I over et århundrede har den falmede, hvide bygning for enden af Peblinge Sø været en del af det københavnske bybillede. På afstand ligner den stadig et eventyrslot, som binder Frederiksberg og Indre By sammen, men på klos hold står det klart, at Søpavillonen har haft et hårdt liv.
I tidernes morgen havde Kjøbenhavns Skøjteløberforening adresse her, og senere blev den transformeret til en anerkendt smørrebrødsrestaurant. I dag er Søpavillonen bedst kendt for sine mange abefester og usømmeligheder, der ville få arkitekten bag, Vilhelm Dahlerup, til at vende sig i graven.
Skiftende ejere har gennem tiden forsøgt – og brændt fingrene på – at genoplive bygningen, alt imens dens forfald blev mere og mere pinefuldt at se på. Nu skal det være slut. En efterårsdag sidste år fik iværksætterduoen ’Klubkongerne’, Simon Lennet og Simon Frank, nok af at se det historiske bygningsværk gå til spilde.
De besluttede, at det var på tide at forandre Søpavillonens blakkede historik, og Frederik Bille Brahe, kokken bag flere af Københavns mest succesfulde spisesteder, skulle med i projektet.
”Ting, der kan være tillokkende og afskyelige på samme tid, har egentlig altid tiltalt os. Om det er den direkte reference til selve ’festen’, eller om det er noget helt andet, ved jeg ikke, men den store, hvide sødrage har altid virket dragende på os. Du står i et slags eventyrligt vakuum, når du skuer ud over alle de københavnske bydele fra samme terrasse uden rigtig at befinde dig i nogle af dem,” fortæller Simon Frank.
Simon Lennet stemmer i:
”For mit vedkommende er jeg gennem hele min barndom gået forbi Søpavillonen på vej til skole sammen med min ven Sune. Jeg kan stadig huske, hvordan vi som ni-årige gik og snakkede om, at en eller anden dag skulle vi købe det slot og lave noget fedt derinde. Gerne noget, hvor vores venner kunne komme til ballondans. Jeg tror måske, at Sune er lidt irriteret over, at jeg endte med at overtage slottet uden ham,” siger han med et grin.
For Frederik Bille Brahe var det umuligt at sige nej til idéen:
”Når man ser sådan et sted, som ligger forfaldent og forladt hen, når nu det har alt muligt potentiale til mere, så er det oplagt at gøre noget ved det. Da Simon spurgte mig, om jeg ville være med i projektet, var min første indskydelse ’Ja, selvfølgelig.’”
Projektet er et af de mere modige i København i lang tid. Søpavillonen har ikke på noget tidspunkt gennem de senere år været en sund forretning. Og de færreste festarrangører har villet røre stedet med en ildtang.
”Jeg har boet i København hele mit liv. Jeg kender ikke én, som bruger det her sted. Jo, Enhedslisten holder sin årlige fest her,” siger Simon Lennet.
Historien om Søpavillonens deroute begyndte allerede, da Kjøbenhavns Skøjteforening solgte bygningen til smørrebrødslegenden Oskar Davidsen, som efter en årrække selv solgte den videre.
Siden 1974 har Søpavillonen lagt gulv til utallige diskoteksfester og muntre selskabeligheder, hvilket har givet anledning til øgenavne som ’Klamydiaslottet’ og ’Søpølsen’.
Søens nye konger
Simon Lennet og Simon Frank gjorde deres entré i det københavnske natteliv i 2010 med natklubben ’Simons’. Siden har de haft medejerskaber i natklubber som ’At Dolores’, ’Chateau Motel’ og ’Sunday’. I 2013 tog Simon & Simon de første skridt ind i restaurationsbranchen med det nu lukkede spisested ’Congo’, og for nyligt åbnede deres nye restaurantkoncept, ’Falang Asiateria’, som serverer asiatisk-inspireret mad og bananasplit. Sammen driver de også reklamebureauet ’Butter Agency’.
Frederik Bille Brahe er uddannet kok fra ’Sketch’ i London og ’Kong Hans Kælder’.
Har tidligere drevet restauranten ’Havfruen’ i Nyhavn. Han gjorde sig særligt bemærket på Københavns kulinariske scene tilbage i 2013 med åbningen af ’Atelier September’ i Gothersgade. I dag ejer og driver han desuden ’Apollo Bar & Kantine’ i Kunsthal Charlottenborg samt museumscaféen på Statens Museum for Kunst, ’Kafeteria’.
Dette skræmmer dog ikke de nye ejere, for som Frederik Bille KongBrahe siger:
”Det er kun godt, for så har vi alle forudsætningerne for at overraske.”
Det blakkede ry og de mange forskellige ejeres forfejlede intentioner om vedligeholdelse har ad flere omgange sat skub i de kommunale diskussioner om det hvide vartegns eksistensberettigelse.
Diskussioner, der endte med en fredning i 1987. Ikke at det ændrede meget, hverken ved det tvivlsomme ry som højborgen for smitsomme kønssygdomme eller den afdankede fysiske fremtoning. Med andre ord var det en hensygnende bygning, som Simon Lennet, Simon Frank og Frederik Bille Brahe overtog i starten af året.
”Vi havde selvfølgelig vores betænkeligheder. Alle de branchefolk og rådgivere, vi spurgte til råds, frarådede os at røre ved Søpavillonen. I hvert fald 20 personer, jeg stoler på, har sagt til mig, at det bare er et sted, som aldrig bliver godt. Men de selvsamme personer sagde også, at skulle der være nogen, der kunne klare det, så ville det være os tre,” siger Simon Lennet.
Gennem det seneste halve år har håndværkere arbejdet på højtryk for at få den hærgede facade, de ramponerede indendørsarealer og nyligt installerede barer klar til åbningen i april. Natklubbens navn er Drama, og den er bygget op som et moderne amfiteater rundt om dj-pulten. På den tilstødende Restaurant Babylon sørger Frederik Bille Brahe for den kulinariske oplevelse. Smokingklædte tjenere sætter standarden: Klæd dig så pænt, du overhovedet kan.
”Vi vil gerne lave verdens bedste fest. Det lyder måske en anelse banalt, men det er det på ingen måde. Det er sagt med stor ydmyghed og respekt. Det kræver virkelig, virkelig meget at stykke en god fest sammen, weekend efter weekend, år efter år,” siger Simon Lennet.
”Det handler i bund og grund om at give folk en anden oplevelse end den, de ellers kan få i byen. Vi vil også appellere til dem, der ikke normalt kommer på restauranter, hvor tjenerne står i hvid smokingjakke, for her kan vi tilbyde dem noget, som de ikke er vant til,” fastslår Simon Frank.
Frederik Bille Brahe:
”Vi lever vi i en tid, hvor der er så meget pres på og så mange forventninger til folk. Vi vil gerne gøre det her til et sted, hvor man kan slippe noget energi løs. Man kan blande unge, ældre, rige og fattige og kunstnere og revisorer og et mix af alle mulige andre folk. Man skal føle sig velkommen som den, man er. Det må gerne være tilfældigt og skabe en form for vildskab.”
Samtidig drømmer de om at åbne Søpavillonen for hele København på alle ugens dage med for eksempel solterrasse, kaffebar og orangeri på pæle ude i søen.
”Vi vil gerne gøre det til et sted for alle. Nu skal vi lige have det hele op at køre, men når vi er faldet til i den nye lokation, begynder vi at åbne op for nye initiativer, så forældre med barnevogne, de ældre borgere og dem, der går tur rundt om søen, også kan nyde Søpavillonen. Det er også derfor, jeg arbejder med at gøre det hele lidt fint og lækkert. Det skal være et rart sted for alle at komme,” siger Frederik Bille Brahe.
Siden makkerparret Simon & Simon første gang fandt hinanden i det københavnske natteliv gennem deres fælles promoterjob på natklubben Cavi, har de været uadskillelige i forretningsmæssig sammenhæng.
Frederik Bille Brahe har de senere år markeret sig på den kulinariske scene med hippe restaurant- og cafékoncepter på københavnske museer og sin hypede kaffebar, Atelier September, som står i stærk kontrast til Gothersgades billige barer. På ham hviler det fulde ansvar for at gøre Søpavillonens restaurant til en succes. Men det er ikke noget, der bekymrer ham, siger han:
”Jeg synes, at ansvaret og forventningerne er gaven ved at være den, jeg er. Da jeg besluttede mig for at lave en restaurant i Charlottenborg Kunsthal (Apollo Bar, red.), rådede folk mig også til at droppe det, fordi de ikke troede på, at der ville komme nogen gæster. Der er mange, som er meget dygtige til det, de gør, men at kunne se muligheder i steder, andre ikke kan, er et udtryk for en særlig kreativitet.”
Der er så mange aktører, der har prøvet at genrejse Søpavillonen gennem tiden, men uden held. Hvorfor kan I gøre det anderledes?
”Det ved vi heller ikke, om vi kan, men man skal vel vove pelsen en gang i mellem. Det er jo gået meget godt indtil videre, og vi har lært meget på vores vej hertil. Nu er vi klar til at prøve at indtage giganten. Det er lidt en David versus Goliat, men på en eller anden måde føler vi, at tiden er til det. Nattelivet i København mangler ny energi, og netop Søpavillonen fortjener om noget vores kærlige skub ind i et spændende kapitel i sit liv,” siger Simon Frank.
”Vi ville aldrig kunne gøre det her, hvis ikke vi også var en anelse naive og drømmende og tørstige efter oplevelser,” siger Frederik Bille Brahe:
”Vi har alle tre en ild brændende i os, og vi tror på, at vores forskellige synergier kan løfte det her. For mig er det all-in. Jeg slapper ikke af, før det lykkes.”
Simon Lennet kalder det et ’vanvidsprojekt’.
”Men vi bliver aldrig som de der stivstikkere af nogle forretningsfolk, som tøver hver gang, de skal gøre noget nyt, bare fordi de har noget at miste. Vi ved, at det er nødvendigt at komme ud over stepperne og satse. Selv hvis vi en dag begynder at tjene penge, kommer vi til at smide dem alle sammen på sådanne dumme sats, fordi det er sjovt. Det er ikke sjovt at have en sikker forretning. Jeg tror, at vi er de fattigste restauratører i Danmark. Men det her handler ikke kun om os. Søpavillonen er en bygning, der fortjener mere.”
Søpavillonen kort fortalt
Bygget i 1894-1895 for Kjøbenhavns Skøjteløberforening, der brugte Peblinge Sø som skøjtebane. Hvert år skulle foreningen søge om lov til at sætte mobile trækontorer op ved søens bred, og da det blev for meget med alt papirarbejdet, søgte de om lov til at opføre Søpavillonen.
Solgt i 1965, da Kjøbenhavns Skøjteløberforening rykkede sit hovedsæde til Østerbro. Den nye ejer var Oskar Davidsen, som rykkede sin berømte smørrebrøds-restaurant hertil.
Siden 1974 har skiftende ejere prøvet at få liv i en forretningen i Søpavillonen. Særligt har man forsøgt sig med forskellige natklubskoncepter, som alle har fået en kort levetid.
I april 2019 relancerede Simon Lennet, Simon Frank og Frederik Bille Brahe det nye Søpavillonen, som med en blanding af gastronomi, drinks, fester og dagsliv skal binde byen bedre sammen.
