Oscar Jerichau er 26 år og har over 45 ansatte: ”Jeg vil hellere have mindre søvn end et kedeligt job” scroll-down

Oscar Jerichau er 26 år og har over 45 ansatte: ”Jeg vil hellere have mindre søvn end et kedeligt job”

På trods af sin unge alder beskæftiger Oscar Jerichau allerede over 45 mennesker i sin rengøringsvirksomhed Hermans Danmark, som han startede sidste år med sin partner Joakim Rostock-Jensen. Her fortæller han om at vågne midt om natten med hovedet fuld af gode idéer, Københavns bedste frokostspot og dårlige vaner.

Af Magnus Fuglsang Søgaard
Foto: Privat
Karriere Euroman

Hvad holder dig vågen om natten?

”Ofte ting, der handler om Hermans, store som små. Jeg går i seng kl. 22, men vågner tit midt på natten med nye idéer, optimeringer og ting, jeg vil gøre anderledes. Det kan være alt fra små opdateringer på hjemmesiden til idéen om at udvikle en international bæredygtigshedsfond. Sjældent noget jeg kan reagere på, når jeg ligger i sengen. Og typisk også idéer, som aldrig bliver til noget, fordi de er urealistiske på kort sigt.

Når man har hovedet på puden, kan man jo nemt drømme stort, men realiteten rammer typisk næste morgen. En gang imellem kommer der dog en genistreg kl. 03.30 – derfor har jeg også altid en blok liggende ved sengen. Jeg har generelt altid været dårlig til at sove, hvilket er en kilde til evig frustration. Men på den anden side, føler jeg mig heldig over at lave noget, som jeg brænder så meget for, at jeg ikke kan sove. Jeg vil hellere have mindre søvn end et kedeligt job.”

Hvem er din vigtigste medarbejder?

”Vi løfter i flok, og vores medarbejdere er vores kerne – så det er svært at svare på. Vores personale er rygraden af virksomheden, og uden dem eksisterer vi slet ikke. Derfor er det typisk også tre-fire medarbejdere, der bliver ’månedens medarbejder’, fordi mange har gjort et ekstraordinært arbejde. Det er enormt vigtigt for os, at alle vores medarbejdere ved, at de er værdsatte, og at de hver især bidrager stort til vores succes. Det er dog ingen hemmelighed, at Tanveer, vores Head of Operations, er et af de mest inspirerende mennesker, jeg nogensinde har mødt. Han er erfaren, målrettet og hårdtarbejdende i en uset grad. Han var med fra start, holder hjulene kørende og spiser hovedpiner til morgenmad. Så han fortjener en ekstrastor medalje.”

Hvornår står du op?

”Vækkeuret er sat til 6:30, men som sagt vågner jeg ofte tidligere af mig selv. Min morgenrutine er generelt meget skemalagt. Jeg trives bedst med meget struktur i hverdagen, og jeg har rigtig meget energi, der skal brændes af, før jeg kan koncentrere mig 100 procent om mit arbejde. Medmindre jeg har tømmermænd, så ligner alle mine morgener derfor hinanden. Jeg står op, drikker et stort glas vand og tager mit træningstøj på, som desuden ligger foldet og klar fra aftenen inden. Så mediterer jeg i 10 minutter, tager i fitness og træner i én time, hvor jeg slutter af med den kolde bruser.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Job og Iværksætter