Hvert år udgiver VisitDenmark en opgørelse over de mest besøgte turistattraktioner. Listen indeholder i år 300 seværdigheder fra Tivoli over Den Hirschsprungske Samling til Thisted Museum med deres besøgstal i 2016 og afslører fx, at BonBon-Land er omtrent 50 gange så populært som Fossil- og Molermuseet.

Ud over forsideryddende nyheder som det, kan du bruge listen til en meget, meget vigtig ting, her midt i sommeren.

For ja, det kan virke indlysende at bruge noget af sin ferie på at få besøgt de museer og forlystelsesparker, du ikke har tid og overskud til at få besøgt i hverdagen, og som alle andre åbenbart har set. Men alt for ofte kan det være en skrækkelig affære, når de overrendes af besøgende fra nær og fjern, så det kan være svært at få albue- og pusterum.

Derfor bringer vi dig her en gennemgang af nogle af de mest populære, danske attraktioner, som du bør holde dig fra – enten fordi de i sommerperioden ikke er til at mase sig ind i, eller fordi de slet og ret ikke er turen værd. Samtidigt får du en række alternativer til pinslerne.

Tivoli

Besøgende i 2016: 4.638.000

Danmarks mest besøgte turistattraktion er muligvis også den meste kendte, nemlig turistmagneten nummer ét: Tivoli. Grundlagt i 1843 er den verdens næstældste, kun overgået af Bakken, men ligger midt i midten af København og koster, modsat Bakken, entre.

Ikke mindre end 120 kroner koster det. Og det er altså kun for at komme ind. Så kan du sidde på en bænk og kede dig, indtil din kæreste kalder dig nærig og begynder at flirte med en gruppe japanere, der har købt turpas. Skal du også have sådan et, skal du af med yderligere 230 kroner per næse.

Tivolis besøgende er en umage blanding af asiatiske turister, der gør en dyd ud af at filme alt og alle, ungersvende der udfordrer hinanden til at drikke om kap og kaste op i Det gyldne Tårn og skuffede, ældre mennesker, der ikke kan genkende Den gamle have, som den var da de var børn.

Så det er bare at stille sig i kø og vente på, at det bliver din tur til at tabe din telefon ud af lommen fra en rutsjebane, der gør dig for ør til at lave noget resten af dagen. Bliver du hængende længe nok affyrer Tivoli et fyrværkeriarsenal så overdrevent, at folk langt ude i forstæderne tror, russerne er ved at invadere.

Prøv alternativt

Lad os lige lave et regnestykke: Hvis du har inviteret kæresten med i Tivoli, og I både skal prøve noget OG indenfor, er I oppe på 700 kroner. Hvis vi leger med tanken om, at I også vil have noget at spise, så lad os for eksemplets skyld sige, I tager forbi Brødrene Price og får den billigste hovedret, det er noget med porre, til 175 kroner og skyller ned med en lille sodavand til 35 kroner, så er I i alt oppe på 1.120 kroner. Og så er der hverken til en softice eller en tur i skydeteltet.

For det samme beløb kunne I have fået to aktier i Coloplast og to i Vestjysk Bank. I kunne have fået en overnatning på et superior dobbeltværelse på Marienlyst Badehotel med morgenmadsbuffet, I kunne have fløjet direkte til Mallorca sammen, eller I kunne have købt 12 biografbilletter.

Rundetårn

Besøgende i 2016: 654.000

Der er nok nogle turister, der tænker, at vi danskere er et beskedent folkefærd, der undersælger vores attraktioner. De turister får sig noget af en brat opvågning, når de besøger Den Lille Havfrue og Rundetårn.

Det er et tårn. Det er rundt. Der er ikke meget mere at komme efter. Det ser flot ud udefra og dets bygherre, Christian IV, har skrevet en rebus af en gåde på facaden, som der stadig ikke er nogen, der er helt sikre på, hvad skal betyde.

Hvad angår pris, koster det 25 kroner at komme ind og 150, hvis du af uransagelige årsager vil have et årskort, og det er jo ikke fordi det i sig selv er særligt dyrt, men der sker ikke det helt store. Det er vel også kun Danmark, hvor det er en attraktion at komme 41,5 meter op i luften.

Det værste ved Rundetårn er faktisk placeringen, for det står som bekendt midt på Købmagergade, og får at komme derhen er man derfor nødsaget til at mase sig igennem en skærsild af jammerlige gademusikanter, tricktyve og østeuropæiske tiggere. Fra toppen af tårnet kan man så stå og kigge på det og samle sig mod til at gå derned igen.

Prøv alternativt:

Vor Frelser Kirke på Christianshavn, som du går forbi på vej til Christiania, har også et tårn. Her kan man komme omtrent 90 meter op i luften formedelst 35 kroner eller 50 kroner for hele sæsonen.

Hvis du ikke er den gejstlige type, så gå på Christiansborg, hvor der er restaurant i tårnet. Her koster en kajesild 105 kroner og det er gratis at gå op i tårnet. Ligesom med Rundetårn er der nogle ubehagelige typer, der holder til ved Christiansborg, men det må du så lære at leve med.

 

Aros

Besøgende i 2016: 836.000

I midten af Aarhus findes Østjyllands selfiespot #1: Your Rainbow Panorama. Der er tale om en 150 meter lang og tre meter bred cirkel udført af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson, hvorfra man kan se hele Aarhus.

Attraktionen består i, at glasset, denne cirkel er lavet af, er i alle regnbuens farver, og som besøgende kan man derfor gå igennem mange forskellige farver og lysindfald, der vil gøre enhver selfie til et hit. Det altså kun, hvis du kan komme til for de rigtigt, rigtigt mange turister, der bliver flere og flere af i takt med, at Aarhus bliver fremhævet i udenlandske medier.

I entrékøen er du stuck bag et hold pensionister med rullekrave, der har slæbt deres arme børnebørn med, som langt hellere ville have besøgt alt andet, og derfor er ved at rive en Michael Kvium fra hinanden, mens bedstemor browser souvenirbutikkens næsten provokerende store udvalg af læsebriller med stålstel. Læg dertil et større parti amerikanere på euro-trip.

Neden under Your Rainbow Panorama ligger et temmelig stort kunstmuseum. Deres cafeteria er fortrinligt.

Prøv alternativt

I stedet for at bestige en kondikrævende trappe, kan du også bare købe et par af sæsonens hippe farvede briller . Det, du så gør er at sætte dine røde solbriller op foran dit kamera, når du vil give dine feriefotos kulør. Ellers er der nok en app til det samme.

Du kan også tage bussen til Moesgaard Museum, der er smukt tegnet af Henning Larsen Architects, spise picnic på taget og tage en selfie med Grauballemanden.

Den gamle by

Antal besøgende i 2016: 510.000

Vi bliver i Smilets By og kigger nu på frilandsmuseet Den gamle by, der er 75 bygninger samlet i midten af byen. Stedet har det maksimale antal stjerner i Michelins turistguide (3) og det koster 135 kroner at komme ind.

Så er der til gengæld også rig mulighed for at gå ind i et velbevaret bondehus fra midten af 1800-tallet og lave den dér ”Gud, her er ikke højt til loftet. Nå nej, de var jo heller ikke så høje dengang, haha” og sådan går en lørdag hurtigt.

Gulvet er lavet af brosten selv inde i husene, og det er helt skørt alt sammen. Det virkelige trækplaster er, at Den gamle by har indrettet en gade, som den ville have set ud i 70’erne med hippiekollektiv, pladeforretning og pamfletter om abort.

Desværre er der tit så proppet med gæster, der falder i staver over et trekornsbrød og en transistorradio i netop denne del af museet, at man ville ønske, de havde taget de dér abortpamfletter lidt mere alvorligt dengang.

Prøv alternativt

Hvis du så gerne vil vide, hvordan det var at leve i 70’erne, kan du bare besøge dine bedsteforældre, der hverken har fået nye møbler eller meninger, siden Poul Hartling var statsminister. Oplevelsen er omtrent den samme, bare mere autentisk og med blød kage fra Føtex.

Desuden har Aarhus et hav af spændende ting at lave, der ikke minder så meget om en skoleudflugt. Lad os anbefale disse 19 som en start.

Rosenborg

Besøgende i 2016: 355.752

Selvom vi tit glemmer det, er Danmark et lille eventyrland med rigtige prinsesseslotte og en værdig dronning, der går i flotte kjoler og kører i kunstfærdige kareter. Vi har verdens ældste monarki og en imponerende historie der følger med, om dog vi i dag hovedsageligt bruger dem til at markedsføre danske ostehapser og legomænd i diktaturstater.

Desuden tiltrækker vores gamle kongehus en hel masse udlændinge, der ikke selv har den attraktion derhjemme, og derfor gerne vil indtage et stykke med pomp og pragt, hvorfor den ene blegfede turist i klipklappere og is ned ad ’Female Body Inspector’-T-shirten efter den anden slæber sine platte fødder igennem kongehusets gamle slotte.

Rosenborg er et af vores allerflotteste, og det er også her, vi gemmer på nogle af vores allerfedeste ting: De over 300 år gamle og de nye gobeliner, buster og malerier af tidligere konger og dronninger, uniformer, våben og selvfølgelig kronjuvelerne.

Kronregalierne, som de også kaldes, er nogle kroner, et scepter, et rigsæble og sådan lidt forskellige ting, tidligere driftige mennesker har smeltet sammen af erhvervede ædelstene for at illustrere, hvor mægtigt et land det her var. I dag ligger de der ligesom bare og venter på at blive solgt til en eller anden multinational investeringsfond.

Prøv alternativt

Hvis det handler om, at du gerne vil se livgarderne, så kan du med stor fordel tage til Amalienborg. Her står som bekendt en del 18-årige værnepligtige knægte og storsveder i antikke bjørnehatte, mens de keder sig og keder sig, hvorfor der på en tilpas varm sommerdag er stor chance for, at de pander en nærgående turist ned med et skarpladt gevær. Og det skal man unde sig selv at se.

Handler det om at se et slot, bliver du nok nødt til at tage et smut ud af byen, hvis du ikke vil stå som sild i en tønde. Fx Jægerspris Slot i Nordsjælland, hvor der kun kommer én for hver 26 besøgende på Rosenborg.

Hvis du gerne vil se guldsmykker, så gå en tur ned ad Nørrebrogade.

Vikingeskibsmuseet

Besøgstal i 2016: 155.745

Vikingeskibsmuseet i Roskilde er den mindst besøgte af de attraktioner, vi har taget med på denne liste. Det ligger nemlig på VisitDenmarks plads nummer 42, men bør alligevel nævnes, da her er et sjældent eksempel på, at nogen i det her land har haft held med at snyde andre end sig selv.

For man forestiller sig nok, at der er action at komme efter på et museum om vores fortid som myrdende voldtægtsmænd. At det vil være lidt mere som Vikings på HBO og lidt mindre hyggenyggeligt end alt andet, vi har at tilbyde.

Virkeligheden er dog en anden, for hovedattraktionen er en mindre samling af gamle brædder fundet på bunden af Roskilde Fjord, som vi siden 1969 har bildt turister ind herremeget er vikingeskibe og ikke bare gamle, halvt opløste brædder. Nuvel, det er da nok skibe, men action packed er det ikke.

Det er uhørt kedeligt i en grad, så en desperat amerikansk turist engang forsøgsvist spurgte en turguide, om man ikke kunne se nogle vikinger i et reservat? Museet er for øvrigt ved at falde fra hinanden, hver gang vinden blæser, og garderoben lugter af gymnasieelever, der har taget livet af sig selv for at undslippe en timelang rundvisning.

Prøv alternativt

Gå i Roskilde Domkirke, hvor Danmarks konger og dronninger er blevet begravet siden Harald Blåtand. Kirken er på UNESCO’s Verdensarvslisteog fyldt med store malerier, marmorkister med skulpturer på toppen og alverdens glimmer og glamour.

Danmarks rockmuseum, Ragnarock, ligger også i Roskilde. Gå derhen. Der kan man høre
D-A-D og Otto Brandenburg, og så koster det 50 kroner mindre at komme ind end i førnævnte, druknede trælast.

Bakken

Besøgende i 2016: 2.500.000

For rigtigt mange frembringer bare nævnelsen af Bakken minder om blå mandag og dermed også minder om at miste tænder, konfirmationspenge og nye Vans-sko til horder af ikke-konfirmerede gæster i verdens ældste forlystelsespark.

Det problem og omdømme kæmper Bakken stadig med. Derfor har de valgt at fokusere mere på en anden horde, nemlig det ældre segment. Ud over Cirkusrevyen og fællessang med TV2 Charlie kan man nu også besøge en form for Matador-land – altså en slags frilandsmuseum baseret på den populære tv-serie med huse lavet af spånplader og en imiteret Postgården med smørrebrød og de mest fallerede af skuespillerne, der giver daglige reenactments af scener fra selv samme serie.

Bakken blev i sin tid til som en add-on til en hellig kilde, de fleste i dag har svært ved at finde i mængden af slagsbrødre, Korsbækfanatiske pensionister fra provinsen og en syndflod af baconchips.

Der er ikke meget hellighed tilbage på Bakken, der i dag mest af alt lever på nostalgi og ufrivillig kitsch, og er man derude, kan man kun undre sig over, om det nogensinde har været sjovt, eller man bare var for stiv på kirsebærvin til at huske sidste besøg.

Prøv alternativt

Hvis det er Matador-abstinenserne, du er kommet for at få i bero, så kan der ikke gå længe, før DR genudsender serien igen. Bare rolig.

Desuden ligger Bakken som bekendt i den UNESCO-beskyttede Dyrehaven, og her er godt nok langt mellem fortyndede fadøl, men meget smukt alligevel. Bare pas på kronhjortene, der ikke er til at spøge med, og som også nemt kan finde på at separere dig fra dine tænder. Om de også stjæler dine Vans-sko vides ikke.

LÆS OGSÅ: 26 steder du skal spise, drikke og feste i Aarhus

LÆS OGSÅ: 9 måder turisterne bliver snydt i København

LÆS OGSÅ: Her er de værste serier i 2017 - indtil videre