Interview. Dominick Cooper i rollen som Ian Fleming
Nu indtager James Bonds far selv skærmen
Dominick Cooper i rollen som Ian Fleming, her flankeret af Lara Pulver, der spiller Flemings hustru Ann.
Vi er blevet underholdt af Bond-film i over 50 år, men nu er det tid til, at manden bag Bond selv skal frem i rampelyset. I mini-serien ’Fleming’ spiller Dominic Cooper den engelske forfatter Ian Fleming, der skrev bøgerne bag Bond-filmene. Vi mødte Dominic Cooper i London til en snak om en ubehagelig mand, fordelen ved at lave tv og om James Bond er næste skridt på vejen.
Er du fan af James Bond?
"Helt klart. Som barn i 1980'erne kunne man ikke undgå det, selvom manden måske ikke var det bedste eksempel på, hvordan man skal opføre sig. Det handlede om, at han var på eventyr, rejste rundt i hele verden og kørte i lækre biler. Der fandtes ikke rigtig noget lignende. Jeg ville også gøre de ting, han gjorde."
Hvilke bekymringer havde du i forhold til at spille en karakter, der har levet i virkeligheden?
"Der er folk, der lever nu, som ved, hvem han var. Der vil være folk, som har forudindtagede holdninger om ham. Ikke alt, vi har lavet, vil falde i alle folks smag. På papiret er han en ret svær opgave. Ian Fleming var ikke en særlig behagelig mand. Han var selv en fiasko tidligt i sit liv, men i hans bøger beskrev han den mand, han gerne ville være."
LÆS OGSÅ Seks tv-serier, vi glæder os til i 2014
Var der noget ved Ian Fleming, som imponerede dig?
"Jeg er ikke enig i den måde, han opførte sig på, og jeg føler ikke nogen sympati for hans synspunkter. Han havde meget ondt af sig selv, da han voksede op, men med den privilegerede baggrund, han havde, har jeg svært ved at have ondt af ham. Jeg er dog imponeret over, hvad han endte med at opnå, men han havde også alle muligheder for, at hans liv skulle gå i en positiv retning. Jeg tror ikke, at han var en særlig rar mand at være sammen med."
Hvordan forberedte du dig til rollen?
"Fra det øjeblik jeg blevet kontaktet om projektet, tænkte jeg, det var latterligt. Jeg ligner ham slet ikke og kunne ikke være mere anderledes. Men i tv-serien er vi gået efter at vise, hvordan han så sig selv, og ikke en detaljeret biografisk fortælling om, hvem han rigtigt var. Det handlede heller ikke om, at jeg skulle minde om ham rent fysisk. Jeg skulle ikke øve mig i at gå eller tale som ham. Vi diskuterede, om jeg skulle bruge hans sprog, som var meget specielt og næsten uforståeligt, men instruktøren syntes ikke, jeg skulle gøre det, for det ville rive os for meget ud af historien. Det her er en fantastisk fortælling om en mand med en fantastisk fantasi."
LÆS OGSÅ Louis C.K. og Zach Galifianakis laver ny tv-serie
Du har spillet mange farlige karakterer i din karriere. Hvad tiltrækker dig ved dem?
"Det er ikke en beslutning, jeg har taget, jeg er vist bare blevet castet i de roller. Men jeg finder dem mere dynamiske og de har mange flere lag. De kæmper med sig selv. De har alle konflikter i sig. Det gør det mere spændende for mig. Da jeg voksede op, drømte jeg om at spille en romantisk hovedperson, men der er andre og langt mere spændende sider af mennesker, som vi ofte ikke får lov til at vise, fordi de bliver gemt væk. Jeg har været heldig nok til at spille folk, der har de grimmere sider."
Har du tænkt over at lave mere fjernsyn efter denne her serie?
"Jeg har virkelig nydt intensiteten og hurtigheden af tv. Det kan være frustrerende at være på et filmset i fire måneder, og det eneste, du har lavet, er at øve et træk med sværdet i en kampscene. Du følger dine instinkter, når du arbejder i et tv-miljø, og det er ofte de bedste beslutninger, der bliver taget på den baggrund. Det bliver bedre arbejde, når du bliver skubbet ud i det. Når du har for meget tid til at tænke over hver eneste mulige reaktion, bliver det ikke fokuseret."
LÆS OGSÅ Bradley Cooper er ved at vågne fra tømmermændene
Vil vi nogensinde se dig som Bond?
"Helt sikkert. Jeg skriver snart under på kontrakten."
’Fleming’ får premiere på HBO Nordic den 13. februar. Serien handler om Ian Flemings liv, og især det dysfunktionelle forhold mellem Fleming og hans kone Ann Fleming. Udover Dominic Cooper medvirker Lara Pulver og Rupert Evans m.fl.
Dominic Cooper (f. 1978) er en britisk skuespiller, som bl.a. har medvirket i filmene Mamma Mia, Captain America, An Education og My Week with Marilyn.
FACEBOOK Bliv ven med Euroman