"Hun kunne have været smuk’ er en sætning, der stikker ud for mig, fordi den rummer, hvordan hovedpersonen har det med sin mor. Han har en ømhed for hende, men samtidig kan han godt se forfaldet. Det forfald er på en måde tema for alt, hvad jeg skriver. Hvis man lige træder to-tre skridt forkert eller tager en gal beslutning, kan man hurtigt ende nede på bunden. Jeg er selv meget bange for forfaldet. Hvis der pludselig samler sig fem papkasser i min entre, som jeg ikke får båret ned, tænker jeg: ’Åh nej.’ Jeg kan virkelig blive bange for, om jeg er ved at gå i hundene. Jeg voksede op i et liv, der hele tiden lå på kanten, så det sidder i mig. Sætningen stiller også spørgsmål til, hvad det vil sige at være smuk. For jeg beskriver ikke mine personer særlig meget. Lidt hist og her, men ikke lange, malende beskrivelser. Det her er en mellemting mellem at skrive, at nogen er grim eller pæn. Sætningen rummer lidt begge dele, og den ømhed er vigtig for mig.