Bob Dylan siger det.

”May God's bless and keep you always
May your wishes all come true
May you always do for others
And let others do for you
May you build a ladder to the stars
And climb on every rung
May you stay
May you stay forever young”

En tung duft af cigar blander sig mellem langbordene i teltet. Tre-fire chefer fra medie-Danmark bunder glas med årgangsrom og slår kammeratligt hinanden på skuldrene.

Vi befinder os på ’Rom og cigar-bar’, som har været fast inventar på Roskilde siden 2000. Gennemsnitsalderen her er markant højere end på resten af festivalen, og kontantbeholdningen blandt gæsterne formentlig betydeligt større, end blandt teenagerne, der nu på sjette døgn drikker sig ned i papvin og medbragt vodka ude på campingarealerne.

Herinde skåler gamle mænd – og kvinder – i Kaniche XO fra Barbados og Ron Zacapa 23 fra Guatemala, hvis ikke de har travlt med at puste liv i endnu en Macanudo Inspirado Gigante-cigar fra Den Dominikanske Republik.

Jeg slår mig ned ved et bord og møder Henrik og en af hans venner. Vennen må uomtvisteligt være en af de bedst klædte mænd på festivalen. Jakkesættet er fra Paris, tørklædet er i silke. De er begge midt i 50’erne.

”Vi har lige hørt Bob Dylan, alle melankolske mænds helt. Nu er vi tilbage i voksen-baren. Skål,” siger Henrik og byder på et velvoksent glas rom. Det smager helt fornuftigt.

Henrik fortæller, at han første gang var på Roskilde i midten af 1980’erne. Han hørte The Clash.
Jeg fortæller, at jeg første gang var på festivalen i slutningen af 1980’erne, og at jeg hørte Neil Young og spiste hashkage. Det er sådan set alt, jeg kan huske. Henrik siger, at han har taget toget herned, og så spadserer han rundt alene og møder alle mulige venner og bekendte på sin vej.

Tæt på kollisionen

Da glassene er tomme, beslutter vi os for at søge mod Avalon. Kort før midnat er det amerikanske metalband Power Trip gået på.

De er fra Dallas, og de spiller tungt, for nu at sige det mildt.

Jeg tænker til at begynde med, at jeg har det så fint med at stå i udkanten af teltet og bare se ind på masserne, som headbanger i halvmørket. Men Henrik vil længere ind. Vi ender skridt for skridt helt oppe ved scenen, så vi kun er 10-20 meter fra forsangeren Riley Gale, der brøler eder ud mod publikum.

Vi rykker lidt tættere på, men pludselig ændrer alting sig. Jeg når lige at se Riley Gale lave et indforstået tegn med sin ene hånd, og så går det amok. Publikum splitter sig op og trækker sig – som på kommando – tilbage til højre og venstre side af teltet. Et tomt rum midt foran scenen opstår. Der går et par sekunder. Og så spurter de alle sammen hujende ind mod midten. Og ind i hinanden.

En ung fyr flyver forbi min næse fra venstre side med hvad der forekommer at være 120 i timen. Fra den modsatte side i højre sprinter endnu en ung fyr direkte imod mig. Jeg når lige at undvige og trække mig et par centimeter tilbage. Ellers havde det været en total kollision.

Efter et par minutter stopper de langhårede fyre med at løbe ind i hinanden, og Power Trip holder en kort pause. Jeg står stadig midt foran scenekanten og forsøger at få vejret.

Så laver Riley Gale endnu et tegn med sin ene hånd. Jeg må være den eneste i teltet, der ikke fatter, hvad der foregår. Og så går det hele endnu mere amok.

Power Trips forsanger Riley Gale . Foto: Gonzales Photo Peter Troest / Gonzales Photo / Ritzau Scanpix

Fra venstre kommer et tog af mennesker, som holder fast om livet på hinanden. De løber i ekspresfart rundt i en cirkel. Det virker voldsomt, faktisk farligt. Men med et griber Henrik fat i min arm og trækker mig ind i mennesketoget, der bare sprinter rundt og rundt i cirklen, mens dødsmetal-dobbelttrommen oppe fra scenen banker hurtigere og hurtigere.

Det føles som at være i en rutsjebane. Jeg bliver båret rundt i cirklen af mennesketoget, pulsen er helt oppe, og det er et totalt adrenalinrush. Man bliver høj af det. Efter cirka et halvt minut bliver jeg smidt af toget. Henrik samler mig op, og vi giver forpustede hinanden en krammer.

Jeg tænker, at det her bliver man aldrig for gammel til, og spørger Henrik, om vi skal tage endnu en tur i cirklen. Det skal vi.

50 år er ingen alder

Næste dag googler jeg Power Trip, som jeg aldrig havde hørt om før. Og ’cirkel’ og ’mosh-pit’. Jeg finder ud af, at det første, der skete, var en såkaldt ’Wall of Death’. Det sidste med mennesketoget hedder åbenbart en ’circle pit’.

Det siger jeg som det første til Peter, som er 50 år, reklamemand og percussionist. Jeg har aftalt at mødes med ham i mediebyen.

”Jeg kender godt ’Wall of Death’,” siger Peter. ”Det stammer fra punkmusikken. Det er ret vildt.”

Peter er helt oppe at køre. Han har lige spillet koncert med Barselona, også på Avalon. Koncerten bliver skamrost, og Politiken skriver blandt andet, at ”Barselona viste, hvem der faktisk burde have åbnet Orange Scene.”

”Det var en kæmpe oplevelse. Det har været min Bucketlist nummer et i Danmark at spille på Roskilde. Jeg fyldte 50 i marts, så man kan sige, at mit liv peaker nu,” siger Peter.

Peter Stenbæk med Barselona.

Han fortæller, at han har turneret med Thøger Dixgaard, og ved en koncert på Train i Aarhus mødte han tilfældigt Rasmus og Rud fra Barselona.

For en måned blev han ringet op af dem ud af det blå.

”De spurgte, om jeg ville med ned og spille på Roskilde. Først troede jeg, det var telefonfis. Men så indså jeg, at de rent faktisk mente det. Det er sgu da for fedt, at to 19-årige inviterer mig med til at spille her. De er helt ligeglade med min alder.”

Til koncerten havde Peter iført sig et three piece silkejakkesæt. Han var helt rolig, da han gik op på scenen, siger han.

”Det var lidt som at befinde sig i en dagligstue. Der var en session-ro over det hele. Jeg har kun været i øvelokale med dem en gang her i weekenden, men det gik så fint. Jeg skulle egentlig bare blende ind med mine trommer.”

Så du tænkte slet ikke over, at du er 50 år, da du stod deroppe sammen med de 19-årige?

”Næ. Hvorfor skulle jeg det? Jeg gider ikke alt det der aldersfascisme. To af mine børn er her på festivalen nu. Jeg rådgiver dem til at slukke telefonen og gå ud på pladsen og bare oplev. Se, hvad du støder ind i. Snak med en norsk metalperson eller en brasilianer, eller hvad ved jeg. Jeg oplever ikke, at Roskilde er en ungdomsfest. Se dig omkring. Der er plads til alle. Ligegyldig, hvordan du ser ud, og hvor gammel du er.”