Filmverdenen har det med at hylde eneren i ensemblet.
Skuespilleren, der træder frem, bliver i sin rolle og måske ligefrem forbereder sig i halve eller hele år til få optagedage. Der er eksempelvis noget helt specielt over den måde, Robert De Niro, Daniel Day-Lewis og Christian Bale igennem årene er smeltet sammen med de mennesker, de portrætterer.
Sådanne roller kan vi mærke ud i tær og fingerspidser. Vi forstår, hvorfor bagmændene får den ene Oscar-statuette efter den anden. Der er ikke så meget at diskutere, ikke så meget at tænke over. Det her er bare godt!
Men så er der også roller, som vi ikke helt kan få greb om. Roller, der er så intense, registrerende eller komplekst konfuse, at vi ikke sådan lige umiddelbart hylder dem, men alligevel heller ikke kan slippe dem igen, fordi de har ramt et eller andet i os, som vi ikke kan definere ovre i sofahjørnet.
Var det her virkelig vildt og flot, eller var det måske så vildt, at vi ikke kunne være med?
Sådanne roller kan vi godt vænne os til, at der kommer flere af. For skuespillet er i disse år rykket i en mere naturlig retning. De store skuespillere, der er på vej frem, tænker mere og mere på, at mimikken ikke skal eksplodere på det store lærred. Tag blot disse fem skuespilpræstationer, der viser, at nærvær, timing og noget ubestemmeligt er definerende for tidens mest interessante roller.
Claes Bang i ’Dracula’
For bare tre år siden genkendte de fleste nok Claes Bang som ”ham fra ’Anna Pihl’,” men det er der i den grad blevet ændret på. Siden det massive gennembrud i Ruben Östlunds guldpalmevinder ’The Square’ fra 2017 har 52-årige Bang været dansk films mest lukrative eksportvare – og det er der i den grad en grund til! Claes Bang kan som få andre levere en charme med skyggesider, der kan sende en fortælling eller blot en scene i flere forskellige retninger. Selvom ’Dracula’ som serie ikke er kontinuerlig suveræn, så er danske Claes Bang eminent i titelrollen med de viltre tendenser. At bære en så stor serie igennem på den måde er et mesterstykke af rang.
Kan streames på Netflix.
Antonio Banderas og Jonathan Rhys Meyers i ’Black Butterfly’
Egentlig er denne spændingsfilm ret så mainstream – hvis det ikke lige havde været for ikke bare én, men to uomtvisteligt suveræne skuespilpræstationer. For i fortællingen om en manuskriptforfatter, der inviterer en mand ind i sit hjem med en bunke uforudsete konsekvenser til følge, formår Antonio Banderas og Jonathan Rhys Meyers at vise, hvordan man konstant kan skifte i humør, iver og tempo uden at overspille på noget som helst tidspunkt. Spanske Banderas har i de senere år valgt smallere og mere interessante roller, mens irske Rhys Meyers beviser, hvorfor han er én af Hollywoods mest ombejlede herrer i 2020, hvor han er aktuel i intet mindre end fem film. ’Black Butterfly’ er hovedsageligt flyvedygtig på grund af det komplekse skuespil de to imellem.
Kan streames på TV2 Play.
Stephan James i ’If Beale Street Could Talk’
Regina King modtog en Oscar-statuette for sin birolle i Barry Jenkins mesterlige ’If Beale Street Could Talk’, men kigger man ordentligt efter, er filmen – der er baseret på en James Baldwin-roman – et gigantisk gennembrud for Stephan James. Hver eneste scene, hvor han spiller den unge mand, der uretmæssigt er i fængsel, mens hans kæreste venter deres fælles barn, er smertelig smukt turneret, fordi James aldrig overspiller i en ellers så oplagt rolle til netop dette. Alt er reaktioner på de ting, der sker omkring ham, hvilket skaber et unikt portræt af en ung mand i vildrede. ’If Beale Street Could Talk’ er i billeder, drama og tematik uudtømmelig elegant – ligesom Stephan James.
Kan streames på Viaplay.
Eddie Murphy i ’Dolemite is My Name’
Det var i sig selv lidt af en overraskelse, at Eddie Murphy ikke blev Oscar-nomineret for denne velturnerede rolle. For selvom Murphy igen og igen er sjov som den mærkværdige rap- og komik-konge, der pludselig får en spirende karriere i det kitschede blaxploitation-filmmiljø, så er der også en svie og inderlighed i den sjove mand, som man ellers sjældent ser i så glitrende film. Murphy var da også Golden Globe-nomineret for nogle uger siden, men måtte nøjes med Moët-champagnen ved bordene. Imidlertid skal han nok få udvidet fanskaren med denne sublime præstation, der konstant er nærværende og følsom midt i alle løjerne.
Kan streames på Netflix.
