København har fået sin første rigtige engelske pub: ”Der var ikke det der sted med mad – dét, som en pub egentlig er i England”

Der er dømt folkehus og brune klassikere på Københavns allerførste engelske pub, hvor du fra nu af vil kunne følge med i dart, cykling og alverdens boldspil med en kold pint i hånden og noget britisk comfort food på tallerkenen.

Offentliggjort

Imens det netop overståede verdensmesterskab i fodbold for alvor tog fart, begyndte der at dufte af Guinness og proper pies på Nørrebrogade i København.

Her har de to stiftere af restaurantkæden Hooked, Matthew Jeffery og Kasper Bundgård Christensen, åbnet The Jeffery, en vaskeægte engelsk pub opkaldt efter Matthew, som er opvokset i Cheltenham, England. Og er du gået forbi en weekendaften – eller egentlig bare enhver aften, hvor en VM-kamp er løbet af stablen – er du formentlig stødt på et hjørnelokale fyldt op til randen med lokale nørrebro’ere, andre københavnere og fans i færd med at spise fish and chips og drikke stedets egen cask ale, brygget i samarbejde med To Øl.

Indretningen er klassisk victoriansk med støvrøde vægge, en dekoreret bar i bejdset egetræ og et dart-hjørne, der bevogtes af en udstoppet ræv. Siden The Jeffery slog dørene op for knapt en måned siden, er der blevet langet utallige pints over disken, og så måtte pubben endda gå i forlænget åbningstid, da Englands kvartfinalekamp mod Norge trak ud.

”Vi kunne ikke bare have slukket for fjernsynet i forlænget spilletid, så var folk jo aldrig kommet igen, og de var måske blevet rigtig sure. Så vi holdt faktisk åbent og tog én for holdet,” fortæller Kasper Bundgård Christensen.