DE VAR UMULIGE at overse. De tre strømlinede køkkenmoduler stod linet op i forlængelse af hinanden på standen i Bella Center på Amager og lignede en designers våde drøm om et specialbygget køkken. Glem alt om HTH og hvide, neutralmarinerede køkken-øer. Her var frække bordplader i rustfrit stål, fiberbeton og sprøjtelakeret egefinér, kombineret med låger og skuffer i sort, sexet sikkerhedsselestof, der gjorde op med the usual suspects i det danske køkkenlandskab.

Hvis køkkenproducenten KVIK i startnullerne blev berømt for sloganet ’Alle har ret til et fedt køkken,’ så syntes denne udstilling rent faktisk at levere varen, bare med 20 års forsinkelse. Det var ikke kun, at de tre køkkener stod på den mest centrale plads på designmessen northmodern og bogstaveligt talt var svære at overse. Det var især, at tre af Danmarks hotteste arkitektfirmaer, BIG, Norm Architects og Henning Larsen Architects, stod som afsendere i samarbejde med det nystartede Reform, der tilbød IKEA-hacks for de designorienterede. Det var i 2015, dengang virksomheden kun havde seks medarbejdere, heraf en på løntilskud, og omkring nul kroner i egenkapital.

I dag har Reform snart 150 ansatte, kontor i København, Aarhus, New York, Los Angeles og i fire byer i Tyskland, herunder Berlin, og planer om at åbne showrooms fra Paris over London til Bruxelles. Nå ja, og så har statens finansieringsfond, Vækstfonden, lige investeret en hulens masse penge i firmaet, så der nu for alvor er plads til at vokse.

OPRINDELIG VAR PLANEN slet ikke at lave IKEA-hacks, som går ud på, at man udstyrer et IKEA-køkken med snedkerlavede fronter og designer-bordplader. Planen var bare at lave et fedt køkken, der var til at betale. I 2013 havde Jeppe Christensen lige overtaget sin brors andelslejlighed på Østerbro i København med et højglanspoleret, hvidt IKEA-køkken, som i mere end én forstand gjorde ondt i øjnene på ham. Det var ham eller køkkenet, der var ikke plads til dem begge. Christensen havde imidlertid ikke råd til et håndlavet snedkerkøkken fra eksklusive brands som Boffi eller Garde Hvalsøe, så i stedet begyndte han at se sig om efter alternativer.

”Jeg satte mig ned og kiggede på køkkenmarkedet og kan huske, at jeg tænkte: ’Hvor er det dog bare usexet.’ Jeg var ikke særlig begejstret for de muligheder, der var, som var sådan noget med at komme ned til en sælger med et logo på kraven og spidse sko, som solgte hvide laminatkøkkener. Det talte ikke til mig,” siger han.

Jeppe Christensen sammenligner datidens køkkenmarked med, hvordan møbelbranchen i Danmark så ud for et par årtier siden: Dengang man havde valget mellem dyre designmøbler fra Fritz Hansen og Carl Hansen & Søn eller billige masseproducerede metervarer fra IDEmøbler og ILVA. Indtil brands som HAY og Muuto bragede igennem lydmuren med deres designdrevne forretninger, hvor der nok var fokus på æstetikken, men også på prisen. Det var brands, som forstod vigtigheden af, at en stol for den moderne forbruger er mere end bare en stol at sidde på. Det er også en fortælling, som skal afspejle, den man er.

”Jeg så et potentiale, for der måtte være lige så mange, som ville købe ind hos HAY, som i et køkkenbrand, der gjorde nogle af de samme ting,” siger han.

Sådan opstod idéen til Reform, og så kom de praktiske overvejelser, for hvordan fanden gør man det? Hvordan bygger man et køkkenbrand, når man ingen penge har?

Dengang, i 2013, stod Jeppe Christensen i et vadested. Hans job som marketingchef for cateringvirksomheden frokost.dk hang ham ud af halsen, og hans drøm om at blive iværksætter var sat på standby efter et par kuldsejlede projekter, der talte en hjemmeside for køb og salg af kunst, samt partnerskabet i møbelvirksomheden Furnish, der lavede specialbygget interiør til blandt andet restaurationsbranchen. Drømmen var stadig at blive økonomisk uafhængig og at have en arbejdsdag uden en chef, der fortalte ham, hvad han skulle lave. Endnu vigtigere: Christensen ville grundlæggende bare have et job, hvor han glædede sig til at stå op om morgenen.

Da først beslutningen om at satse alt på Reform var truffet, søgte han ind på Københavns Erhvervsakademi, KEA, hvor han tog en seks måneder lang grunduddannelse som møbelsnedker. Her sad den cand.merc. uddannede tidligere marketingchef så pludseligt bænket sammen med teenagedrenge med krudt i røven, der lige var gået ud af folkeskolen.

”Det er noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv,” siger han.