Selv om vi instinktivt holder med de gode, stjæler skurkene næsten altid opmærksomheden i bøger, på film, på tv og måske også i virkeligheden. Men hvorfor? Ni danske skuespillere fortæller her om de bedste skurke.
Henning Jensen
Den gode skurk kommer altid bag på folk. Man kan nemlig ikke se på ham, at han er en skurk. Han er et uhyre intelligent menneske, det er det, som gør ham så farlig.
Jeg forbereder mig på en skurkerolle ved at finde de gode sider frem i personen. Jeg finder de almene og gode sider, som findes i alle mennesker. Så finder jeg nogle genkendelige smertepunkter i karakteren, som han handler på baggrund af. Der er altid et eller andet, som de forsvarer eller handler på baggrund af – og det forsvar, dette afsæt, kommer så ud i ondskab. Jeg spillede rollen som rektor Meisling i ’Unge Andersen’ (2005). Meisling havde selv forsøgt sig som forfatter, men det var ikke gået særlig godt. Jeg forestillede mig, at han i virkeligheden led under det. Det fallerede forfatterskab var hans store smertepunkt. Så møder han naturgeniet H.C. Andersen, og det kan han ikke klare. Det mærkelige ved Meisling var, at han var et stort legebarn. Han kunne tilbringe hele søndage sammen med sine børn oppe på loftet, hvor de legede sammen som besatte. Han var den, som var vildest af dem alle. Det er jo på mange måder et smukt træk. Han var et stort familiemenneske med kone og børn. At han så var halvpsykopat, når han underviste, det er en anden ting. Jeg spillede ham som et lille, såret barn. Selv hans sadisme var jo en form for leg hos ham, den var bare ond. Det pirrede ham at se, hvor meget han kunne nedgøre Andersen, og der brugte jeg det legesyge hos ham, blot med negativt fortegn.
Min yndlingsskurk er Anthony Hopkins, ikke blot i ’Ondskabens øjne’, men i en lang række skurkeroller, han har skabt gennem årene. Man kunne se den evne allerede i de tidlige engelske film, fx i flere Shakespeare-film, som han lavede, inden han tog til USA. Det er den blide psykopati, som han formår at skabe, når han fortolker en skurkerolle. Det er han bedre til end de fleste. Han spiller altid skurken som en ’sprød’ mand, som en person, der kan væltes. Hopkins’ skurke vil i virkeligheden som regel det bedste – de er bare syge!
Henning Jensen, 69, kunne i 2010 fejre 40-års jubilæum som skuespiller. Han har været ansat på Det Kgl. Teater 1973-78 og igen fra 1987 og medvirket i film som ’Europa’ (1991), ’Sandheden om mænd’ (2010) og ’Noget i luften’ (2011) samt serier som ’Nikolaj og Julie’ (2002-03) og ’Krøniken’ (2004-07).
Fortsætter på næste side...
Ulf Pilgaard
En god skurk skal være troværdig. Der er jo ikke noget at være bange for, hvis man ikke tror på, at det her virkelig kan lade sig gøre. En god skurk er derfor ikke alt for tydeligt skurkagtig. Da ’Nattevagten’ (1994) blev lavet som remake i Hollywood, spillede Nick Nolte ’min’ rolle i filmen. Men Nolte var måske lidt for dæmonisk og afslørede sig selv fra starten af. Jeg talte meget med Ole Bornedal (instruktør på ’Nattevagten’) om at spille min karakter så almindeligt som muligt. Sådan er psykopater jo dybest set. De er ikke til at afsløre, de forekommer fuldstændig normale. Det er jo også det, der sker hver gang, man hører om folk, der har begået terrorhandlinger. Så siger naboerne altid: ”Han var jo sådan en venlig mand!” Det er en del af hemmeligheden ved at være ond. Ingen opdager det. Før det er for sent.
Hvorfor myrder en ellers vellidt kriminalbetjent løs til højre og venstre? Under optagelserne til ’Nattevagten’ savnede jeg en forklaring på, hvorfor min karakter går amok. Jeg vendte det med Ole Bornedal – faktisk i en grad, så Bornedal endte med at skrive manuskriptet delvis om. Han gik hjem og kom tilbage næste dag med en løsning: Betjenten havde selv været nattevagt som ung, men var blevet fyret pga. rygter om nekrofili. Det gav troværdighed til min karakter, der nu havde en plausibel grund til at have en skrue løs. Der var nedlagt noget skævt i ’mine’ gener, som kunne forklare grusomhederne. Bornedal tilskyndede mig til at spille så almindeligt som muligt. Jo mere normal, jo mere overraskende ville det være, når det viste sig, at jeg var skurken. En del af det scoop var jo også, at jeg var kendt som en sprællemand, en venlig person. Det brugte – eller misbrugte – Bornedal på det groveste til at tage fusen på folk. Det var fantastisk at være til premiere på filmen. Da det gik op for folk, at det var mig, der var skurken, gik der et hørligt suk af gys gennem salen. Det var forrygende.
Den oprindelige ’Cape Fear’ fra 1962 er sindssygt uhyggelig. Den nyere udgave (1992) med Robert De Niro er også god, men den har en tendens til at blive lidt overdrevet. Den gamle version i sort-hvid med Robert Mitchum som skurk er mere underspillet – og mere uhyggelig.
Ulf Pilgaard, 72, har i over 40 år spillet med i revyer og på teatret. Han har medvirket i film som ’Nattevagten’ (1994), ’Farligt venskab’ (1995), ’Arven’ (2003) og ’Kongekabale’ (2004) og i tv-serier som ’Borgen’ (2010). Pilgaard kan i februar opleves i tredje sæson af sketchshowet ’Store stygge ulv’ på TV 2 Charlie.
Thure Lindhardt
Regel nummer 1, når det gælder skurke, er, at de altid selv synes, de har ret. Hvis ikke, bør skurken i hvert fald være drevet af kræfter, som er større end ham selv. Det kan fx være en type som Charles Manson, der byggede en hel satankult op omkring sig, en L. Ron Hubbard (grundlægger af Scientology, red.) eller den katolske inkvisition i middelalderen. Hvis man har Bibelen i ryggen, kan man skabe en messias såvel som en stor skurk. Derudover er fanatisme, psykopati, magtliderlighed og korruption altid gode ingredienser til en god skurkerolle. Det er dog bedst, når skurken synes, at det er synd for ham selv: ”Jeg blev misbrugt som barn, derfor har jeg lov til at hævne min dårlige barndom ved at misbruge små børn, så de kan lære det.” Det virker altid.
Jeg spiller skurk i ’3096 dage’, en ny film om Natascha Kampusch (den 10-årige østrigske pige, som i 1998 blev kidnappet og holdt fanget i otte år, red.). Kidnapperen Wolfgang Priklopil var en lidt anderledes skurkerolle at forberede sig på, da det er bygget på en virkelig historie. Der var mange facetter og muligheder i rollen. Det var på den ene side svært at forsvare ham, men også svært ikke at gøre ham for sympatisk, da man som skuespiller altid vil forsvare sin karakter så meget som muligt. Men der er ting, som næsten ikke kan forsvares. Her tænkte jeg meget over, at skurken jo ikke synes, han gør noget galt, og at han i sin egen optik har ret til at gøre det. Manglende empati for medmennesker var en stor hjælp i analysen. Hvis vi ser andre som objekter i stedet for individer, er det nemmere for os at tage afstand til dem.
Min yndlingsskurk er Henning Moritzen som den onde far i ’Festen’ (1998). Det er fantastisk godt spillet. Her er en skurk, som ikke fortryder sine handlinger, og som lader sig fejre som den store patriark med en kæmpe fest på trods af, at han har ødelagt andre menneskers liv. Han har forgrebet sig på sine børn, men angrer slet ikke sine handlinger. Da sønnen konfronterer ham og spørger hvorfor, svarer han: ”Fordi I ikke var mere værd!” Han står ved det, han har gjort, selv om det er modbydeligt, moralsk forkasteligt og ødelæggende for andre mennesker.
Thure Lindhardt, 37, har medvirket i film som ’Pelle Erobreren’ (1987), ’Nordkraft’ (2005), ’Into the Wild’ (2007), ’Flammen og Citronen’ (2008), ’Engle og dæmoner’ (2009) og ’Sandheden om mænd’ (2010) foruden serier som ’Rejseholdet’ (2000-03) og ’Forsvar’ (2003-04). ’3096 dage’ får premiere i februar 2013.
Thomas Levin
En god skurk opererer altid med en plan, som har sin helt egen logik. Det er det, som gør dem så skræmmende. Kevin Spaceys skurk i ’Seven’ har en fuldstændig formuleret tanke omkring, hvorfor han gør, som han gør. En god skurk er som regel også bevidst om sin egen rolle som skurk. Shakespeares ’Richard III’ starter med at fortælle publikum, hvad han har tænkt sig at gøre af beskidte ting for at komme til magten. Han ved godt, at han har gang i noget forkert, og det gør ham usårlig. Skurke, der er drevet af et personligt motiv, er altid faretruende, fordi der er følelser på spil. De fleste skurke er jo sårede dyr. Der er sket noget for dem. Verden har vist sig fra sin grimme side, men i stedet for at bukke under for den har de valgt at sætte sig oven på den. Der er næsten altid et personligt begrundet motiv til, hvorfor skurken overgiver sig til sin sindssyge eller ondskab.
Når man spiller skurkeroller, får man lov til at dykke ned i en side af menneskesjælen, som vi måske kæmper for at undgå. Der er ofte en kompleksitet i de roller, som udfordrer én som skuespiller. Man bliver nødt til at finde nogle nøgler for at komme ind til karakteren. Det er det skønne ved det. Den mest rendyrkede skurk, jeg har lavet på tv, er i min rolle i ’Den som dræber’ (2011). Jeg blev nødt til at forstå, hvad det var for et svigt, han var blevet udsat for. Og så er det jo en ret sjov mulighed for at lege lidt med sin grimme og ubehagelige side. Den, der i de mørkeste stunder ønsker død og ødelæggelse, kan få frit spil inden for de helt ufarlige rammer, som fiktionen er. Det handler om at finde ud af, hvordan karakteren retfærdiggør sine handlinger. Og så have en fest med at turde åbne op for en fantasi, som rummer nogle af de samme kræfter. Men hvad det nu end er, der trigger mig, den fantasi, den hemmelighed, det fortæller jeg ikke en levende sjæl.
Michael Corleone er virkelig en interessant skurk. En tragisk karakter, som bliver skurk og mister sig selv i processen. Han slår jo ihjel for et godt ord i et forsøg på at gøre det rigtige, men hans moral står ikke til at redde. Men vi holder jo af ham, og det er det interessante ved gode skurke: De rummer en ambivalens, en tvivl på, om de nu også gør det rigtige, som gør, at vi ikke bare kan afvise dem.
Thomas Levin, 34, har bl.a. medvirket i ’Familien Gregersen’ (2004) og tv-serier som ’Taxa’ (1997-99), ’Rejseholdet’ (2000-03), ’Sommer’ (2008) og ’Borgen’ (2010-13). Har spillet et hav af teaterroller og vundet dette års Reumert som dramatiker.
Baard Owe
En god skurk tror på, hvad han foretager sig. Han har bare en forskruet tro. Nogle er skurke af ren og skær nød. Andre er det pga. en lidenskab, et hævnmotiv. Og så er der dem, der er skurke, simpelthen fordi de er psykopater. Jeg har aldrig spillet den psykopatiske skurk, men jeg har mødt et par i virkeligheden.
Jeg forbereder mig på skurkeroller ved at sætte mig ind i karakterens motivation. Du må stille dig selv spørgsmålet: Hvor er jeg selv en skurk? Jeg tror måske, Lars von Trier valgte mig til rollen som dr. Bondo i ’Riget’ (1994), fordi han så Bondo i mig. Bondo er en ambitiøs videnskabsmand, som sætter sit liv og helbred på spil for at skaffe sig det nødvendige eksemplar af et hepatosarkom i sin kamp mod kræft. Jeg har i mange år gået med biofeedback og impulsapparater fuldt synlige på døgnbasis, fordi jeg er intenst optaget af kroppens funktion og, ikke mindst, den mentale styring, ideo-motorikken osv. Mange mener, dette er at eksperimentere med sig selv. Tage en idiotisk risiko for en tvivlsom gevinst. Voila! Der har vi Bondo. En patient på Riget er ved at dø af – et hepatosarkom! Bondo appellerer til familien om at give tilladelse til obduktion. De nægter. Bondo opdager, at manden har givet tilladelse til organdonation. Så behøver man ikke spørge familien. Men det er en dødeligt syg lever, så hvem vil være modtager af en sådan? ”Det vil jeg selv,” siger Bondo. Han får altså den syge lever indopereret. Hvis den bare fungerer i to minutter i Bondos krop, vil den, efter loven, være hans. Smart, hensynsløst, men lovligt. Bondo er en ambivalent karakter. Han er ærbødig over for de døde, men mangler indsigt i de levende. Han ser ikke den sørgende families desperate ønske om respekt for den døde, han ser mennesker, som er vildført af en overtro. Bondo er en skurk inden for lovens rammer.
Min yndlingsskurk er Hannibal Lecter. Fordi han er så helvedes en god skuespiller. Her har du en skurk, som argumenterer fuldstændig ærligt omkring det. Han er næsten umulig at sige imod, selv om han æder folk og i den forstand er uden for de flestes erfaringsverden. Inden for hans eget rationale giver det perfekt mening.
Baard Owe, 76, har været aktiv i dansk teaterliv i en menneskealder. Ifølge Owe selv er rollen som biskop Nikolas i Ibsens ’Kongsemnerne’ hans måske største skurkerolle til dato.
Peter Reichhardt
En god skurk bryder med vores forestillinger om, hvad en ond eller skidt person er. Han skal også rumme noget menneskeligt for at fungere. Skurken er jo bevisførelsen på, at ondskab kan trænge ind overalt. Hovedpersonen i Alfred Hitchcocks ’Frenzy’ (1972) er fx en charmerende charlatan, men også en psykopatisk kvindemorder. Det er brutalitet og ondskab præsenteret med et smil; det onde bag et slør af godhed. Han er nærmest generøs i sin ondskab, hvilket er enormt skræmmende. Det fortæller ikke kun noget om karakteren, men om verden. Han har sin helt egen forståelse af den ondskab, han udøver. ”Jeg er virkelig ked af, at jeg bliver nødt til at slå dig ihjel, for jeg ved, at det er en skidt ting at gøre. Men jeg bliver desværre nødt til det.” Det er den reneste form for ondskab. Vi bliver alle charmeret af venlighed. Men den slags bedrag er næsten det værste, vi kan blive udsat for: En ting er, at vi bliver slået ihjel. Men at vi også bliver narret ind i en brutal død, er næsten ubærligt. Den slags skurk fungerer godt på film. Vi vil gerne føres ned ad en mørk vej og så lige pludselig opdage, puha, den vej fører ind i en mørk skov.
Jeg fik min første skurkerolle som 14-årig. Jeg skulle spille overklassedrengen Sten i ’Zappa’ (1983), der dybest set er historien om et uskyldstab. Forældrenes skilsmisse og deres totale selvforblændethed er med til at forklare, hvorfor han er så emotionelt afstumpet. Jeg lavede ikke noget større forberedelsesarbejde og havde ingen metode eller teknik som skuespiller. Det kom senere. I stedet lod jeg mig føre af Bille August, som talte meget med mig om rollen. Jeg brugte også mig selv i processen: Jeg gik på kostskole på det tidspunkt og var egentlig en glad dreng, men måske også en smule indesluttet. Jeg havde mistet min mor, og min far lå på hospitalet. Det gjorde mig i stand til at tegne et billede af en karakter, som kæmper med sig selv, og som lader det gå ud over sin omverden.
Min yndlingsskurk er Jack Nicholson i ’The Shining’ (1989). Det er en grusom karakter, han tegner. Der er noget diabolsk over ham, samtidig med at han også er enormt charmerende.
Peter Reichhardt var i 1998-2005 teaterdirektør på Mungo Park og kunne i 2009 opleves i rollen som ejendomsmægleren Jan Erik Von Bech i ’2900 Happiness’ (2007-09). Han arbejder i dag som freelance producer.
Zlatko Buric
De skurke, som virkelig rammer mig, er typisk dem, som har en følelsesladet baggrundshistorie. Det bruger jeg også i mit arbejde som skuespiller. Er skurken gift? Ryger han cigaretter med eller uden filter? Den slags ting skal du vide for at kunne bygge en troværdig karakter op. Jeg får som regel altid rollen som bad boy. Det har jeg det o.k. med, men det undrer mig, for i virkeligheden er jeg ikke sådan en. Jeg har aldrig stukket nogen så meget som en lussing.
Jeg var i tvivl, om jeg skulle være med i ’Pusher’. Jeg gad ikke spille med i en kommerciel gangsterfilm, men efter jeg mødte Nicolas Refn, skiftede jeg mening. Jeg havde et billede i mit hoved af, hvordan Milos (Buric’ karakter i filmen, red.) verden var. Noget af det har jeg set dengang i Eksjugoslavien. Fx den scene hvor vi spiser kage inden en heroinhandel. Jeg boede i Zagreb i 70’erne. En dag tog jeg med en ven, som skulle lave en opiumhandel, for at se, hvordan det foregik. Vi tog til Serbien, hvor en lokal fyr, en varm mand, tog imod os. Han råbte til sin kone, at hun skulle komme med noget mad til os – inden de ordnede forretningerne. For den fyr var det meget mere vigtigt at vise sig som en god ven og vært end som en hård narkohandler. Jeg fandt også på at bære et køleskab ind på settet for at vise, at Milo er en familiemand, og at han også bekymrer sig om helt almindelige hverdagsting. Refns film er jo i virkeligheden en form for socialrealisme. Det drejer sig ikke kun om narkohandel, men om dilemmaer, om karakterens indre liv. I ’Pusher III’ gør Milo fx alt for sin datter, men det lykkes ikke at gøre hende lykkelig, fordi han udfører en masse skrækkelige ting. Det er som i stykket ’Mutter Courage’ af Bertolt Brecht, hvor en mor gør alt for at skaffe penge til sine børn, men de ender med at dø, fordi hun laver alle mulige rædselsfulde ting med nazisterne.
Min yndlingsskurk er Malcolm McDowell i rollen som Alex i ’A Clockwork Orange’ (1971). Man ved ikke helt, hvem der er skurken: karakteren eller det omgivende samfund? Det er ikke helt realistisk spillet, men det øger bare indtrykket af en bevidst skuespiller. Det var første gang, jeg så en skurk, som mindede mig om de skurke, der var i min egen virkelighed.
Zlatko Buric, 59, fik sin filmdebut i ’Pusher’ (1996), hvor han fik en Bodil for rollen som Milo. Han har bl.a. medvirket i ’Dirty Pretty Things’ (2002) og ’2012’ af Roland Emmerich (2009). Buric har også optrådt på Betty Nansen, Aveny-T, Teater Republique og Det Kgl. Teater.
David Dencik
De bedste skurke er hentet ud af virkeligheden, fordi de er uforudsigelige, selvmodsigende og ofte optræder irrationelt. De begår altid fejl og bliver altid knaldet. Tag Amagermanden, der forsøgte at smugle sæd ud fra fængslet med hjælp fra sin søn. Ingen manuskriptforfatter eller instruktør i denne verden ville komme på den idé. Og selv om de gjorde, var der ingen, der ville producere det, for det er simpelthen for underligt at se en mand onanere ned i en kuvert og give det til sin søn. På den måde er virkeligheden fuldstændig uovertruffen. Et andet eksempel er Blekingegade-banden, der forsøgte at kidnappe en mand, men havde lidt berøringsangst over for ham. De ville bedøve ham, men mente, at de måtte afprøve et bedøvelsesmiddel på sig selv først. Et af medlemmerne endte med at tage bedøvet hen til sin kærestes fødselsdag, hvilket er både tragisk og dybt morsomt. De havde øvet kidnapningen i halvandet år og kørt ruten op til Norge 80 gange, men endte med at aflyse missionen, fordi en af dem fik et angstanfald. De er antitesen på actionhelte. Fiktive skurke kan være excentriske på en underholdende måde, men er ikke lige så spændende.
Jeg læste en masse politirapporter, da jeg forberedte mig på min rolle i ’Lasermannen’ (2005). Jeg spillede en gal svensk seriemorder og måtte sætte mig ind i det baggrundsmateriale, der findes på den virkelige ’lasermand’. Det hjalp mig som skuespiller at vide, hvilken bil han kørte i, hvilken jakke han havde på. Jeg gik også til våbentræning og skød med rigtig ammunition. Det er sjovere, når man skal lægge sig op ad noget virkeligt. I den begrænsning, der ligger i materialet, findes også en stor kreativitet. Det tvinger én til at lave et mere sofistikeret portræt, end når man fx fortolker en skurk i ’Den som dræber’.
Jeg er vokset op med Tony Montana i ’Scarface’ (Al Pacinos rolle, red.). Han er underholdende, karismatisk, charmerende og fuldstændig hæmningsløs. Alle skurkene i ’Pusher’-trilogien er også gode. Faktisk tror jeg, at nogle af dem er skurke.
David Dencik, 38, har medvirket i tv-serien ’Lykke’ (2011) og film som ’En kongelig affære’ (2012), Tomas Alfredsons ’Tinker Tailor Soldier Spy’ og Steven Spielbergs ’War Horse’ (2011). I 2013 kan han opleves i Susanne Biers amerikanske film ’Serena’, den svenske ’Callgirl’, den norske ’Uskyld’ og i Showtime-serien ’The Borgias’.
Morten Suurballe
En god skurk har et menneskeligt ansigt. Heath Ledger er fx fantastisk som Jokeren i ’Batman’. Han er jo dybest set et smadret menneske, som man får en vis medfølelse for. Javier Bardem, lejemorderen i ’No Country for Old Men’ (2007), har også noget nærmest nænsomt over sig. Han har en empati med sine ofre, men kan ikke forstå, at de ikke bare kan indse, at de skal dø, når nu de har valgt forkert. Hans blidhed fremhæver hans skurkagtighed.
Jeg arbejdede med en rolle som psykisk syg i ’Rene hjerter’ (2006). Vi tog ud til sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland. Der er nogle hardcore patienter i sikkerhedsforvaring. Det mindede om ’Gøgereden’. Der var en, som havde rekord i flugtforsøg, og som røg 80 smøger om dagen. En anden havde forsøgt at proppe sin el-tandbørste ned i halsen, fordi ’stemmer’ havde beordret det. Den slags patient skulle jeg spille. Udfordringen var at finde ud af, hvad deres brist er. Når de kommer ud af balance, hvad er det så, de oplever? Min intention var at vise det lille menneske inde bag den voldelige mand, som er villig til at slå mennesker ihjel, jo længere han går uden psykofarmaka. Men generelt tænker jeg aldrig mine roller som ’gode’ eller ’onde’, selv om det er en rolle, som andre definerer som skurkagtig. Jeg tænker i, hvilke situationer personen er udsat for. Hvad motiverer ham? Jeg er optaget af, hvad der har knækket ham. ’Det onde’ er jo dybest set ’det gode’, som er blevet kuldkastet.
Gary Oldman er virkelig god til at spille skurk. Måske fordi han tør overspille. I ’True Romance’ (1993) spiller han en rastafari-skurk, der er så way out og humoristisk, at man aldrig glemmer rollen. Hans skurk i ’Leon’ (1994) er en korrupt politimand, der tager piller og nærmest får en lille orgasme, hver gang han tager dem. Og så er han en fantastisk vampyr i ’Bram Stokers Dracula’ (1992), der dybest set er en kærlighedshistorie. Skurke har som regel mistet noget. Er der noget, vi har sympati for, så er det mennesker, som er knækket. Dracula er jo endt som et monster pga. tab af kærlighed, og Oldman kan få det til at se ud, som om han er den største elsker i verden.
Morten Suurballe, 57, har været ansat på Det Kgl. Teater siden 1992 og har bl.a. medvirket i ’Drengene fra Sankt Petri’ (1991) og ’Rene hjerter’ (2006) samt tv-serier som ’Ørnen’ (2004-05), Rejseholdet (2000-03) og ’Forbrydelsen I-III’ (2007-13). Han kan opleves i Henrik Ibsens ’Vildanden’ på Det Kgl. Teater. Stykket har premiere 28. februar 2013.
LÆS OGSÅ: Den hårdtpumpede historie om mafiaen
