i denne sæson er jaget vildt – de ser godt ud i nutidens smukke lys. Vi andre, som engang var de smukke, ser lidt rustne og farlige ud i de kritiske og resultathungrende øjne fra fans og medier. Og du ville da være en dum sportsdirektør, hvis ikke du ønsker dig deres ros og applaus. Der kommer nok senere et punkt, hvor du kan bruge alle de opsparrede point på kontoen.

Derfor er det for mig igen en lidt mere speciel situation, end dengang da jeg var ’ung og lækker’ i FCK. Dengang var det ikke så svært at få en god og hurtig aftale med Stuttgart. Det var nok bare ikke det rigtige valg, men dejligt var det at være eftertragtet. Ja, gid man var 26 og lækker igen. Godt at jeg er blevet gift. Jeg kan kun klare en form for kødmarked af gangen…

Det er nemlig en anden situation, jeg står i nu. Hvis en mindre klub ønskede at købe mig, og jeg også var interesseret, så skulle denne klub stadig købe mig af Stuttgart. Og selv om jeg var klar til at gå ned i løn, så skulle den mindre klub stadig betale det som Stuttgart forlanger og ønsker tilbage af deres investering. Ikke forholdet til William Kvist Jørgensen, men investeringen i fodboldspiller WK A/S eller GmbH. Sådan er spillet, det er en forretning.

Så det er ikke bare to parter, men tre, som skal blive enige, og det i en højspændt tid, hvor den interesserede klub samt spilleren måske begge har andre og bedre muligheder, som de først vil forfølge.



Det kræver lige pludselig rigtige stor timing, skuespil og politik at sige ’jeg elsker dig’ på det rigtige tidspunkt. Det er lidt som at skrive for hurtigt eller for langsomt tilbage efter første date.
Hvis du ikke får så mange interesserede op på din Tinder app, så må du jo passe på med ikke at være for kræsen og så håbe på at der er andre som godkender dig.

Så jeg må sminke mig op og sende billederne til Ivan, som vil gå fra dør til dør og banke på og tale med dem som ønsker at høre nærmere. Sådan kan det føles nogle gange i hvert fald. Omvendt så er jeg også spændt på at se, hvilke bejlere der kommer forbi min dør og ønsker et forsigtigt første kys.

Jeg ønsker nemlig ikke at tage hvor som helst hen. Det skal være det rigtige. Det er jo det, jeg har lært i Stuttgart. Det skal være det rigtige match, hvor jeg kan udfolde mig igen. Der har været for mange forhindringer og svære miljøer at manøvrere i for mig de sidste par år - for meget ego og for lidt hold.

Problemet er at i fodbold opstår der sådanne lommer af hold og koncepter i ofte få måneder eller år. Hvem kunne have forudsagt at eksempelvis Southampton har spillet fantastisk fodbold i PL i år, og er løsningen så at prøve at tage til Southampton, hvis der byder sig en mulighed? Det kunne sagtens være, at de ville være nød til at sælge ud og den ånd og holdgejst dermed hurtigt kan forsvinde.
Men jeg kan prøve at finde det. 

Måske er det utopi i udlandet at finde dette match, men det er det jeg vil gå efter og efterprøve.
Jeg håber, at mine præstationer og kvaliteter trænger igennem alt det fnidder med penge, politik og bagmænd. Jeg håber, at det kun er et spørgsmål om de fodboldfaglige emner, der kommer til at afgøre min fremtid, og at disse klubber vil være interesserede i mig. Jeg er klar på daten i hvert fald. Men som de fleste nok har læst i Euroman nr. 245, så er det desværre ikke altid fodbolden, der vinder i fodbolden.

Men jeg må håbe og tro på, at det findes derude, alt imens jeg sidder med min telefon i hånden og venter på mit moneycall.