DET ER GODT og vel 15 år siden, Niels Anders Thorn blev ramt af sceneskræk. Efter mere end 30 år som skuespiller og med et bugnende cv af film-, serie- og teateroptrædener, der kræver mere plads, end teksten her kan tilbyde, kan man undre sig over, hvorfor det lige netop var der på det hedengangne CaféTeatret i København inden en premiereforestilling, at den mentale sikring sprang, og en galoperende dødsangst de næste mange år skulle ledsage Niels Anders Thorn i den branche, han tilbage i 80’erne oplevede som en løsrivelse.

For det var, hvad skuespillet havde føltes som, da han forlod medicinstudiet, som han var startet på dengang, fordi ”det var det, man gjorde.”

”Jeg har ADHD, og det gjorde, at jeg havde svært ved at læse og koncentrere mig. Jeg havde hele tiden oplevelsen af, at jeg var forkert, og jeg var konstant frustreret over mig selv og min manglende evne til at tage mig sammen,” fortæller Niels Anders Thorn om tiden på universitetet.