Mode og fodbold danser kinddans som aldrig før, og intet sted kommer det mere til udtryk, end når det franske fodboldlandshold samles en håndfuld gange om året.
Anført af FC Barcelona-backen Jules Kounde har de franske landsholdssamlinger udviklet sig til en veritabel modeopvisning, hvor Les Bleus-spillerne – inspireret af NBA’s tunnel walk – virker til at møde ind med målet om at overgå hinanden i en eller anden intern tøjkonkurrence (af og til kammer det også over i det rene udklædning).
Derfor giver det også rigtig god mening, at det franske fodboldforbund i forbindelse med det forestående VM, der sparkes i gang i næste uge, har allieret sig med det franske luksusmodemærke Jacquemus om en capsule collection, hvis kerne er en trøje, som det franske landshold skal bære under opvarmningen til sommerens slutrunde i USA, Mexico og Canada.
Kollektionen tager afsæt i Jacquemus-grundlægger Simon Porte Jacquemus’ personlige forhold til fodbold. Inspirationen kommer blandt andet fra en marineblå Nike-træningsjakke fra hans ungdom og den fodboldkultur, der prægede 1990’erne, og resultatet er en kollektion, der blander sportens æstetik med Jacquemus’ karakteristiske sans for rene linjer og en underspillet fransk elegance.
Samarbejdet er det seneste kapitel i Jacquemus’ tætte relation til Nike, som begyndte i 2022. Dengang hentede designeren ligeledes inspiration i vintage-sportswear og Nikes kampagner fra 1990’erne.
Kollektionen er samtidig knyttet til den franske organisation Sport dans la Ville, der siden 1998 har arbejdet for at skabe bedre muligheder for unge fra socialt udsatte områder gennem holdsport.
Frankrig spiller første kamp ved VM mod Senegal den 16. juni klokken 21 dansk tid.
Jeg har været en kæmpe egoist. Jeg har levet et meget, meget travlt liv, siden jeg var et ungt menneske og startede mine første firmaer. Jeg har siddet i spidsen for en international koncern i 18 år, hvor jeg rejste over 170 dage om året. Og der har det altid været Inge, som fik vores hjem til at fungere.