Anders Matthesen er en sjov mand. Og så har han en fandens god hukommelse, som hjælper ham, når han står på scenen. Her forklarer han hemmeligheden bag sin særlige memoteknik.
I gamle dage skrev jeg mine stikord på hånden, men det ser ikke så professionelt ud, når man ser en komiker, der lader, som om han kigger på uret. I dag stoler jeg på min langtidshukommelse, som er ret god, nogle vil sige uhyggelig. Til gengæld glipper det lidt med aftaler, telefonnumre, fødselsdage og folks navne. Men de ting, jeg kan huske, dem husker jeg meget detaljeret: ”Jo, det sagde du, og du havde den og den trøje på, og du kiggede mod sydøst, og det var samtidig med, at rådhusklokkerne ringede.” Jeg tror, jeg er god til at huske i billeder og lyd.
Jeg har fundet et huskesystem, som jeg bruger, når jeg skal indøve et nyt show. Teknikken fungerer ved, at jeg forbinder hver joke, sketch eller oneliner med et billede, som er let at huske. Jeg har 25 billeder, som altid er de samme. De er lagret ligesom computermapper, og så kan det variere fra show til show, hvilke ting jeg putter i mapperne.
På plads nummer ét har jeg en hvid sejrsskammel, som står nymalet, drejet lidt til venstre, på en grøn græsmark. Den ting, jeg sætter på sejrsskamlen, skifter fra show til show. Jeg kan fx have en joke: ”Jeg har lige været i Tyrkiet, og da jeg stod på stranden, kom en pige hen og spurgte, om jeg ville holde øje med hendes tasker, mens hun var i vandet, og så var jeg jo nødt til at gå med ud.” Den er muligvis ikke særlig sjov, men det fungerer ved, at jeg stiller en pige med store bryster på sejrsskamlen. Hvis joken i stedet for handler om ølentusiaster, så stiller jeg en stor, gylden fadøl, der skummer over og løber ned ad sejrsskamlen.
LÆS OGSÅ Lost in translation: When Tom Chiarella met Anders Matthesen
Billede nummer to er en slangebøsse, fordi den har to pinde. Hvis joke nummer to handler om tandlæger, så ser jeg en slangebøsse for mig, der skyder en tandlæge ud og smadrer ind i en væg. Det er bedst, hvis billederne er voldsomme, så er de lettere at huske.
Nummer tre er det gyldne M fra McDonald’s, fordi det ligner et tretal. Joken, jeg skal huske, ligger inde i en burger, som jeg tager en bid af, og så kigger jeg ned og ser ... adr, der ligger en mejetærsker fx.
Nummer fire er en boksering, fordi den er firkantet.
Nummer fem er lidt anderledes. Mens jeg var ved at lære teknikken, hørte jeg et nummer af Malk De Koijn, hvor de sang ”Vi er nummer fem, fem, fem HUHARH.” Så mit billede på nummer fem blev Geo G fra bandet, som står og tager hatten af, og så kommer tingen, jeg skal bruge, op af den. Det er et lidt mere kompliceret billede, men det virker for mig.
Og nummer seks tør jeg næsten ikke sige, hvad er.
Sådan fortsætter listen op til nummer 25.
En enkelt gang har jeg kørt billedrækken op til 100, da jeg skulle vinde et par solbriller fra en kollega. Han skrev 100 ting på en seddel, og jeg fik en time til at huske dem udenad. De filmede det på video. For at gøre det rigtig svært havde han skrevet ord som kærnemælk, mælkekærner, kvark, ylette, ymer, yoghurt. Min hjerne var ved at koge over. Det føltes, som om jeg lettede ud af min krop. Jeg vandt solbrillerne.
LÆS OGSÅ Lost in translation: When Tom Chiarella met Anders Matthesen
