Opskrift på tarte tatin med karamelliserede skalotteløg
Foto: Line Thit Klein

Opskrift på tarte tatin med karamelliserede skalotteløg

Tarte tatin med karamelliserede skalotteløg

Her får du opskriften på tarte tatin med karamelliserede skalotteløg.

Til 4 personer.

1 kg skalotteløg
2-3 kviste timian
25 g smør
Salt
Peber
2 dl kirsebærvin
1 rulle butterdej

Pil løgene, og halvér dem på tværs. Skyl og aftør timiankvistene. Smelt smørret i en tykbundet pande, der kan gå i ovnen. Lad løgene snurre i smørret ved middelvarme i 10 minutter, og vend rundt i dem undervejs. Krydr med salt og sort peber, og tilsæt kirsebærvin og timian. Kog vinen ind, til den danner en tyk sirup omkring løgene.

Vend så alle løgene, så de ligger med skærefladen ned mod panden. Tag panden af varmen. Rul butterdejen hen over løgene, og klem kanterne ned langs indersiden af panden. Prik huller i dejen med en gaffel.

Bag tærten i 25-30 minutter ved 200 grader, til den er gylden og er puffet flot op. Lad tærten afkøle i 10-15 minutter, før du med stor selvsikkerhed vender den ud på en tallerken.

Tip:
Sørg for, at det er kirsebærvin og ikke likør, du bruger. Frederiksdal laver fx flere vine, men også en likør. Likøren bliver for sød til formålet. Den gamle vagabondkirsebærvin er faktisk en likør, så den dur ikke. Vi skal bruge syren
fra vinen som modspil til løgenes sødme.

Se, hvad vi ellers skriver om: Opskrifter, Hovedret og Mad