En vegetarisk vinterret: Bagt græskar med butterbeans og cremet valnødde-sauce

Kulden er her længe endnu, så det er helt oplagt at byde sine gæster på en rigtig vinterret. Her får du opskriften på ovnbagt græskar med butterbeans i en varm valnødde-sauce, som serveres med en skive gedeost og salvie på toppen.  

En vegetarisk vinterret: Bagt græskar med butterbeans og cremet valnødde-sauce
Offentliggjort

4 personer:

Ingredienser

  • 100 g valnødder
  • ½ hokkaido-græskar
  • 1 spsk. olivenolie
  • Salt og sort peber
  • 1 fed hvidløg
  • 1 spsk. smør
  • 1½ dl piskefløde
  • 2 spsk. dijonsennep
  • 1 dåse butterbeans
  • 2 salvieblade + ekstra til pynt
  • 4 tykke skiver gedeost – her er brugt friskost

Fremgangsmåde

  1. Rist valnødderne i ovnen i 10-12 minutter ved 180 grader. Tag en fjerdedel fra til pynt. Hak resten til fint mel i en minihakker eller foodprocessor.
  2. Skær hokkaidoen i smalle både – bare behold skindet på – og kom dem i et ovnfast fad. Dryp med olivenolie, og krydr med lidt salt og peber. Bag græskarret i 30 minutter ved 200 grader.
  3. Hak hvidløg fint. Smelt smørret i en gryde, og svits hvidløg i ½ minut ved lav varme. 
  4. Tilsæt fløde og sennep. Lad det simre ved lav varme i 10 minutter. Tilsæt valnøddemelet, bønner inklusive det vand, de ligger i, og salvieblade, og varm det igennem. Smag til med salt og sort peber.
  5. Anret bønner og sauce i dybe tallerkener, og kom bagt græskar og en skive gedeost på toppen. Pynt evt. med ekstra salvie.

TIP De ristede valnødder er hemmeligheden i denne fyldige ret. Husk at riste dem først, så deres intense nøddesmag virkelig kommer til sin ret. Her er brugt en gedefriskost, men det kan også være en lagret gedeost med hvidskimmel.