Martin har siden 2008 pisket rundt på Carltons gulve: ”14 timer i restauranten er langt bedre end fire foran en computer”
På Pustervig Torv i hjertet af Aarhus ligger Carlton, der siden 1989 har sørget for mad, vin og festlige aftener til byens bedre borgerskab. Vi har besøgt restauranten, hvor tunge erhvervsfolk løsner slipseknuden, kulturpersonligheder danser på bordene, og stamgæster trofast vender tilbage efter den efterhånden legendariske Carlton Espresso.
Af: Andreas HenriksenAf:Andreas HenriksenAf: Andreas HenriksenFoto: Martin Ford
UNDER FINANSKRISEN I 2008 blev Carlton sat til salg – til en fornuftig pris – så jeg slog til.
Da jeg overtog stedet, var det ikke blevet passet på længe. Niveauet på service og mad var dalet gevaldigt siden åbningen i 1989. Det betød, at vi brugte de første fire-fem år på at gøre Carlton til et sted, folk igen havde lyst til at komme.
FOR NYLIG HAVDE vi tre store erhvervsledere forbi til frokost. De holdt et lille venskabsjubilæum, og i den forbindelse fik de lidt lavmælt fortalt mig, at jeg skulle behandle dem ekstra pænt den dag.
Straks greb jeg vores klokke og hamrede et par gange på den. Alle gæsterne i restauranten blev helt stille.
”Bare lige så folk er orienteret, så har vi tre herrer herovre, som gerne vil have, at vi er lidt søde ved dem i dag,” sagde jeg.
Jeg tror, de synes, det var fedt, at blive mødt i øjenhøjde.
Vi er ikke bange for at tage styringen og provokere vores stamgæster lidt. Køber de fx en vin i den billigere ende, kan vi godt finde på at spørge om det nu også går okay for tiden.
Det er samspillet med gæsterne, jeg lever for. 14 timer på gulvet er langt bedre end fire foran en computer.
Annonse
DER ER MANGE folk fra toppen af det danske erhvervsliv, som kommer hos os. En af vores stamgæster er Karin Salling. Hun vil altid sidde ved ét helt bestemt bord ovre ved vinduet. Vi har døbt det Karin Sallings bord. Her har hun altid førsteret.
Der skal være plads til, at nogle gæster bestiller dyr bourgogne og kaviar, mens andre bestiller varm chokolade. Som vi minder hinanden om, skal alle gæster behandles lige dårligt.
Blandt personalet har vi en regel om, at vi ikke tager billeder af kendte mennesker. Én enkelt gang måtte jeg gå på kompromis med det princip. Tom Jones var her nemlig for at spise, aftenen inden han i 2018 skulle spille på Skanderborg Festival. Da han var på vej ud ad døren, måtte jeg simpelthen spørge, men inden jeg færdiggjorde min sætning, afbrød han mig:
”Vil du have et billede?” spurgte han.
Det er den eneste gang, det er sket. Billedet ligger stadig et sted i kælderen.
DET VI SÆLGER absolut mest af er vores bøf bearnaise. Vi sælger simpelthen så meget oksekød.
Vi havde engang en stor gut inde, som bestilte salat til sin bøf. Vi slukkede musikken og tændte op for ’Also sprach Zarathustra’ af Richard Strauss og rullede så serveringen ind med et stort lysshow. Vi tømte en hel tre liters kondibøtte med salat og serverede det på et fad. Det går ikke. Ingen salat til bøffen.
GÅR JEG FORBI et bord og ser, at bestikket ikke ligger ordentligt, kan jeg blive vanvittig irriteret og udbryde, at ’nu må de saftsuseme lige tage sig sammen’. Det samme gør sig gældende, hvis jeg ser, at der serveres fra den forkerte side.
Det kan godt være, jeg er for krævende, men jeg vil have, at tingene er i orden – for jeg ved, at det er de små ting, der gør forskellen.
Når jeg har raset af, tager vi det med et smil og skyller ned med en Fernet-Branca.
Annonse
FERNET BRANCAEN ELLER Carlton espressoen, som vi ynder at kalde den, blev til en aften, hvor en fyr hamrede døren ind.
”Er det her et værsthus?,” spurgte han ud i restauranten.
”På en måde, måske et lidt dyrere et af slagsen,” svarede jeg ham.
Han ville bestille et shot Fernet Branca. Det kunne han ikke længere få i baren på den nærliggende restaurant, hvor man nu skulle sidde ned, hvis man ville bestille sprut – og den ordre gad han ikke parere.
En dag dukkede han igen op med sin kæreste. Jeg var hurtigt over ham.
”Nå. Skal vi starte med en lille Fernet i dag?”
Han svarede diskret, at han ikke drak mere.
Da de havde sat sig ved et bord udenfor, gik jeg ud med hvad der skulle forestille at være to espresso til dem. Kaffe i hendes kop og Fernet Branca i hans. Da han så mig, sagde han:
”Martin, du ved godt, jeg ikke drikker kaffe.”
Jeg kiggede ham dybt i øjnene og sagde, ’i dag gør du’.
Annonse
Der opstod Carlton-espressoen. Pludselig var det sådan én, alle vores stamgæster ville have. Fra to flasker om måneden, er vi nu oppe i omegnen af 1200 flasker om året. Vi har endda fået vores helt egen Carlton x Fernet-Branca-espressokop, som er udstillet på Fernet Branca museet i Milano.
CARLTON ER IKKE et sted, man ejer, men et, man låner. Sådan har jeg det i hvert fald. Min opgave er at passe på restauranten, indtil jeg skal give den videre.
Det betyder, at der ikke skal laves radikale ændringer. Én af de ting, jeg alligevel har tilladt mig at forandre, er billederne på væggene. Kun to af de gamle malerier har fået lov til at blive hængende. Ét af de malerier fik den tidligere ejer Jan Rode af en gammel advokat ved navn Erik Andersen. Han havde fundet det hos en gadesælger i Cannes, og købt det med hjem. Motivet viser en flot fransk renæssancebygning, men med et ’Carlton’-skilt, som pryder facaden. På trods af, at det clasher en smule med resten af æstetikken, kan jeg ikke få mig selv til at pille det ned.
SELVOM JEG IKKE kunne drømme om at have et andet arbejde, må jeg erkende, at min fysik ikke holder til det samme arbejdstempo og de samme arbejdstimer om 10 år.
Jeg fantaserer om, at når jeg bliver en gammel mand, så vil jeg hver dag, støttende til min stok, komme ind på restauranten og tage plads i mit faste hjørne. Tjenerne vil hilse på mig og vide at jeg skal starte dagen med en kop kaffe før jeg bevæger mig over i et glas vin. Når trætheden melder sig hen på aftenen, skal der komme en chauffør og køre mig hjem.
Hvis man er sådan én, der gerne vil spille musik, så skal man jo se på historien, ikke? Så kender man den Led Zeppelin-sang. Man kender den Guns N’ Roses-sang. Man kender musik fra alle årtier. Men bare at konsumere musik – at lytte – det er noget andet.