Kører man et par kilometer uden for den søvnige lilleby Torup i Halland, kommer man til Knystaforsen. Et stort, rødt træhus fra 1871, der er som taget ud af en romantisk drøm om Sverige. Tidligere var det Rydöbruks savværk og en vigtig del af det, som engang var Hallands første industriområde. På den anden side af fossen havde papirmøllen og jernværket buldrende fremgang frem til 2. Verdenskrig, hvor konkurserne så ramte og lagde bygningerne øde. I mange år efter var det kun vandet i den brede fos, der buldrede her, ca. to en halv times kørsel fra København.

Men i det gamle savværk ved fossen brænder ilden i dag på ny. Knystaforsen er i dag hjem for ægteparret Nicolai Tram og Eva Helbæk Tram og deres to drenge. I weekenderne forvandler de deres hjem til en fuldtonet restaurant, hvor ild, røg og vilde og dyrkede råvarer fra områdets små producenter får lov at sætte menuen. Halland ligger et godt stykke fra kysten, så der er ingen saltvandsfisk at finde her. Til gengæld er der floder og søer med krebs, sandart, gedde og aborre, og de omgivende skove er fulde af elge, dådyr og fasaner, som også sætter deres præg på menuen.