Nogle ideer er så indlysende gode, at det ikke er alle og enhver beskåret at få dem. Michael ”Jim” Delligatti, der i mandags døde i Pittsburgh 98 år gammel, er en af dem, der fik en ide, der ikke synede af meget, men som blev en gigantisk succes.
I 1967 foretog han et eksperiment. Han serverede en burger med tre skiver bolle, heraf den ene uden skorpe, og to hakkebøffer i den McDonald’s, som han drev i Uniontown, Pennsylvania.
Big Mac kaldte han opfindelsen, som han snart solgte i alle 47 McDonald’s-filialer, som han drev i Pittsburgh-området, og mindre end et år senere kunne man købe dobbeltdækkeren over hele USA.
Selv om McDonald’s-koncernen i dag afprøver en version af den helt store burgerpakke spicet op med thaichilisauce fra Sriracha, er opskriften på Big Mac’en, der i dag sælges i mere end 100 lande, forblevet uændret:
Ud over de tre sesamboller og de to oksekødshakkebøffer indeholder den kendte og elskede burger salat, syltet agurk, ost og den såkaldte special sauce. Igennem sit liv ville skaberen aldrig røbe indholdet i den specielle sauce – ”så ville det jo ikke være en hemmelighed længere,” som han i 1993 sagde til Bloomberg.
Big Macs far er en af flere uafhængige McDonald’s-drivende, der i årenes løb har opfundet nogle af kædens største sællerter. For eksempel blev kædens populære morgenmad-sandwich opfundet på en McDonald’s i Santa Barbara, Californien i 1972, ejet af en Herb Peterson. 90 procent af alle kædens restauranter i USA er i dag franchiser.
Men det var faktisk lidt sejt arbejde for Delligatti at gøre Big Mac til et verdensomspændende hit. McDonald’s-ledelsen tøvede nemlig med at lancere den på landsplan.
”De følte, at de havde alt, hvad de havde brug for på det tidspunkt,” sagde Delligatti til Bloomberg i 1993.
Først efter, at andre franchiser i Toledo, Ohio havde taget konceptet til sig, turde koncernen satse på det.
Sidenhen har avisen Economist lanceret gennemsnitsprisen på burgeren, der bare i 2008 blev langet over disken 550 millioner gange over hele verden, som et sammenligneligt indeks for to valutaer. Indekset var, da det blev introduceret i 1986, ment som en morsom anskueliggørelse af valutaer og købekraft, men er sidenhen blevet taget så forholdsvist alvorligt, at det bliver opdateret hvert år.
For eksempel kostede en Big Mac i juli 2016 godt 5 dollars i gennemsnit i USA, mens den kun kostede 2,79 dollars i Kina efter de daværende vekselkurser. Det betød ud fra det rå Big Mac-indeks, at den kinesiske Yuan var 45% mindre værd på det tidspunkt.
Og hvad fik Michael ”Jim” Deligatti så for sit bidrag til McDonald’s økonomi og til verdenskulturarven? Ifølge ham selv ikke en øre, som du kan se i nedenstående video.
Til gengæld fik han en mindeplade.
