Sidste mandag rykkede ’Girls’ endnu engang barren for, hvor stor seriekunst man kan lave med et enkelt komisk, brillant afsnit.
Hun kan skrive, hende Lena Dunham. Både sjovt og rørende, og efter at have sendt rollen Marnie på røvtur igennem Central Park sidste mandag i den femte og eminente sæson af ’Girls’, må man endnu engang sidde i sofaen og klappe, så det kan høres helt til Brooklyn. Eller man kan selvfølgelig også bare skynde sig at gense de mest geniale af kultseriens afsnit, der i struktur og elegance kan fremstå som selvstændige og storslåede noveller.
Her er de fem bedste novellelignende episoder fra serien.
5. Free snacks, sæson 3 episode 6
De fire piger i ‘Girls’ vil alle sammen være noget kreativt, men de vil egentlig også bare gerne nyde livet. Den kontrast ser man udstillet til perfektion i sæson tre, hvor seriens hovedperson Hannah (der spilles af Dunham selv) har fået job på magasinet GQ, men ikke føler sig kreativt udfordret. Hun tripper rundt og forsøger at finde glæde ved tilværelsen – men det eneste, hun finder, er de gratis snacks på arbejdspladsen – og samme tilværelses-lede gør sig gældende for de andre karakterer. Man vil gerne have penge at fyre den af for, men man vil helst ikke arbejde alt for hårdt for dem. I et stramt komponeret afsnit emmer hver eneste scene af smerte og i-lands-problemer til op over alle ungpigeører. Afsnittet bliver et sindbillede på en ungdom, der har fået at vide, at de kan blive alt, men som render ind i virkeligheden med et brag.
4. Welcome to Bushwick, sæson 1 episode 7
Stort set én lang hipsterfest i Brooklyn – men sikke en fest! Stille og roligt bliver det mere og mere tydeligt igennem afsnittet, at der er en enorm forskel på, hvordan seriens hovedperson Hannah ser på sig selv og på, hvordan resten af verden ser hende. Alle er fulde, høje eller skæve, men forsøger stadig at feste på en cool og tilbagelænet måde. Rusen åbner dem, men ingen ønsker helt, at den skal gøre det. Afsnittet er et mesterligt nedslag i det følelsesliv, der udspiller sig for unge i midten af tyverne. En umanerlig skarpt skåret historie, der umiddelbart flyder mere og mere ud, men som alligevel konstant er nærværende og påtrængende interessant.
3. Beach House, sæson 3 afsnit 7
Hvis der er noget, ‘Girls’ er blevet kritiseret for igennem årene, så er det at skildre overfladiskhed og stereotyper. Den kritik er dog forstummet de senere år, og det kan netop ’Beach House’- afsnittet tage en stor del af æren for. De fire piger tager nemlig i sommerhus, og alle spændinger imellem dem får pludselig frit løb, da de er ”tvangsindlagt” med hinanden. Afsnittet er en kulmination på al den interne fnidder, der er blevet til en kæmpe følelsesmæssig hårbold, og som pludselig bliver gylpet verbalt op. Som seer sidder man og holder skiftevis med den ene, for så at kaste sin sympati over på den anden, tredje og fjerde. Og det på trods af, at alle pigerne er mere eller mindre usympatiske i afsnittet. Samtidig er afslutningsscenen intet mindre end uforglemmelig.
2. The Panic in Central Park, sæson 5 afsnit 6
Med reference til Al Pacino-filmen ’The Panic in Needle Park’ viser Lena Dunham et uhørt højt overskud som manuskriptskriver. Vi følger den ofte irriterende Marnie på en dag, der viser sig at blive skelsættende af så uendeligt mange komplekse (og småirriterende) grunde, at man frydes ved hver eneste kameraindstilling. På kun et døgn bliver Marnie til et andet menneske, og den transformation er så voldsom, men alligevel nærmest umærkbar, at man gnider sig i øjnene og starter forfra på afsnittet lige med det samme.
1. One Man’s Trash, sæson 2 afsnit 5
På trods af det formidable Marnie-afsnit forleden, så er dette stykke rendyrkede seriekunst fra anden sæson stadig det bedste, der hidtil har været leveret fra ‘Girls’ og Dunham – og formentlig også et af de bedste afsnit, der nogensinde er lavet i de kortere serieformater omkring 22 minutter. I afsnittet følger Hannah efter en noget ældre mand, og bliver inviteret inden for i hans hjem. Hun drages fuldstændig og overnatter. Hver eneste scene lige fra ”stalkingen” til scenerne i huset og til dagen derpå er så gåsehudspræcist leveret, at man sidder blæst tilbage, og da Dunham fører sin Hannah-figur i en ny retning til slut, hiver hun ikke bare tæppet væk under seriens hovedperson – hun udstiller også hele sin egen generation på følsom og intet mindre end genial vis.
LÆS OGSÅ: Adam Drivers fjæs har gjort ham til sin generations mest lysende stjerne
LÆS OGSÅ: Fem vigtige serier du bør unde dig selv at se
LÆS OGSÅ: Psykedeliske pot-tåger gennemsyrer instruktør Andersons mesterskab
