Lige siden barnsben er jeg omtrent en million gange blevet fortalt, hvor sundt og vigtigt det er blot at nyde sit eget selskab. Ofte bliver evnen til at hvile i sig selv målt op imod evnen til at kunne være alene, men det skaber et kompleks for mig. Jeg elsker at være i selskab med andre, og jeg holder mere af at bruge tid med andre mennesker end at være alene.

Slow living, meditation og andre mere moderne livstilstendenser har udelukkende forstærket argumentationsrepertoiret hos fortalerne for alenetid. Vi har sjældent haft eneværet og kontakten med det indre følelsesregister så meget i højsædet, som vi har i disse år.

For os, der hverken finder det naturligt eller tiltalende at tilvælge alenetid, kan det næsten føles påduttende at skulle forholde sig til, om man burde prioritere eneværet i højere grad. Personligt har jeg hverken noget større kompleks ved mig selv, og jeg flygter heller ikke fra noget, som ellers ville være de oplagte bud på, hvorfor mit eget selskab ikke falder mig naturligt at tilvælge.

For de fleste mennesker er det en nødvendighed, at vi en gang imellem tager stilling til, hvordan vi går og har det, om vi er glade for det arbejde, de mennesker og det liv, vi har tilvalgt. For nogle opstår stillingtagen bedst, hvis deres fritid og eventuelle fridage bruges på at værne om dem selv i enerum.

Jeg tænker ofte på at skulle tilvælge at være alene, men efter flere forsøg med alenetid må jeg konstatere, at jeg hverken får nogen større åbenbaring, finder indre ro eller slapper af i mit eget selskab. Tværtimod.

Jeg er afhængig af andre menneskers tilstedeværelse, og til mit eget store held er jeg i omgangskreds med både sjove, interessante og velbegavede personer, der både udfordrer og underholder mig, når jeg bruger tid sammen med dem.

Det er sjældent, at jeg sidder til et middagsselskab og har en humoristisk anekdote med til bordet, der har udformet sig på egen hånd. Energien, som nogen finder ved at bruge tid alene, får jeg ved at blive underholdt, grine og lære af dem, jeg omgiver mig med.

Hvad andre gør, skal jeg ikke blande mig i, men jeg får ikke opfyldt mine energidepoter ved at ligge på sofaen og se ’Friends’ en hel dag, sætte gang i det store gør-det-selv-projekt eller læse en ordentlig mobbedreng. Om det skyldes, at jeg bruger alenetiden ukonstruktivt, skal være usagt.

Vi må gerne bruge det meste af vores tid på at være til stede der, hvor der er liv og glade dage. Mennesker er, uagtet hvor langt vi går tilbage i historien, flokdyr. Vores overlevelsesinstinkt afhænger af andre, og derfor er det heller ikke obskurt, at mange af os bruger mere tid på at være sammen med hinanden fremfor at opholde os i eget selskab.

Så til dig der læser det her: Nej, du skal ikke være ked af, at du ikke kan være alene. At være sammen med andre mennesker gør livet værd at leve.