Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Leder: "Når Gilli siger, vi skal hoppe, spørger folk på dansegulvet: Hvor højt?"

Foto: Petra Kleis

Leder: ”Når Gilli siger, vi skal hoppe, spørger folk på dansegulvet: Hvor højt?”

Gilli, der er på forsiden af det nye Euroman, er beviset på, at man kan blive den største ved at holde sig langt, langt væk fra rampelyset, skriver chefredaktør Kristoffer Dahy Ernst.

Køb vores juli-nummer med Gilli på forsiden her. 

Jeg er begyndt at cykle i stilhed. Jeg plejede at høre podcasts, når jeg var på den tohjulede, men for et par uger siden slog det mig, at jeg havde cyklet hele distancen på seks kilometer til arbejde uden overhovedet at lytte efter, hvad der var blevet sagt. Da jeg cyklede hjem igen, var det audio au naturel – uden lyd i ørerne. Og sådan har det været siden da. Nu lytter jeg i stedet til mine egne tanker og fuglefløjt.

I en verden af konstant sansebombardement er stilhed og fred den ultimative luksus. Det sjove er, at det ikke kræver særligt meget at tilvælge roen. Man skal bare gøre det.

Mit mediepensum nærmer sig et overforbrug. Halvdelen af tiden opsøger jeg selv nyheder og historier, der udvider min verden. Resten af tiden lader jeg mig mere eller mindre frivilligt bombardere af baggrundsmusik, Instagram-posts, deep-dives på Reddit, YouTube-algoritmen og et Twitter-feed, der aldrig stopper.

Og i tiltagende grad har jeg brug for at slukke og koble af, for jeg har erkendt, at der er en grænse for, hvor meget min hjerne kan processere. Jeg tager historier ind uden ende, og til sidst føles det som et ustoppeligt hamsterhjul af dopaminfremkaldende notifikationer, der vrider den sidste energi ud af min nyhedsmættede interessesfære.

Der er lukket for flere indtryk.

Mit store paradoks er, at vi på Euroman selv deltager i det spil. Vi udgiver magasiner, aviser, nyhedsbreve, podcast og artikler på nettet. Vi er aktive på de sociale medier, som driver trafik til euroman.dk, hvor vores indhold gerne skal resultere i både mange sidevisninger og mange digitale abonnenter. Vi er en del af en mediemæssig opmærksomhedsøkonomi, hvor alle kæmper om at fastholde læsernes, lytternes og seernes fokus.

Vores måde at håndtere det på er at insistere på det grundige og på kvaliteten. Vi kan ikke konkurrere på hastighed; tabloidmedierne og Twitter har for længst domineret den disciplin. Så hvis vi ikke kan være først, må vi være bedst. Og gå mere op i det langvarige, loyale forhold til læseren end hurtige klik og sensationelle overskrifter. Vi sætter pris på den tid, du som læser investerer i magasinet, og lover til gengæld at levere et vitaminrigt alternativ til apps og streaming.

I en verden, hvor alt og alle larmer hele tiden, er der noget forfriskende over dem, der tør trække sig. Dem, der ikke har behov for at kommunikere konstant, men i stedet kan nøjes med at stikke snuden frem med måneders eller endda års mellemrum og så til gengæld få både udelt opmærksomhed og være i stand til at sætte et eftertrykkeligt aftryk.

Euroman_Gilli_174.jpg

Lige præcis sådan en type er Kian Rosenberg Larsson. Hans kunstnernavn er Gilli. Kian er beviset på, at man kan blive den største ved at holde sig langt, langt væk fra rampelyset. Du ser ham aldrig til filmpremierer, han poster kun sjældent på Instagram, og det er flere år siden, han gav et stort interview. Indtil nu, hvor vi tegner et stort portræt af ham og har sat ham på forsiden af magasinet.

Hvis du afskriver ham som endnu en rapper, der laver musik, du ikke forstår, så begår du en fejl. For Gilli er overalt. Han var den mest streamede danske kunstner på Spotify i 2021. Og i 2020. Og i 2019. Det er Gilli, de lytter til på klubberne. Det er ham, de lytter til til forfesterne. I køen i Netto. På Den Røde Plads på Nørrebro. I bussen ude på landet. Som den første dansksprogede kunstner rundede han sidste år en milliard streams på sine sange. Én milliard. Han er populær som ingen anden. Det giver ikke længere mening at tale om ham som rapper. Gilli er Danmarks ubetinget største popstjerne i ordets reneste form.

Nogle udgiver og skaber overskrifter konstant. Gilli er i studiet, knoklende med producere og andre rappere, mens han krystalliserer hundredvis af indtryk, lydstumper og referencer til en lyd, der igen og igen sætter kursen for, hvordan der bliver lavet popmusik herhjemme. Når han endelig har noget at sige, holder hele branchen vejret. Og når Gilli siger, vi skal hoppe, spørger folk på dansegulvet: Hvor højt?

Gilli besidder en ufattelig magt over den danske musikbranche, fordi han holder sig langt fra den daglige trummerum. Han er et unikum af en musiker, der er toneangivende for den lyd, flest mennesker i Danmark lytter til.

I januar udgav han ’Carnival’. Portrættet, du kan læse i det nye Euroman og på euroman.dk, er det eneste, du kommer til at læse om ham i år. Til efteråret giver han koncert i Royal Arena.

Så er han væk. Indtil næste gang, hvor han igen har noget at sige. Og så lytter vi ekstra godt efter.

Kristoffer Dahy Ernst

Chefredaktør

Køb magasinet her.

344_Gilli_IG.jpeg