Vores forbrug af ultraforarbejdet mad er skammeligt højt – særligt når man sammeligner os med Spanien og Italien

Det er nemt at kigge mod USA og slå en hånlig latter op, når man ser nogle af deres bekymrende statistikker for folkesundhed. 

Som det eneste vestlige land i verden falder gennemsnitslevealderen i Guds eget land, og det skyldes bl.a. livsstilssygdomme en masse, hvor en stor del kan spores tilbage til både manglende motion og katastrofal kost. 

En netop offentliggjort undersøgelse fra Centers for Disease Control viser, at 53 procent af de kalorier, den amerikanske voksne befolkning spiser, stammer fra ultraprocesseret mad. For børn under 18 år er det tal helt oppe på 62 procent. 

Godt nok er der sket et lille fald i kaloriefordelingen fra henholdsvis 56 procent og 66 procent siden 2018, men ikke desto mindre er det stadig højt – alt for højt. Og man tør slet ikke tænke på, hvor høje tallene er i de stater, hvor både indkøbsmuligheder og folkeoplysning er begrænset.

Men, men, men. Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i et samtalekøkken, hvor der sjældnere og sjældnere bliver lavet rigtig mad. 

Herhjemme kan vi nemlig også være med, når det kommer til industrielt fremstillede ’fødevarer’, der finder vej til vores køleskabe, skuffer og i sidste ende maver. Op til 45 procent af det daglige energiindtag herhjemme er nemlig ultraforarbejdet. Skammeligt højt – særligt set i lyset af, at det i Spanien og Italien blot er 16-17 procent.

Ligesom vores hjerner efterhånden er skolet af dopaminfix fra blinkende notifikationer, er vores maver også i tiltagende grad tilbøjelige til at vælge de nemme løsninger.

Rigtig mad er dyr, og den kræver tid og evner. Jeg ved det selv: Min otte-årige datter hungrer efter de ting, der på den korte bane stiller sulten og slukker hjernen, mens der skal en mere bestemt tone til i køkkenet, hvis hun skal med på den sundere vogn. 

Selv kan jeg også være til fals for nemme løsninger, hvis tiden er knap og opfindsomheden lille. Men jeg prøver, og jeg lykkes heldigvis de fleste gange.

Det er et problem for os alle sammen, hvis vi ikke får gjort noget ved udviklingen af ultraforarbejdede fødevarer. Effekterne er mange: Vores afgrøder bliver monokulturelle, vores jord bliver mindre biodivers, og vi udtømmer det hele for næringsstoffer. 

Samtidig bliver kravet til behandlinger af livsstilsygdomme større og større, hvis det eneste, vi stopper i hovedet, er sukker og industrielt fremstillet møg. 

Jeg er glad for at være ved roret af Gastro, som insisterer på den rigtige vej. Og jeg er stolt af den store, loyale læserskare, som vælger kvalitet og smag. 

At ændre fødevaresystemer er en massiv opgave, som starter i det små – helst hjemme i køkkenet og ude på de restauranter, der går den ekstra mil. 

God fornøjelse med det nye Gastro, der er på gaden nu, og som du bliver både glad og mæt af at læse.