Foto: Tobias Selnæs Markussen

"Piger kan godt lide knallertbølletyper, sådan nogle, der lever på kanten. Stoffer, et distanceret blik og den slags"

I en række artikler hylder Euroman landets kvinder. Her er det først Maria Gerhardt, forfatter og dj, der for få år siden fik brystkræft.

Mit t tidligste minde er mine forældres bryllupsdag. Der har jeg været omkring fire år. Jeg kan huske, at jeg lavede en eller anden scene. Jeg var brudepige, måske var det derfor.

Jeg var 13, da jeg vidste, at jeg var lesbisk. Jeg ville ikke snakke med nogen om det, eller, jeg havde ikke nogen at snakke med det om. Der var en ældre fyr i ungdomsklubben, som jeg var ret fascineret af. Han læste Nietzsche, så jeg gik og sagde til folk, at jeg var forelsket i ham. Så gik der nogle år med det. Jeg tror, jeg fortalte det til mine forældre, da jeg var 15. De var sådan meget pædagogforstående.

Nogle gange fortryder jeg, at jeg ikke gik til lægen noget før. Jeg var nok bange for, at der var noget galt, og jeg havde lige mødt Rosa og ville ikke ødelægge det. 

Når man har brystkræft, bliver man ikke raskmeldt på den måde. Der er gået to år siden min diagnose. De siger, de to første år er de farligste i forhold til at få tilbagefald, så det er meget godt. Men jeg kan mærke, at jeg stadig bliver træt, og mit energiniveau er ikke, hvor det har været.

Jeg var meget sports-interesseret som barn. Jeg gik til badminton og fodbold og var megagod. Jeg var spilfordeler ligesom Michael Laudrup. Han var mit store idol. Jeg spillede alt med en bold undtagen håndbold, det syntes jeg var kikset. Det er en irriterende sport, for fysisk.

LÆS OGSÅ: Helle Thorning Schmidt: "Jeg tror, der er mange misforståelser om mig. En af dem er at jeg er kommet let til det. Men jeg har kæmpet hårdt for at opnå det jeg har."

Jeg var heller ikke nogen fysisk fodboldspiller, der lå og saksede de andre. Jeg kunne bedre lide at pille bolden fra dem, snøre en 4-5 stykker.

Jeg tænker tit: ”Arhh, nu må jeg stoppe med at være på Facebook, det er passé,” men så kan jeg alligevel ikke lade være.

”Har du ikke noget, man kan danse til?” En af grundene til, at jeg ikke spiller som dj så meget længere er, at folk kommer op til pulten, når jeg spiller. Det er meget irriterende.

Hvis man fanger mig på det forkerte tidspunkt, kan jeg være sygeligt
perfid. Jeg kan også være meget sød og spørge, hvad de har lyst til at høre, og det er klart det, der virker bedst, men jeg er helst fri for, at de blander sig.

Jeg skulle til at skyde straffe. Mens jeg tog tilløb, kunne jeg se, at der var en bil, der satte farten ned uden for banen. Jeg sparkede og satte den lige i 3’eren. Så løb to mænd ind: ”Hey, vi er ved at lave et fodboldhold, du skal være med.” Den der følelse af at blive headhuntet betød meget for mig. Jeg er ikke god til at sparke døren ind, jeg vil opdages.

Der er tre mænd, der har formet mig op gennem livet: Michael Laudrup, Bono og Nick Cave. Så jeg blev cool til sidst.



Jeg skal snart til Grenada til udrensning. Man faster i en uge. Jeg vil af med de sidste medicinrester, der er i min krop.

Jeg er ret genert. Samtidig med at jeg er meget udadvendt, men min udadvendthed har tit været forbundet med alkohol. Jeg bliver mindre pæn, når jeg drikker. Jeg har engang sparket den ene ejer af Sunday (natklub, red.) ned fra et podie.

Naturlære er kimen til lykke, og det skal man give videre til sine børn. Det der med, at man kan gå ud hver eneste dag og glæde sig over noget, der altid er der. Himlen. Eller hvad træerne eller blomsterne hedder. Qua at man ved noget om det, kan man glæde sig over det. Det er vigtigt.

Som barn ville jeg gerne være journalist, men det stoppede, da jeg fandt ud af, at så skulle jeg til Aarhus og læse. Så var det udelukket. Jeg søgte ind på forfatterskolen to gange, men fik afslag. Jeg fik også afslag fra Hvedekorn (litterært tidsskrift, red.). Jeg var ’indholdsmæssigt for spinkel’, skrev de. Den sad i mange år.

Man kan ikke være forelsket i nogens potentiale. Det sagde Rosa engang til mig. Jeg har givet det råd videre så mange gange.

Første gang, jeg kyssede en pige, var til en politisk fest. Jeg var 18, og jeg håndterede det ikke så godt. Jeg blev så glad for, at hun ville kysse, at jeg sagde sådan noget med: ”Jeg må knibe mig selv i armen.” Så var hun væk. Det var for irriterende. Jeg skældte mig selv ud i flere år efter det.

Piger kan godt lide sådan nogle knallertbølletyper, sådan nogle, der lever på kanten. Stoffer, et distanceret blik og den slags. Jo mere på kanten, jeg levede, jo lettere blev det at score.

Jeg blev overrasket over, at jeg blev så syg af kemoen. Man får ikke så meget at vide på forhånd, for det er meget forskelligt, hvordan man reagerer. Jeg fik høj feber efter hver gang, og det var heftigt.

Alle sagde: ”Du må endelig sige til, hvis vi skal gøre noget.” Men det har man ikke overskud til, når man er syg. Folk skal selv tage initiativet og hjælpe. Og så skal man snakke om det. Hvordan går det, har du været hos læge, og hvad er status? Sådan noget skal man spørge om, hvis man møder en, der er syg. Man skal være direkte og ikke se ud, som om vedkommende er ved at dø. Overdreven bekymring hjælper ikke. Man skal være praktisk.

Jeg er flov over mit temperament. Jeg vil helst være en rolig type. Det hjælper at meditere.

Jeg er dårlig til at holde i hånd på gaden, og nogle gange slipper jeg Rosas hånd. Jeg kysser hende sjældent offentligt. Jeg tænker for meget over, hvad folk mon tænker. Jeg tænker også over, hvilke sko Bjørnstjerne har på. Om folk nu synes, de er fede. Rosa er totalt ligeglad med smart børnetøj og andre menneskers tanker. Så måske er det bare en neurotikerting, mere end det handler om at være homoseksuel.

Jeg har sovet dårligt i to år.

For nylig spillede jeg til en morgenfest, hvor alle var ædru. 1.500 mennesker dansede, det er det bedste job, jeg har spillet i årevis.

Jeg ville gerne være optimist. Men jeg er dommedagsteoretiker. Jeg tænker meget på apokalypsen. Jeg ser tegn på civilisationens ende, når jeg ser skrald. Eller diskussioner på Facebook. Unge uopdragne mennesker i toget. Overdreven brug af mobiltelefoner. Så kan jeg godt tænke: ”Hvordan skal det hele dog ende?”

LÆS OGSÅ: "Da jeg begyndte at tabe håret, var mit skæg det eneste der blev tilbage. Jeg lignede Walter White"

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at redde sin egen far

LÆS OGSÅ: Rune RK: "Jeg skal ikke stå og vurdere, hvilken top 10-nummer der fungerer på en tilfældig klub"

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger og Portræt