Star Wars

Star Wars

Mine aftener i en galakse langt herfra

I ’Star Wars’ møder vi almindelige mennesker, der gennemlever angst, sorg og tab og forvandler sig til helte i kampen mod uretfærdighed og ondskab. Forfatteren Christian Mørk var 11 år, da han mødte Luke Skywalker, prinsesse Leia og Han Solo i biografen i 1977. Han glemmer det aldrig.

Det hele begyndte med en lyd i stedet for et billede. Den satte sig i kroppen først:

En mand, der trak vejret med besvær. Det forpinte åndedræt hvæsede ud af højttalerne i biografen som en dykker, hvis ilt er ved at slippe op. Og alligevel kunne jeg fornemme ondskaben bag dette mekaniske livstegn og lærte at frygte dets ejermand, før han sagde sin første replik.

Darth Vader blev med det samme til et hypnotisk begreb, et uudsletteligt symbol på hele ’Star Wars’-galaksen, som alle vi drenge blev indført i dengang i efterårsferien 1977. Film og deres skurke havde for altid ændret sig.

Da vi så de første billeder tone frem, kunne vi ikke ane, at George Lucas, ophavsmanden til det hele, ville misbruge vores uskyld, indtil vi mistede troen på Kraften, på ham og på os selv.

Ugen forinden, i klasseværelset på Zahles Skole på Nørrevold, var der en summen mellem bordene i 6.A, fordi en af drengene, jeg tror, det var Isak, havde været inde at se en særlig film: Han gav sig til at fortælle om en fjern galakse, hvor et ondt imperium prøvede at udslette et lille, tappert oprør anført af nogle, han kaldte Jedi-ridderne. Vi andre smagte lidt på ordet, som ikke mindede om noget, vi kendte. Jedi.

LÆS OGSÅ: Euromans art director: ”Jeg elsker den nye Star Wars-plakat

”Ridderne har lyssværd,” forklarede han videre, mens han tegnede en figur, jeg senere ville komme til at kende som det onkel-agtige orakel Obi-Wan Kenobi, roligt foroverbøjet i flagrende gevandter, stående over for en sortklædt modstander i sort kappe og med en ansigtsmaske uden på sin lige så ravnsorte hjelm.

Isak var god til at tegne. Jeg sad i C-toget hjem og lod kappen bølge videre i mit hoved, hele vejen forbi Langgade Station. Jeg havde ikke hørt Darth Vader tale endnu, men mytologien havde allerede tag i mig.

Jeg hev min far med i biffen samme weekend. Det første, jeg husker, var lydene: Først komponisten John Williams’ temamusik, der ramte mig i mellemgulvet, og så det metalliske skrig øjeblikket før prinsesse Leias rumskib strøg hen over lærredet, skarpt forfulgt af en af Imperiets store, trekantede stjernekrydsere, som blev ved med at fylde og fylde, indtil jeg på få sekunder var suget ind i historien. Jeg så på min far, der var lige så drenget forventningsfuld ved synet af Darth Vader, der kom marcherende ned ad en hvid gang som sort røg.



 Star Wars’ var en revolution i en sort-hvid tv-verden, hvor der var Otto Leisner, ’Olsen Banden’ og ’Huset på Christianshavn’, men slet ikke nogen af de gennemhypede giga-events, der nu gennemsyrer vores daglige liv. ’Matador’ var endnu ikke filmet.

Danmark var stadig så lokalt forankret en plet på verdenskortet, at filmen selvfølgelig hed ’Stjernekrigen’, stavet med det ene ord oven på det andet. Før fandtes der ikke legetøj med actionfigurer fra filmen eller lyssværd i BR. (Dengang handlede raske drenge i Thorngreen eller Rønberg). Nej, det var selve myten, der voksede i os og vakte vores barnlige tillid til rum-eventyr, som var en genre, vi ikke havde hørt om før, fordi den ikke fandtes.

Da jeg så Luke Skywalker stige af sin landspeeder og opdage, at hans onkel Owen og tante Beru var blevet myrdet, fortsatte jeg hovedkulds ind i selve ’Star Wars’-universets kerne, der handler om almindelige mennesker, der skal igennem sorg og tab og risikere livet for at blive til helte, de aldrig havde forestillet sig fandtes inden i dem.

LÆS OGSÅ: Chewie, we're home: Den nyeste Star Wars ...

Undervejs i de tre film skal de gennemgå prøvelser, miste endnu mere og lære at stole på op til flere faderfigurer, de også mister (både Obi-Wan, Yoda og Darth Vader tager billetten), for til sidst at stå ansigt til ansigt med ondskaben selv, der kun kan besejres med tro. Jeg følte Lukes smerte og uskyldstab som noget dybt personligt, der var skrevet til mig og mig alene. James Bond-film?

Jo, o.k., vi elskede dem forinden, men de havde ingen mytologi, der var skræddersyet til unge drenge. Lucas havde kigget den amerikanske forfatter Joseph Campbell, en af de store fædre til moderne mytologi i litteratur, over skulderen: Campbell troede på en usynlig ’evig kilde’, der lå gemt lige bag vores synlige verden, og som føjede alle levende og døde ting sammen til en helhed. Lyder dét måske ikke netop som Kraften?

Bedst som han havde os i sit garn, George Lucas, og vi var allermest tillidsfulde, ødelagde han det hele, den ene film efter den anden. Det var et gradvist forræderi.
Han var begyndt allerede, men det foregik i krogene, hvor vi ikke lagde mærke til det. Men var der ikke rigeligt mange ensartede slagscener i ’The Empire Strikes Back’, så der kunne sælges mere legetøj? Og virkede de bamselignende ewokker i ’Return of the Jedi’ ikke påfaldende som noget, Lucas bevidst havde sneget ind i filmen for de helt smås skyld uden hensyn til myten, der skulle tages for pålydende?



Det ville svare til at lade Judas optræde som standupper i Getsemane Have i stedet for som Jesu forræder. Det virkede forkert allerede.

Selv vi drenge, der kritikløst var valfartet til det hastigt voksende rumfilms-tempel lige indtil film nummer tre, begyndte at vakle i troen, og vi havde fornemmelsen af, at vi blev taget for givet. Men der var stadig nok mytisk protein tilbage, som vi kunne beholde for os selv.

Så blev vi voksne og forlod templet. Vi begyndte at se andre film og glemte lidt, hvor opkogte vi blev i kinderne, når vi sad i mørket og ventede på eventyret.

I tiden, der fulgte, stødte jeg på forskelligt mytologisk drivtømmer fra den svundne tid. Som 28-årig var jeg blevet ansat som kreativ medarbejder hos Warner Bros. Pictures, hvor jeg læste bunker af filmmanuskripter, mens jeg lærte, hvordan man blev producent. Jeg sad på min chefs valnøddetræsbeklædte kontor i Burbank i Californien, da telefonen ringede.

”Is Bob there?” spurgte en hæs kvindestemme og fik spørgsmålet til at lyde som en ordre. ”Who may I say is calling?” spurgte jeg.

”Carrie Fisher,” lød det dødtræt i røret. Prinsesse Leia havde udviklet sig til en skarpt skrivende forfatter, der ikke skånede nogen – eller sig selv, men skrev om både sit narkotikamisbrug og sin maniodepressivitet.

Vi brugte hende ofte til at gennemskrive kærlighedsscenerne i vores romantiske komedier og betalte hende 100.000 dollars om ugen. Hun kom og gik, som regel klædt i sort, og sagde aldrig et ord. Og hun affandt sig efterhånden med aldrig at kunne abdicere fra sin prinsessetitel, mens en ny generation voksede op med noget, der lignede afgudsdyrkelse fra en svunden tid, især dyrkelsen af sexfantasier om prinsessen med frikadellefrisuren.

LÆS OGSÅ: Video: Star Wars-slutscene uden musik er ulideligt akavet

Adspurgt om sit besynderlige kostume i 3’eren, hvor prinsesse Leia har lænke om halsen og ellers kun en guldfarvet metal-bh med tilhørende trusser på, svarede Fisher engang, at det sad dårligt, og at især kyskhedsbæltet havde så meget plads ved inderlåret, at ”you could see all the way to Florida,” som hun udtalte det med en stemme så tør som festens sidste cigaret.

Men efterhånden forsvandt også hun fra direktionsgangen, og kun Harrison Fords skæve, ironiske grin mindede af og til os gamle disciple om, at vi nogensinde havde været sande ’Star Wars’-troende. Mark Hamill, der gemte sig inden i Luke, gennemlevede en tidlig Leonardo DiCaprio-efter-’Titanic’-krise, hvor succesen kun vanskeligt kunne fortsætte.

Ikke alene var han ude for et alvorligt biluheld, der beskadigede hans ungdommelige ansigt, men hans filmiske talent var også til at overse, hvorefter han mest blev brugt som skurkestemme i tegnefilm. Luke var borte.

Så rørte den allerstørste guddom på sig fra sit film-Olympen-bjerg ved San Francisco, og George Lucas lod i 1999 forkynde en ny film i serien: ’The Phantom Menace’ blev sluppet løs på et intetanende publikum.

For os, de allerførste, der oplevede suset i 1977, var denne nye ’Star Wars’-verden som et troldspejl, der havde forvredet den oprindelige mytologi, som vi slet ikke kunne genkende: Her var magien skrællet væk og kun brugt som en svag kulisse, hvor vi nu i stedet fik serveret en bevidst leflende legetøjs-sælgende børnefilm, der snobbede så meget nedad, at nedturen kulminerede i den forbryderisk rædselsfulde figur Jar Jar Binks, et misfoster af en klovn, hvis ankomst vi nok havde anet, hver gang vi så de hobbit-agtige ewokker danse. Lucas forsvarede sit valg og sagde, at han ikke forstod, hvordan ’nogle fans’ (oversat: ’ældre fans’ – mig, George, mig!) havde noget imod, at han havde lagt noget ind for de helt små.



”Jamen, George,” udbrød alle vi 1977’ere, ”gamle ven, du kan slet ikke se skoven fra din egen landspeeder: Det besynderligt talende væsen, du selv for nylig har sagt var baseret på Fedtmule, er jo netop kun symptomet på din egen – og dermed vores – sørgelige udvikling.

Du er holdt op med at tro på selve det metafysiske bindevæv, der kæder hele dit eget fantasifulde univers sammen, du har opgivet at tro på Kraften, George, den selv samme usynlige styrke, som du engang i skikkelse af Luke Skywalker inviterede os andre til at række ind i og tage med os, når vi ville.

Du er blevet til den Luke, som i film nr. 2 måbende ser til, mens hans læremester Yoda kun ved hjælp af sin tro på denne Kraft bjærger knægtens rumskib fra dyndet og får det til at svæve. ’I don’t believe it,’ siger Luke, og en skuffet Yoda svarer ham: ’That is why you fail.’”

Nøjagtig som den konfliktfyldte Anakin Skywalker blev forført til Den Mørke Side og gjort til Darth Vader, var Lucas for længst blevet en evigt kværnende filmforretning, hvis produkter stadig er dyre reklamesøjler for den egentlige vare, nemlig legetøjet og spillene.

Vi er kommet lang vej fra Han Solo, der på prinsessens henførte ’I love you’ i bedste Bogart-stil blot svarer ’I know’, og er endt i et reduceret ’Star Wars’-univers, hvis budskab er så uambitiøst, at det ligger dårligt i munden selv på et syvårigt barn.
Nu fylder jeg selv 50 om en måned og er dermed blevet for gammel til at være ung.

Dermed forstår jeg omsider en sandhed, jeg burde have lært allerede som 11-årig: ’Star Wars’ er kun til låns et par år, før dets univers tilhører dem, der kommer bagefter. Og også det lader Lucas til at have indset, idet han klogt (et fald fra tinderne som taget ud af hans eget univers) har givet sceptret videre til Walt Disney Pictures, som har ansat instruktøren J.J. Abrams, der tidligere har givet den efterhånden lige så bovlamme ’Star Trek’-filmserie en blodtransfusion.

Vidste du, at du efterhånden ikke havde din menigheds udelte hengivenhed, George? Eller blev du bare træt af al den utak, du fik for noget, vi gamle fans var begyndt at tro, vi selv havde fundet på?

Da billetsalget til ’The Force Awakens’ gik i gang i USA i oktober i år, skrev film-netavisen Deadline, at 70 % af kunderne var mænd i alderen 18-49, og at gennemsnitsalderen var 34. Flere halvgamle disciple, der håber på en genkomst, eller blot et ekko, en flig af noget, de kan genkende. ’Master Yoda, speak to us.’

De nye fans ved for meget om de første film til at kunne gå lige så troskyldigt forventningsfulde ind i ’Star Wars’-templet som os, der selv nu, hvor alderen trykker, vil betale kassen blot for at mærke efterdønningerne af en uskyld, det aldrig var meningen, vi skulle få igen.

Templet findes endnu. Det er måske behængt med legetøjsdukker og plastic-rumskibe. Men når jeg selv skal ind at se filmen, vil jeg lukke øjnene, hvis jeg ser noget, der bare minder om Jar Jar Binks. Og så vil jeg bruge Kraften til at drømme mig tilbage til 1977.

LÆS OGSÅ: Jesper Christensen: Opium, løgne og en far, han nægtede at se

LÆS OGSÅ: Manden der ikke gad være en myte - men blev det alligevel

LÆS OGSÅ: John Lennon: "Jeg har så mange fuldstændig sindssyge fans. En skønne dag er der en af dem, som virkelig elsker mig, men har en skrue løs, der gør noget frygteligt"

Se, hvad vi ellers skriver om: Star Wars og USA