Efter at have bestået den tredje og sidste del af prøven kan
lektor og sektionsleder for Design og Forbrugeradfærd på Institut for
Fødevarevidenskab, Qian Janice Wang, nu officielt kalde sig
’Master of Wine.’
Ovenikøbet er hun den første i Danmark, der kan benytte den prestigefulde
titel. Det
skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
I over 70 år har ’The Institute of Masters of Wine’ uddelt titlen,
der anses for at være den højeste udmærkelse i vinens verden. Uddannelsen er
opdelt i tre stadier, der er notorisk svære at bestå.
På verdensplan findes kun 420 ’Masters of Wine’. Janice gennemførte
den på bemærkelsesværdigt kort tid: fire år. Hvilket næsten er det hurtigste,
man kan gøre det på.
Janices passion for vin begyndte i hendes tidlige 20’ere, da
hun boede i Seattle, USA, og arbejdede som softwareingeniør hos Microsoft.
Sanseoplevelser – og særligt lugtesansen – havde altid interesseret
hende, og vinkurser blev hendes måde at dyrke interessen på.
”Jeg blev interesseret i vin, på grund af den kompleksitet
man kan finde i dets aroma. Der er så mange fascinerende aspekter af duft i
vin. Og ved formelle vinsmagninger, spytter man jo vinen ud i stedet for at
drikke det. Så det handler udelukkende om den sensoriske oplevelse,” siger Janice
i pressemeddelelsen og tilføjer:
”Det sjove er, at jeg faktisk er allergisk over for alkohol.
Men det passer godt til mit ønske om alligevel at prøve de her skønne vine -
hvis jeg kun kan få ét glas vin, så skal det også være dyrt!”
Ved siden af arbejdet på Københavns Universitet samarbejder
Janice med vinbaren og -butikken Roots Vin om kurser og smageabonnementer, så
danskerne kan blive bedre vinsmagere.