DEN KLARE JANUARLUFT er fuld af løfter. Færre kilo, bedre selvværd, renere tænder. For mig spiller den knitrende nattefrost en velkendt melodi om noget af det, vi har i vente: en flodbølge af nye, spændende udgivelser i januar.
Det musikalske årshjul fungerer efter en nulsumslogik, hvor ingen store artister har lyst til at udgive samtidig med de mest ferme konkurrenter, der vil tage en stor luns af streamingkagen. Der skal være lyttere til alle, så de store udgivelser fordeles som et tyndt lag marmelade ud over årets første 11 måneder.
Men i december går årshjulet i stå. Mariah Carey og Michael Bublé sætter sig på hitlisterne så tungt som en julemiddag, og det har de færreste artister lyst til at konkurrere mod, ud over lige Roddy Ricch og Boldy James, der 17. december udgav henholdsvis ’Live Life Fast’ ’Super Tecmo Bo’. Førstnævnte bliver en lille smule dårligere, hver gang man hører det, mens Boldy James har lavet en fænomenal plade, jeg har på jævnlig rotation disse dage.
De store projekter hober sig op i julen, og derfor har januar tradition for at være en uhørt god udgivelsesmåned. Januar 2022 ser ikke ud til at skuffe.
Jeg brugte uforholdsmæssigt store dele af sidste år på at glæde mig til det nyeste projekt fra Gunna, der træfsikkert har skåret alt unødvendigt fyld fra sit musikalske udtryk, og nu lyder til at mestre sin hviskende og døsige diktion til fulde. Han er med afstand den af Young Thugs mange protegéer, der er ældet mest yndigt. I morgen fredag, samme dag som The Weeknd udgiver den højtbelagte ’Dawn FM’, lander Gunnas ’Drip Season 4’, efterfølgeren til gennembruddet fra 2018, og jeg har sat næsen op efter et dogmatisk og kompromisløst hovedværk, så er det sagt.
Ugen efter er hiphop-verdenens nye yndlingsførstemand Cordae (tidligere YBN Cordae, kærester med tennisstjerne og sårbarhedsikon Naomi Osaka) aktuel med albummet ’From A Bird’s Eye View’. Førstesinglerne lyder præcis, som man ville forestille sig: Pralende, store i slaget og med en prominent retrofeature, her Lil Wayne. Det er ikke lyden af fremtiden, men derfor kan det jo godt lyde af noget.
Samme dag, 14. januar, udgiver Earl Sweatshirt sit første fuldlængdealbum siden anmelderhittet ’Some Rap Songs’ fra 2018. Jeg har tænkt mig at høre det, om end modvilligt, fordi ’Sick!’ promoveres som en ”lockdown-plade”, hvilket Earl Sweatshirt burde overlade til danske Instagram-artister, der sætter punktum efter sangtitlerne og drømmer om en medvirken i ’DR Upcoming’. Med det sagt har han de seneste to år taget syvmileskridt i en retning, der klæder ham. Sidste år var soloudgivelserne sparet væk, men Earl Sweatshirt var et tiltrængt, quirky touch som gæsterapper hos genrens mere traditionstro excellencer; Wiki, Boldy James, Armand Hammer, den slags. Jeg forventer, at ’Sick!’ bliver en plade, de unge følelsesmasochister og ældre nostalgikere kan mødes omkring.
Og så er der vores egen, hjemlige andedam. Intet er bekræftet, men jungletrommerne spiller forventningerne eftertrykkeligt i vejret. Mit gæt (!) er, at vi får projekter fra Gilli, Carmon og Sivas i januar. Men man ved aldrig. Bulletinerne lød skråsikkert, at Gillis nye soloplade ville lande nytårsnat, og Sivas har lovet os ’Forza’ i to år.
Er du skuffet over udbuddet? Dette er bare begyndelsen på et år, der næsten kun kan gå i sine forgængeres fodspor og skuffe.
Foråret bør byde op til flere sværvægter-udgivelser; Cardi B, ASAP Rocky, Pusha-T og selvfølgelig Kendrick Lamar. Per instinkt kan man også håbe på en gennemarbejdet soloplade fra Jay-Z, nu hvor Nas lever sin anden ungdom med høj cigarføring på ’King’s Disease II’ og ’Magic’.
Læg dertil det danske koncertår (apropos ting, der har hobet sig op). Der er noget potentielt magisk i stort anlagte onetimer-shows, og der nævner jeg i flæng: Branco i Forum, Lamin i Vega, Gilli i Royal Arena, Benny Jamz i Vega, Sivas i Operaen. Og så begynder små, midtsjællandske fugle også at pippe om store shows på de danske festivaler.
Jeg er klar til at blive skuffet. Er du?
