På dette danske slot er der forbandet pænt. Sådan helt provokerende flot, faktisk. Og maden smager vidunderligt

Efter et år med rokade og tumult i geledderne på Danmarks mest legendariske slotrestaurant, har en ny køkkenchef fundet sig til rette bag Dragsholm Slots tykke mure i Odsherred. Rasmus Storm er en ung kok med ambitioner og 500 noter på telefonen med nye idéer til spændende retter. Men han er også en kok, der har kæmpet med at tro på sig selv og sit værd bag gryderne.

Offentliggjort

JEG FATTER DET ikke, da slotforvalter, Anders Tønsberg, i sin firehjulstrukne golfvogn triller os rundt omkring slottets nærmest vulgære idyl og snakker om, at vi jo kan se ud over hele Lammefjorden herfra. Jeg kan kun se bakker, marker og træer. 

”Så vidt jeg ved, er det Kattegat med Sejerø i baggrunden, vi kan se der mod vest,” siger jeg klogt ud mod det eneste stykke vand i miles omkreds. 

Jeg nævner også, at jeg har kigget på et kort, og at der er 13,7 kilometer i fugleflugt fra Dragsholms hvidkalkede mure til Lammefjordens bred mod øst. Så hvad snakker I om, tænker jeg.

”Lammefjorden blev inddæmmet i slutningen af det 19. århundrede,” svarer Anders Tønsberg roligt.